Det var en lettet dansk statsminister, som tirsdag den 25. maj orienterede pressen om, at regeringen og Dansk Folkeparti netop havde vedtaget en historisk genopretningsplan.

Ifølge regeringschefen sikrer planen, at Danmark kan leve op til de fælles europæiske aftaler om, at gælden i et EU-land højst må udgøre tre procent af bruttonationalproduktet, BNP.

På sit pressemøde fremhævede Lars Løkke Rasmussen også, at viften af initiativer og reformer både vil sikre en hurtig forbedring af de aktuelle budgetunderskud og vil styrke finansieringen af velfærdssamfundet på længere sigt.

Oversigterne fra Finansministeriet viser, at planen forbedrer de offentlige finanser med 24 milliarder i 2013 og 26 milliarder kr. i 2015, mens arbejdsudbuddet styrkes med ca. 11.000.

”Dermed er dansk økonomi styrket efter den voldsomme krise, som har fejet hen over det meste af verden,” lød konklusionen fra Finansministeriet.

Uklædelig populisme

Blandt de større tiltag er blandt andet, at planlagte skattelettelser udskydes. Derudover halveres dagpengeperioden fra 4 til 2 år, og der indføres et loft for fradrag for faglige kontingenter - hvilket ikke overraskende har fået fagbevægelsen til at se rødt.

I aftalen var der også en række andre initiativer. Der blev indført et loft over børnepenge på 30.000 kroner – hvilket sikrer besparelser på en milliard i 2013. Ulandsbistanden fastholdes på 2010-niveau, hvilket giver besparelser på 1,4 milliard kroner. Nye gebyrer på udlændingeområdet giver 82 millioner kroner. Og endelig giver besparelser på tolkebistand 15 millioner kroner.

Netop disse initiativer udløste hidsige protester, for i kritikernes øjne var der tale om en uklædelig populisme, hvor det handler om at spare flest mulige penge på mennesker med en anden hudfarve.

Ifølge kritikerne var netop disse besparelser prisen for, at Dansk Folkeparti ville støtte regeringen og sikre et flertal bag den vigtige økonomiske plan.

”Dansk Folkepartis indflydelse på regeringens spareplan (…) er opsigtsvækkende stor,” lød det på lederplads i Kristeligt Dagblad.

”Indflydelsen spænder lige fra minimale besparelser, der kun kan betragtes som mobning af udsatte samfundsgrupper, til manglende politisk mod på områder, hvor man virkelig vil kunne spare.”

Avisen kritiserede blandt andet, at regeringen ikke gik hårdere til de mange danskere, som går på efterløn, for her er der store beløb at hente, men i stedet var blevet enige om at spare på tolkebistanden på landets sygehuse.

”Herved får man sølle 15 millioner kroner mere i statskassen, men skader alle de borgere, der ikke taler dansk, og det endda i en følsom situation med hospitalsindlæggelse. Det er uværdig symbolpolitik,” lød det.

Også fastfrysningen af u-landsbistanden fik hug. ”Fattige i Den Tredje Verden skal nu bøde for vores overforbrug, og statsministeren vil ikke engang love, at bistanden igen kommer op på 0,8 procent af bruttonationalproduktet, BNP, som ellers hidtil har været regeringens smertegrænse. Det er ganske enkelt for ringe.”

Endelig blev besparelsen på børnechecken kritiseret. Ifølge lederskribenten vil besparelsen i vidt omfang ramme indvandrerfamilier, og dermed sender planen et familiefjendsk signal.

Hård kritik

Samme pointer blev fremhævet i avisen, BT, hvor den politiske kommentator Helle Ib konstaterede, at Dansk Folkeparti var sluppet af sted med at presse regeringen til at indføre enkelte, stærkt ubehagelige forringelser for gruppen af flygtninge, indvandrere og efterkommere.

”Grænsen for børnecheckens størrelse vil især ramme familier med flere end to børn, ligesom besparelser på tolkeordningen kommer til at gå ud over de svageste fremmedsprogede. Sidstnævnte besparelse indbringer kun 15 millioner kroner årligt i statskassen. Og hvad havde DF tænkt sig: At børn skal tolke for ubemidlede flygtninge-forældre, når lægen skal aflevere en kræftdiagnose, eller forældrene skal fortælle psykologen om tortur-overgreb?”.

I Folketinget reagerede især Det Radikale Venstre stærkt. ”Dagpengereformen er eneste positive, fremadskuende indslag i en ellers kulsort spareplan uden fremtid,” lød det fra partiets leder, Margrethe Vestager.
 

Tilfredshed i Dansk Folkeparti

I Dansk Folkeparti var tilfredsheden til gengæld stor.
 ”Vi har leveret varen,” lød budskabet fra Pia Kjærsgaard, da hun i interviews skulle opsummere indholdet af aftalen.
”Vi har bevist, at vi også er med, når det kniber. At vi ikke alene er med, når der deles milde gaver ud, men også når det kan gøre lidt ondt. At vi er ansvarsbevidste,” fastslog lederen af Dansk Folkeparti.

Også Peter Skaarup, som er med i inderkredsen omkring Pia Kjærsgaard, var tilfreds. Han fremhævede, at partiet havde sikret besparelser på omkring 100 millioner kroner årligt på udlændingeområdet, og han argumenterede med, at Dansk Folkeparti netop har et ønske om at fordele udgifterne til alle borgere i det danske samfund.

”Hvis de ikke-vestlige indvandrere og efterkommere arbejdede i samme omfang som danskerne ville den økonomiske situation straks blive 24 milliarder kr. bedre, holdbarhedsproblemet ville være løst, og væksten i dansk økonomi ville eksplodere,” fastslog han.

Han lovede, at Dansk Folkeparti også fremover vil fortsætte ”en socialt afbalanceret politik, som presser flere indvandrere til at finde sig et job, tage en uddannelse eller måske til at vende hjem, hvis det ikke gik at være her i landet.”

"Derfor har vi heller ikke forståelse for den megen snak om at fjerne efterlønnen; vi vil hellere have indvandrerne til at arbejde eller at undlade at komme hertil, hvis de ikke vil bidrage til samfundet, frem for at skære i danskernes velfærd.”

Så vidt spændvidden i debatten.

Pointen er imidlertid, at denne debat ikke har fyldt meget i forhold til det politiske hundeslagsmål om forkortelsen af dagpengeperioden fra fire til to år.

Nok har kritikere – som beskrevet ovenfor – været på banen. Men de afgørende partier i oppositionen, Socialdemokraterne og SF, har ikke stor lyst til at kaste sig ud i et større opgør med regeringen og Dansk Folkeparti i udlændinge- og integrationspolitikken. Set i det perspektiv er genopretningsplanen en katalysator for, hvor dramatisk dansk politik har ændret sig.

Det politiske spektrum er forrykket

Da Anders Fogh Rasmussen vandt regeringsmagten i 2001, var en af årsagerne, at alle borgerlige partier var enige om, at udlændingepolitikken skulle strammes markant.

I valgkampen kunne Fogh appellere til de mange danskere, som var trætte af de negative konsekvenser af indvandringen i form af ghettoer domineret af indvandrere og skoler med en massiv overrepræsentation af unge med udenlandsk.

Mange danskere var også frustrerede over kriminalitet begået af utilpassede unge med indvandrerbaggrund, og de blev i stigende grad utilfredse med, at for mange indvandrere ikke kom i job, men i stedet levede af overførselsindkomster og dermed belastede de offentlige kasser.

Især Dansk Folkeparti kunne gå på strandhugst hos socialdemokratiske vælgere som en konsekvens af, at Socialdemokraterne var delt.

Den ene del af partiet ønskede at tage konfrontationen med de borgerlige. Den anden del mente stort set, at de borgerlige havde ret, når de krævede stramninger.
Partiet var kløvet og ude af samklang med flertallet af danskerne.

Siden har Socialdemokraterne skiftet kurs og har placeret sig langt tættere på regeringen og Dansk Folkeparti i udlændingepolitikken. De seneste år har Socialistisk Folkeparti gennemført samme transformation.

Hvor dramatisk udviklingen har været, kunne for nylig aflæses, da en lederskribent i dagbladet Politiken - som er stærkt kritisk overfor den borgerlige regering og Dansk Folkeparti – hånede den nye generation af politikere i Socialistisk Folkeparti.

”De unge venstrefløjsaktivister virker både demente og desillusionerede i deres gammelkloge opportunisme,” skrev skribenten, Lars Trier Mogensen, som kaldte de unge socialister for ”Generation DF’. Dermed sigtede han til de unge, der først er blevet voksne, efter at Dansk Folkeparti fik sit gennembrud ved valget i 2001.

Ifølge redaktøren fra Politiken fremstår de unge socialister som en forkælet generation, der ikke evner at løfte sig op over den værdipolitiske dagsorden, som højrefløjen har sat i 1990’erne. Og han raser over, at de i manglen på social indignation og globalt udsyn nøjes med at definere sig i forhold til hovedstrømningen på højrefløjen - nemlig nationalkonservatismen.

Det interessante er, at et sådant indlæg ville have været utænkeligt for ganske få år siden, ligesom det ville have været utænkeligt, at en storstilet økonomisk plan ville indeholde serien af besparelser rettet mod grupper af indvandrere.

På mindre end et årti har det politiske spektrum flyttet sig dramatisk.

Tilhængerne af planen vil sige, at bevægelsen har været rigtig og nødvendig. Kritikerne mener, at der er tale om et pinligt knæfald for populismen.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning