Bæredygtighed er blevet et af de mest brugte ord i den færøske fiskeridebat. Politikerne står nærmest i kø for at forsikre om, at de hver især har bæredygtighed øverst på dagsordenen. Bæredygtighed er nemlig in. At gå ind for det, signalerer ansvarlighed og en moderne indstilling til et meget gammelt erhverv.

Problemet er bare, at der ikke er nogen politisk konsensus om, hvad man helt konkret forstår ved et bæredygtigt fiskeri. Der er simpelthen ikke enighed om fakta – nemlig om de havbiologiske undersøgelser, bestandmålinger, prognoser og anbefalinger, som  den officielle færøske fagkundskab på det nationale færøske fiskeri- og havforskningsinstitut, Havstovan, disker op med.

Færøerne er med Havstovan som aktør med i Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, men alligevel er anbefalingerne herfra og fra Havstovan traditionelt ofte blevet mødt med dyb mistillid.

Tre elementer

Skal man tale om et bæredygtigt helhedskoncept, må man imidlertid operere med tre parametre eller hovedelementer:  det biologiske, det økonomiske og det sociale element.

Den del af det biologiske element, der  handler om forholdet mellem fangsttryk (det der hvert år bliver fisket af bestandene) og størrelsen på fiskebestandene er dog afgørende for, at alle andre parametre kan være optimale. En bæredygtig fangst er altså en forudsætning for, at fiskeriet også kan være økonomisk og socialt bæredygtigt.

Færøerne har deres egen helt specielle fiskeriregulering i form af fiskedage (effortsystem) i stedet for kvotering af de forskellige arter, når det gælder fiskeri efter bundfisk som for eksempel torsk, kuller og sej i færøsk farvand.

Fiskeriministeren skal hvert år den 29. juli, hvor lagtingsåret begynder, fremsætte et lovforslag om fastsættelse af fiskedage for de forskellige fiskerikategorier (fiskerbådtyper) for det næste fiskeriår, der begynder den 1. september. 
Politisk kommer uenigheden om begrebet bæredygtighed herefter meget klart  til udtryk under de ofte meget hede lagtingsdebatter, når ministerens lovforslag bliver behandlet  i løbet af august måned.

Skred i rigtig retning

Men til trods for uenigheden om præmisserne er der dog på det seneste sket et betydeligt skred i den rigtige retning, hvis man forstår bæredygtigt fiskeri som både biologisk, økonomisk og socialt betinget.

Det vidnede fiskerierhvervskonferencen, som Havstovan arrangerede i Nordens Hus i Torshavn den 21. marts, om.

– Jeg synes, vi nu er på rette kurs mod et bæredygtigt fiskeri, forstået som et helhedskoncept, der tager hensyn til de tre hovedparametre, den biologiske, den økonomiske og den sociale . Selvfølgelig er der lang vej endnu, og der skal vel også sluges et par kameler undevejs, for en tilpasning af fiskerflåden, det vil sige en reduktion af fangskpaciteten i visse fangstkategorier, er en afgørende forudsætning for et bæredygtigt fiskeri, hvor alle tre parametre er optimale, siger Færøernes konservative udenrigs- og fiskeriminister Jacob Vestergaard, der åbnede konferencen.

De senere år er der da også sket et holdningsskift blandt politikerne – især dem til venstre i det politiske spekter – til fordel for ICES’ og Havstovans anbefalinger.

De første mange år efter, at reguleringssystemet med fiskedage blev lanceret i 1996, syntes alle lagtingets partier ret ligeglade med anbefalingerne, og antallet af fiskedage og dermed fangsttrykket blev konsekvent fastsat på niveauer langt højere end anbefalingerne fra de to instanser.

Også selve aktørerne i fiskerierhvervet, der for få år siden så al regulerende indblanding som værende af det absolut onde, taler nu åbent om nødvendigheden af regulering og tilpasning af fiskerflådens størrelse.

Ingen vil ud af erhvervet

Med sin optimistiske udtalelse blotlægger ministeren dog samtidig den største hindring i bestræbelserne hen mod et bæredygtigt  fiskerikoncept: Nødvendigheden af en reduktion af flåden.

Fiskere, redere, havbiologer, økonomer, finansvæsen og politikere er alle enige om, at den færøske fiskerflåde er alt for stor i forhold til et bæredygtigt fangspotentiale. Det er man paradoksalt nok enige om til trods for, at der bestemt ikke er enighed om, hvornår selve fangsten er bæredygtig.

Det store problem er dog at udpege de aktører på fiskefeltene, der skal ud af erhvervet.

Hidtil har erhvervet bestemt ikke vist sig i stand til selv at forestå den tilpasning, og politikerne har ikke turdet. Tværtimod har angsten for at tabe stemmer og politisk terræn tilskyndet politikerne til at være gavmilde med fiskedage og fiskerilicenser for at tilfredsstille den magtfulde fiskerilobby.

Man har så sået tvivl om lødigheden af fagkundskabens – Havstovan og ICES’ – anbefalinger, hvorefter man har undladt at følge dem.

Politisk mod efterlyses

Jákup Mørkøre, der er forskningskoordinator i  Fiskeriministeriet, er da også overbevist om, at de fleste problemer med hensyn til et bæredygtigt fiskerierhverv ville blive løst nærmest af sig selv, hvis selve forvaltningen af fiskeressourcerne blev taget ud af hænderne af politikerne.

– Jeg nærer dog ingen illusioner om, at det vil ske i nær fremtid. Så derfor må politikerne i stedet turde tage nogle store og meget nødvendige beslutninger. De må turde at gå ind og reducere fangstkapaciteten, og de må turde at lade de dele af fiskerflåden være i fred, der tjener gode penge, fordi de selv har været i stand til at tilpasse sin størrelse og effektivisere fangsten, siger han.

Udenrigs- og fiskeriminiser Jacob Vestergaard kan dog ikke pege på konkrete initiativer til en reduktion af fiskerflåden, selv om han altså erkender nødvendigheden af en reduktion af fangstkapaciteten.

Bortset fra et indlysende ønske om økonomisk bæredygtighed i fiskerierhvervet, så er det bestemt ikke uegennyttige motiver, der trods alt har sat skub i bestræbelserne på at opnå en bæredygtig naturforvaltning på Færøerne. Det er noget markedet, kunderne på det europæiske kontinent, kræver.

Derfor er det også vigtigt, at Lagtinget, som jo fastholder sit mandat til at fastsætte fangstindsatsen, og som også fastsætter rammerne for fangsten, melder klart ud om fiskeripolitikken, pointerer Jákup Mørkøre.

– Færøernes selvforståelse og officielle udmelding proklamerer jo, at vores fiskerierhverv allerede er bæredygtigt. Så kan man også forlange, at Lagtinget klart melder ud, hvilke planer man har for også at tilfredsstille udlandets krav til bæredygtighed, siger han.

Forurenende adfærd belønnes

Mens den økonomiske fordel som følge af en bæredygtig  fangst er indlysende på sigt, er det straks sværere at argumentere for de grønne aspekter af det biologiske element. Tværtimod bilver forurenende adfærd i nogle tilfælde direkte økonomisk belønnet.

Det gælder for eksempel de nyeste pelagiske superskibe, der sejler på tungolie. Afbrænding af tungolie forurener langt mere end dieselolie.

Færøerne har ikke ingen regulerende foranstaltninger, der kan begrænse brugen af tungolie, til trods for, at det forurenende brændstof er godt på vej til at blive faset ud og forbudt i EU og i Norge.

Annika Olsen, Færøernes konservative indenrigs- og miljøminister, erkender problemet, men ligesom med udenrigsministeren er det de gode hensigter, der dominerer, mens konkrete tiltag brillerer med deres fravær.

– Jeg mener absolut, at vi bør gå bort fra brugen af tungolie. Den er ikke bare stærkt forurenende med tungmetaller, når den bliver brændt af, men også utrolig forurenende og besværlig at håndtere ved udslip i havet. En begrænsning eller udfasning af brugen af tungolie er påkrævet, men jeg kan ikke sige noget om, om eller hvornår der vil komme et konkret udspil, siger Annika Olsen.

Gode forudsætninger for social bæredygtighed

Det sociale element i et bæredygtigt fiskerikoncept er også sammensat af mange faktorer.

Sonja Jógvansdóttir er koordinator i Samtak, der er en sammenslutning af de tre største arbejderforeninger på Færøerne samt den færøske fiskerforening. I hendes optik er arbejdspladserne og arbejdsbetingelserne i fiskerierhvervet de vigtigste faktorer i det sociale element. Det gælder både arbejdspladserne ombord på skibene på havet og på filetfabrikkerne i land.

– De færøske overenskomster både til søs og til lands er så fleksible, at forudsætningerne for social bæredygtighed absolut burde være gode her. Dertil kommer, at selskabsskatten er lav og erhvervet døjer med færre afgifter her end i nabolandene. Alligvel kniber det gevaldigt med at få skabt stabile arbejdspladser i fiskerierhvert til lands, og i dele af fiskerflåden er forholdene ombord dårlige og utidssvarende. Så der er masser at tage fat på, konstaterer hun.

Fortrøstningsfuld minister

Selv om der ikke eksisterer nogen bredt funderet politik, der skal gøre det færøske fiskerierhverv bæredygtigt i bred forstand, så er udenrigs- og fiskeriminster Jacob Vestergaard fortrøstningsfuld.

– Det er svært at nå til politisk enighed, og det er svært at få hele erhvervet til at gå i samme retning. Men alle er enige om, at størst mulig fangst med mindst mulig flåde inden for rammerne for biologisk bæredygtighed er målet, for da opnår man størst muligt afkast. Og med det størst mulige afkast bliver der bedre råd til også at tilgodese både de grønne og de sociale aspekter, konkluderer han.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning