Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Thomas Larsen

Banker - back to normal

Efter en turbulent tid er det ved at blive mere normale tilstande i den danske banksektor, som løsnes fra den massive statslige intervention efter finanskrisen. Tilbage står opgøret om direktørernes lønninger.

2010-04-14

Sammenlignet med opgørene mellem præsident Barack Obama og de højt gagerede amerikanske bankbosser har debatten om den danske banksektor været afdæmpet.

Alligevel har det ikke været sjovt at være bankdirektør i Danmark, siden finanskrisen tordnede ind over landegrænserne fra USA. Alle har kunnet bruge bankdirektørerne som skydeskive, når ansvaret for krisen skulle placeres.

At der langt hen ad vejen er tale om hykleri, er åbenbart, for når finanskrisen kom til at slå dybe huller i statens budget og forvandlede solide overskud på 60 milliarder kroner til underskud på 100 milliarder, skyldes det naturligvis langt fra alene bankbossernes dispositioner.

Som erhvervsanalytikere har påpeget, har rigtigt mange gjort sig skyldige i rigtigt store fejl:

  • Regeringen lod økonomien komme ud af kontrol før finanskrisen. Der var mange tegn på overophedning, men regeringen – og oppositionen – turde ikke stoppe danskernes forbrugsfest, som bl.a. blev holdt oppe af urealistiske boligpriser.
  • En række økonomiske vagthunde – som f.eks. Nationalbanken, Finanstilsynet og de økonomiske vismænd – advarede nok om, at der var for meget fart på dansk økonomi, men de forudså ikke finanskrisen.
  • Pressen var generelt for ukritisk.

Da finanskrisen var en realitet, blev alle imidlertid hurtigt enige om at skyde på bankerne for at have bevilget for risikable løn til almindelige danskere, som fik lov til at købe for dyre huse, og til spekulanter, som dårligt behøvede at fremlægge forretningsplaner, før de fik smidt millioner i nakken.

På ultrakort tid skiftede synet på bankdirektører. Nu blev de pludselig ikke længere beskrevet som succesrige ledere – men som pariaer.

Det bratte omsving blev især tydeligt for Danske Bank, som i årevis er blevet fremhævet for at være sindbilledet på akkuratesse og dygtigt købmandskab. Med et slag blev bankens beundrede topchef reduceret til en ryggesløs finanschef, der havde været med til at bringe sin egen bank i uføre og skade dansk økonomi.

Akut politisk krisestyring

Ser vi på dynamikken i krisen, har den fulgt samme mønster, som vi kender fra udlandet. For regering og opposition handlede første fase om akut krisestyring og om at sikre selve fundamentet under bankerne.

En af krisens første ofre blev Roskilde Bank, som brød sammen, og i en periode opstod en regulær frygt for, at også store danske banker kunne komme i fare.

Efter kollapset i amerikanske Lehmann Brothers blev det svært for selv sunde pengeinstitutter at skaffe nødvendig likviditet, og de fastfrosne pengemarkeder var på vej til at udgøre en alvorlig trussel mod den finansielle stabilitet.

Da krisen var på sit højeste, udtalte daværende økonomi- og erhvervsminister Lene Espersen: ”Vi befinder os midt i en global finansiel krise af historiske proportioner.”

Staten gik derfor ind og garanterede for historisk store beløb for på den måde at spænde et sikkerhedsnet ud under både privatkunder og erhvervskunder i danske pengeinstitutter.

Et særligt afviklingsselskab fik til opgave at overtage nødlidende pengeinstitutter for at sikre rettidig betaling til kreditorer. Garantierne skulle løbe i to år – til 30. september 2010. En pensionsredningspakke blev indført for at sikre pensionsopsparere og boligejere. Der blev iværksat en skærpet revision af tilsynet med banker, ligesom der blev igangsat initiativer for at sikre større gennemsigtighed om bankernes solvens og risikoprofil.

Normale tilstande

Kort før påske blev regeringen og opposition – bortset fra det lille venstrefløjsparti Enhedslisten – enige om en bankpakke III, som reelt afløser og justerer bankpakke I.

Bankpakke III sætter et punktum for indgrebene over for den danske banksektor, og det kan konstateres, at der så småt er ved at være indført normale tilstande igen. Med bankpakke III afløses den akutte krisestyring af initiativer, som groft sagt skal få bankerne til at stå på egne ben.

Essensen af bankpakke III er, at fra den 1. oktober 2010 går indlånskronerne i de danske banker fra at være fuldt garanterede af staten til, at den enkelte kunde fremover kun er garanteret op til 750.000 kr. i sin bank via Indskydergarantifonden, som bankerne i fællesskab hæfter for.

Derudover indeholder bankpakke III en model for hurtig afvikling af nødlidende banker, som – uden om aktionærer og konkurs – kan kastes over i et afviklingsselskab, kaldet Finansiel Stabilitet, hvis Finanstilsynet finder det nødvendigt.

Staten trækker sig ud

Den nuværende økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen konstaterede efterfølgende med tilfredshed, at der ikke skal bruges skattekroner til at betale for fremtidige bankkrak.

- Pakken er kommet for at sikre ro omkring privatpersoners økonomi og indestående og for at sikre, at virksomheder stadig har en bankforbindelse, hvis banken går ned. Og indskydergarantien kommer til at koste staten nul kroner og ikke en eneste euro – det skal betales af Indskydergarantifonden, der skal finansieres af bankerne, lød det fra ministeren.

Også hos oppositionen var der tilfredshed. Den socialdemokratiske ordfører, Morten Bødskov, sagde:

- Nu skal bankerne selv til at rydde op. Vi betragter det som sidste gang, at staten har sat tre gange det danske bruttonationalprodukt på højkant for banksektoren herhjemme.

Også bankernes interesseorganisation, Finansrådet, roste bankpakke III som en fornuftig ordning, der gør det muligt at gribe ind med "rettidig omhu" over for pengeinstitutter, der får problemer eller ligefrem går konkurs.

- Vi ved fra Nationalbankens tilsyn, at pengeinstitutterne er godt kapitaliserede. De nye regler om, at pengeinstitutterne skal oplyse deres soliditet og resultatet af tilsynene, vil give større åbenhed. Folk vil kunne vurdere pengeinstitutterne bedre, fastslog Jørgen Horwitz fra Finansrådet.

Den uafhængige ekspert Jesper Rangvid fra Copenhagen Business School konkluderede, at bankpakke III afspejlede en form for normalisering:

- Når staten ikke længere garanterer ubegrænset, er det et tegn på, at tingene er ved at være normale.

Ifølge eksperten er det sundt at få afskaffet en garanti, der dækker hele indlånet i en bank. Efter hans mening får det folk til at tænke sig om, inden de placerer deres penge:

- Folk skal foretage en vis form for risikovurdering, inden de placerer deres penge. Hvis en bank er lidt fræk og har behov for kapital og derfor tilbyder en høj rente for at tiltrække indskud, er det en god idé at overveje bankens sikkerhed.

Fokus på bossernes løn

Helt afsluttet er indgrebene overfor bankerne dog ikke.

Siden finanskrisen har der raset en heftig debat om bankchefernes løn, og på dette felt er regeringen i mindretal.

Regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, er gået sammen med oppositionen og kræver bl.a., at højst 30 procent af bankdirektørernes lønninger må være variable – eksempelvis i form af bonusordninger.

Sammen med Socialistisk Folkeparti og Socialdemokraterne kræver Dansk Folkeparti samtidig et totalforbud mod aflønning af bankdirektører med de såkaldte aktieoptioner, der sikrer direktørerne en gevinst, hvis bankens aktiekurs stiger.

Når lønningerne er kommet i fokus, skyldes det bl.a., at de solide gager er nemmere at forstå end indretningen af bankforretningen.

Dertil kommer, at den danske stat via garantiordningerne reddede banksystemet fra kollaps. I den situation har skatteyderne selvsagt fået et mere kritisk syn på de direktører, som var med til at køre deres banker til afgrundens rand.

Mange har svært ved at forstå, at bankdirektører skal have bonus i en tid med underskud, ligesom de har vanskeligt ved at acceptere, at en direktør, som har kørt sin bank i sænk og bliver fyret, skal have et par års løn med på vej ud. Andre undrer sig over, at en direktør i en mellemstor provinsbank skal have over fem mio. kr. i løn.

Vendepunkt er nået

Trods denne debat, som bankcheferne hader, er det værste overstået for bankerne.

Da Danske Bank holdt generalforsamling kort før påske tonede bankens førstemand, Peter Straarup, frem som et symbol på banksektorens come back.

I 2009 var Straarup væltet på sin cykel få dage før generalforsamlingen og sad med sin arm i slynge, mens aktionærerne rasede. Dengang var kursen faldet til 33,5 kr., og banken blev - formentlig - kun holdt i live, fordi staten leverede en statsgaranti.

Da Straarup forleden stillede sig op foran aktionærerne, stod kursen på en aktie i 136. Siden lavpunktet i marts 2009 var markedsværdien af banken steget med 300 pct.

Et annus horribilis var omsider slut. Men der vil gå lang tid, før branchens image er repareret, og bankchefer atter bliver rollemodeller.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning

Kontakt

Michael Funch
E-post:

Sök i Analys Norden