Sig ordet NATO, og det første en dansker vil tænke på, er måneders uro og mediehysteri om statsminister Anders Fogh Rasmussen chancer for at blive forsvarsalliancens generalsekretær.

I dage, uger og måneder har spørgsmålet skabt dybe frustrationer hos Foghs partifæller og højt humør i oppositionen, som meget gerne eksporterer regeringschefen til et internationalt topjob.

Skræller vi dette lag bort, repræsenterer NATO imidlertid en ny og påtrængende udfordring for den kreds af danske politikere, som i den kommende tid skal forhandle om et nyt forsvarsforlig, der skal træde i kraft i begyndelsen af 2010.

Præcis som de øvrige medlemslande i NATO må Danmark forberede sig på en verden, hvor forsvars- og sikkerhedspolitikken skal revurderes og reorganiseres for at kunne matche en ny tids trusler.

I en kronik i Berlingske Tidende fra den 17. marts analyserer den danske udenrigsminister Per Stig Møller udfordringerne, ligesom han benytter NATO-alliancens 60 års jubilæum i år til at gøre status over de enorme skift, der er sket i trusselsbilledet siden Murens fald i 1989 og Sovjetunionens kollaps.

- Dengang var der mange, der tvivlede på, om NATO ville nå at blive 50 for ikke at sige 60. Men det viste sig, at NATO havde en eksistensberettigelse, der rakte langt ud over Den Kolde Krigs alliancelogik. Det blev hurtigt klart, at alliancen – selv uden kold krig og trusler mod medlemslandenes territorier – havde en vigtig rolle at udfylde som sikkerhedsgarant og sikkerhedsmagnet, skriver Per Stig Møller.

I kronikken beskriver han, hvordan ændringerne i verden fundamentalt har forandret Danmarks sikkerhedspolitiske rolle. Under den kolde krig var danskerne med ministerens ord ”forbrugere af sikkerhed”. I dag er de blevet ”udbydere af sikkerhed”.

Før afhang nationens overlevelse af NATO-medlemskabet, og Danmarks råderum var stærkt begrænset. Nu om dage er Danmark engageret i en række internationale NATO-operationer med det mål at bringe fred og sikkerhed til en række af verdens brændpunkter og nedbringe risikoen for eksempelvis terroranslag mod Vesten.

Nye trusler

Forude venter endnu større udfordringer, som vil kræve stor omstillingsevne i det danske forsvar, og det er netop hovedbudskabet i en ny bog - en antologi - skrevet af danske forsvars- og sikkerhedspolitiske eksperter.

Titlen på bogen lyder - ”Helt forsvarligt? Danmarks militære udfordringer i en usikker fremtid” - og essensen er, at dagens og især fremtidens sikkerhedspolitiske udfordringer bliver mere komplekse.

Som bogens redaktør, den politiske journalist Hans Mortensen skriver i forordet, var alting mere overskueligt i koldkrigsdagene: Den potentielle fjende var klart defineret, og det samme var allianceforholdene. Efter afslutningen på den kolde krig fulgte en kort håbefuld periode, hvor politikerne talte om at høste ”fredsdividenden”. Alle var overbeviste om, at de kunne hjemtage markante besparelser på forsvarsbudgettet, eftersom der ikke længere var en ydre trussel i form af den gamle østblok.

Med terroranslaget den 11. september 2001 blev der prikket hul på den illusion. Da terroristernes kaprede passagermaskiner ramte Pentagon i Washington D.C. og jævnede World Trade Center i New York med jorden, blev det med et slag knusende klart for alle, at verden stor over for helt nye trusler og risici.

Komplekst trusselbillede

I den nye bog behandler eksperterne en række af de trusler, som vi kan vente at stå over for i de kommende år. En særlig trussel udgår fra lande, der er brudt sammen og sunket ned i anarki. Et af disse lande er Afghanistan, hvor den danske deltagelse i krigen mod Taleban, allerede koster dyrt, både i kroner og menneskeliv. I den farlige og urohærgede Helmand-provins angriber Taleban således igen og igen de udsendte danske soldater og udløser dødbringende vejside-bomber mod danskernes køretøjer.

Ser vi frem i tiden, kommer det internationale samfund sandsynligvis til at skulle håndtere flere fejlslagne stater. Ved Afrikas Horn udgør pirater fra det sammenbrudte Somalia allerede en alvorlig trussel mod skibsfarten.

Tættere på vore breddegrader er Rusland begyndt at optræde mere aggressivt, og i polarområderne vil ændringer i klimaet få isen til at smelte. Nye sejlrender vil opstå, og det vil blive muligt at udvinde råstoffer som for eksempel olie. En sandsynlig konsekvens er grænsekonflikter, som Grønland – og Danmark – må forberede sig på.

Som Mikkel Vedby Rasmussen, chef for Dansk Institut for Militære Studier konstaterer, er det eneste sikre fremover, at generaler og politikere ikke kan nøjes med at tænke i ét scenario.

Tværtimod skal mange og yderst forskellige trusler håndteres.

Stærke bånd til USA

I sin kronik fastslår udenrigsminister Per Stig Møller, at de nye sikkerhedspolitiske udfordringer kræver en anden type håndtering end de gammelkendte. Men der er det fællestræk mellem fortidens og fremtidens udfordringer, at transatlantisk dialog og lederskab er essentielt.

- Netop den transatlantiske dimension gør fortsat NATO til det helt centrale omdrejningspunkt, når det gælder om at finde holdbare løsninger på internationale sikkerhedspolitiske udfordringer, skriver han, og i den danske regering er det både et håb og en forventning, at de transatlantiske bånd vil blive styrket.

Samme iagttagelse har en række uafhængige eksperter. I bogen ”Helt forsvarligt?” forudser blandt andet professor i international politik, Sten Rynning fra Syddansk Universitet, at den nye amerikanske administration med Barack Obama og Hillary Clinton i spidsen vil arbejde målrettet på en ny tilgang over for Europa og Asien.

På den måde vil USA forsøge at mobilisere flere venligtsindede kræfter i håndteringen af den problematiske akse (Afghanistan-Irak-Somalia) og håndteringen af problematiske store lande (Rusland og Kina).

Fra Europa lægges der også op til tæt samarbejde, og et af de mest skelsættende signaler kommer fra den franske præsident, Sarkozy, som har lagt op til at integrere Frankrig fuldt og helt i NATO.

Reformer af NATO

For at kunne tackle udfordringerne skal NATO reformeres, hvilket er et mål for den danske regering. Per Stig Møller nævner operationen i Afghanistan som et eksempel på nødvendigheden af at få udviklet nye samarbejdsformer.

For det første skal NATO blive dygtigere til at samarbejde med andre internationale aktører som FN og EU. Per Stig Møller fremhæver, at begge organisationer har fælles sikkerhedspolitiske målsætninger. I Afghanistan kæmper EU’s politimission - under ledelse af danskeren Kai Vittrup – for at uddanne og styrke landets politi, ligesom NATO og EU allerede arbejder tæt sammen i Kosovo og i forbindelse med bekæmpelsen af piraterne i Aden-bugten.

For det andet bliver det i stigende grad vigtigt at kunne inkorporere en civil indsats i forbindelse med NATO-operationerne. Forløbet i Afghanistan har illustreret, at militær alene ikke er nok til at bringe et land på fode, og EU besidder gode kompetencer inden for den civile krisehåndtering og genopbygning.

Kort sagt, udfordringerne er mange, og i de kommende måneder skal en snæver kreds af forsvarspolitiske ordførere – med forsvarsminister Søren Gade som omdrejningspunkt – forsøge at blive enige om et forsvarsforlig, som i videst muligt omfang sikrer, at det danske forsvar rent faktisk indrettes til at håndtere fremtidens trusler.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning