Skønt landet ganske vist havde fuld myndighed over sin udenrigspolitik, var det erfaringsmæssigt sådan, at regeringen i høj grad støttede sig til amerikanerne, der drev en base her i landet i en periode på 55 år. Når det diskuteredes, hvilket behov der var for overvågning af luftrummet ved Island, var det amerikanernes vurdering, der lagdes til grund snarere end det var islændingenes selvstændige vurdering.

Da hæren rejste i 2006, måtte myndighederne påtage sig det fulde ansvar for sikkerhed og forsvar og dermed genoverveje vores deltagelse i samarbejdet inden for NATO. Udenrigsministeriet og dets ambassader måtte foretage en selvstændig vurdering af situationen og beslutte sig for, hvilken kurs man skulle vælge i samarbejdet. Det er sandt at sige ikke gået alt for godt. Fra foråret 2004 havde en islandsk gruppe overopsyn med organisationen omkring lufthavnen i Pristina i hovedstaden i Kosovo, hvad der faktisk lykkedes udmærket. Værre gik det med den væbnede styrke, som blev sendt til Kabul i Afghanistan. Styrken havnede i et baghold i 2004, da den var på indkøbsudflugt, respekterede ikke sikkerhedsreglerne, og uskyldige trafikanter mistede livet. Et jeep-kompagni blev sendt til Afghanistan, men det blev kaldt hjem igen efteråret 2005, eftersom dets sikkerhed mentes at være truet. Hermed ansås det for bevist én gang for alle, at islændingene ikke havde noget at gøre i krigsområder.

Islændingene ved naturligvis udmærket godt, at det er vanskeligt at gøre sig gældende inden for NATO, medmindre man yder noget til gengæld. De er nødt til at vise sammenhold med deres allierede, og derfor kastede man sig ud i fredsbevarende opgaver. Selv om de første forsøg har været ret famlende og ufokuserede, lykkedes lufthavnsopgaven i Pristina ganske glimrende, og i kølvandet på dette har man koncentreret sig om lignende opgaver, er holdt op med at lege soldater og har i stedet sendt sundhedspersonale til steder, hvor der var brug for det. Det kan aldrig blive realistisk at forvente, at en nation på godt 300.000 indbyggere skal holde en troværdig hær.

Siden den amerikanske base blev nedlagt, har islændingene øget deres sikkerhedssamarbejde med nabolande inden for NATO. Der er indgået en aftale med Danmark, Norge og Storbritannien om træning, samråd om sikkerhed, bjærgning, øvelser og informationsudveksling, og man arbejder på en lignende aftale med Canada.

Hvilken trussel?

Udenrigsministeren præsenterede nu i marts en ny risikovurderingsrapport for Island, hvori der blev gået ind på globale, samfundsmæssige og militære aspekter. Det er et tidens tegn, at størstedelen af rapporten handler om andre spørgsmål end de militære. Eksempelvis peger rapportens forfattere på det finansielle systems sikkerhed, sundhedssikkerhed, trusler mod miljøet, international terrorisme og organiseret kriminalitet samt internetsikkerhed som aspekter, der må tages hensyn til, hvis man skal vurdere et lands sikkerhed og forsvar. Begrebet sikkerhed er altså tydeligvis blevet en del mere kompliceret end tidligere.

Hvad angår militær sikkerhed, er rapportens konklusioner sammenfaldende med risikovurderingen hos andre NATO-lande, dvs. at der ikke ses tegn på, at Island vil blive udsat for militære trusler fra noget land eller forbund af lande inden for den nærmeste fremtid. Der menes at være ingen eller så godt som ingen sandsynlighed for traditionelle konflikter mellem stater i det nordatlantiske område. Findes der nogen trussel, består den snarere i terroraktioner eller mulige fremtidige trusler såsom langtrækkende raketter, som ville kunne affyres fra lande i Mellemøsten eller Asien. Rapportens forfattere siger, at disse nye betingelser afspejles i en revideret forsvarspolitik i de fleste vestlige stater og mindre vægt på lokalt forsvar.

I rapporten tages der dog det forbehold, at hvis forholdet mellem på den ene side USA og andre NATO-lande og på den anden side Rusland derimod forværres, så kan dette få indflydelse på Islands sikkerhed. De nyeste efterretninger om, at russerne har tænkt sig at placere bombefly på Cuba og i Venezuela og forny deres egne stridskræfter, hvilket de bl.a. forklarer med henvisning til NATOs udvidelse mod øst, stiller dette forbehold i rapporten i et nyt lys og vækker mindelser om den kolde krig.

Selv om truslerne ikke anses for overhængende for øjeblikket, peges der dog på, at der kan opstå en vis usikkerhed i Islands forsvars- og sikkerhedsforhold i lyset af de nordlige og de polare områders vigtige betydning i fremtiden og de mulige konflikter om adgang til og udnyttelse af naturresurser i Nordishavets undergrund. Indtil videre har de lande, der gør krav på polarområdet, dog lagt vægt på at følge gældende international lov.

Englands ”angreb”

Selv om der tidligere har været bitre stridigheder om Islands NATO-medlemskab, hører man i dag ikke meget til den debat. Det er måske for meget sagt, at medlemskabet er fuldstændig hævet over diskussion, men det er lige ved. Faktisk kom der dog et vist tilbageslag i støtten til NATO, da de islandske banker krakkede sidste efterår. Englænderne greb da til terrorlovning for at indefryse Landsbankinns formuer i Storbritannien. Islændingene følte naturligt nok, at de blev udsat for et ondsindet angreb fra et andet NATO-land, da en islandsk bank blev sat på en liste sammen med berygtede terrororganisationer som Al-Qaida og lande som Iran. Da lød der røster om, at vi burde forlade denne alliance, som ikke engang forsvarede os i nødens stund.

De islandske myndigheder viste imidlertid deres holdning til englænderne som følge af denne sag ved at meddele NATO, at der ikke var brug for, at englænderne varetog overvågning af luftrummet i december i fjor, sådan som det ellers havde været planen. Og englænderne holdt sig hjemme.

Hvad med Artikel 5?

NATO vil sandsynligvis være den mest indflydelsesrige organisation i europæisk sikkerhedspolitik herefterdags ligesom hidtil. Men den 60-årige alliance er undergået store forandringer, især oven på Sovjetunionens sammenbrud i 1991, Balkankrigene i 1990erne og terrorangrebene på USA i 2001, sådan som der også peges på i den nævnte rapport. Alliancens rolle består stadigvæk i de fælles forsvarsforpligtelser og stridskræfter og i en koordineret militær organisation, men forandringerne siden 1991 indebærer, at NATO i stadig større omfang tænker globalt, i stedet for at tage hensyn til medlemslandenes landforsvar. Og nye medlemslande kommer stadig til: Nu er der efterretninger om, at Frankrig er til sinds at vende tilbage efter 40 år uden for NATO.

NATOs nye prioriteringer giver imidlertid anledning til forskellige spørgsmål. I NATO-pagtens paragraf 5 slås det fast, at et angreb på et af landene regnes for et angreb på dem alle. Bør denne paragraf ikke stå uantastet? Nu høres der forlydender om, at lande som Australien, Indien, Japan og Sydkorea skal kunne få indirekte adgang til alliancen, dvs. ”adgang til kernen i de politikformende organer, som vil kunne genrejse Vesten som fundament i sikkerhedspolitikken i faretruende tider,” som NATO formulerer det. Hvilken indflydelse vil det få på pagtens paragraf 5?

NATOs ledere bekendtgjorde endvidere på deres møde i Bukarest i april i fjor, at man sigtede på at optage Georgien og Ukraine i alliancen. Ikke desto mindre forholdt alliancen sig passiv, da russerne angreb Georgien.

Disse punkter må rejse det spørgsmål, om NATO skal give lande medlemskab – eller en eller anden form for indirekte medlemskab – uden at det kommer på tale at lade paragraf 5 være afgørende for forhandlingerne.

Ændringerne i NATOs virksomhed og hele alliancens fremtidige kurs vil blive diskuteret intenst omkring 60-års fødselsdagen, og da vil spørgsmål af denne art blive undersøgt til bunds. Nye trusler kalder på nye arbejdsformer. De elektroniske angreb på Estlands computersystemer for nylig blev anledning til, at de estiske myndigheder anmodede om – og fik – assistance af computereksperter fra NATO. Sagen vakte opsigt på Island, eftersom små landes computersystemer kan siges at stå godt for hug. Angrebet var en klar påmindelse om nødvendigheden af ændrede prioriteringer i sikkerheds- og forsvarsspørgsmål. Traditionel oprustning er ikke det eneste, der behøves for at sikre medlemslandenes sikkerhed og forsvar.

Norden ikke nok

Thorvald Stoltenbergs rapport om nordisk udenrigs- og forsvarspolitisk samarbejde, som blev præsenteret for de nordiske udenrigsministre i februar, fik en glimrende modtagelse på Island, specielt dog hans forslag om nordisk samarbejde om bevogtning af luftrummet over Island. En sådan bevogtning er ikke alene i islændingenes, men også i alle NATO-landenes interesse, for efter den amerikanske hærs afrejse var Island det eneste NATO-land, der ikke havde nogen overvågning af sit luftrum, hvorved der ikke var nogen overvågning af store dele af Nordatlanten.

Stoltenbergs forslag lægger op til, at de nordiske nationer alle deltager i NATOs bevogtning af luftrummet ved Island, selv om hverken finnerne eller svenskerne er medlemmer af alliancen. Den islandske udenrigsminister tog positivt imod forslagene, dog har regeringen endnu ikke formelt taget stilling til dem. Men trods den positive reaktion er der dem, der tvivler på, at Norden vil kunne yde samme sikkerhedsmæssige tryghed som større lande eller forbund af lande.

Stoltenbergs betoning af nordisk samarbejde falder smukt i tråd med, at nordmændene i stigende grad betoner vigtigheden af områderne længst mod nord. Og heri har de nu, efter afslutningen på NATOs konference på Island i januar, fået øget støtte fra alliancen.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning