Ambitionen om at fjerne de danske EU-forbehold og føre Danmark helt ind i hjertet af Europa bliver sværere at opfylde for statsminister Lars Løkke Rasmussen. Efter valget til Europa Parlamentet står det klart, at danskerne gerne vil være med i EU. Men det skal være et EU, som ikke tiltager sig for meget magt.

For glødende EU-tilhængere blev kampagnen forud for valget til Europa Parlamentet en prøvelse. Danmarks tidligere udenrigsminister – supereuropæeren Uffe Ellemann-Jensen – kogte i flere omgange over af frustration.

Ellemann var manden, som i begyndelsen af 1990’erne gik i blå sokker med gule EU-stjerner og talte begejstret om den historiske chance for at forene Europa efter delingen siden Anden Verdenskrig.

I de år blev hans parti – Venstre – et stormende begejstret pro-europæisk parti, mens modstanden mod EU især udsprang fra Socialdemokratiet, SF, den yderste venstrefløj og særlige bevægelser for unionsmodstanderne.

Kampen om de 13 danske sæder i Europa Parlamentet op til valgdagen - søndag den 7. juni - illustrerede imidlertid for den tidligere udenrigsminister, at hans gamle parti er blevet mere tilbageholdende og skeptisk over for EU.

I valgkampen var det centrale slogan fra Venstres spidskandidat, at Danmarks stemme skal høres i Europa, og den konservative spidskandidat åbnede sin valgkamp med at fastslå, at han ikke kunne se Tyrkiet som et fuldgyldigt medlem af den europæiske familie. Andre borgerlige politikere fastslog, at der skulle sættes grænser for EU.

Ordvalget viste, at den EU-skepsis, som tidligere var stærkest repræsenteret i centrum-venstre partierne, er flyttet langt ind i de borgerliges rækker.

Valgkampen udløste derfor enorme frustrationer hos Ellemann-Jensen, som offentligt gik i kødet på sine gamle partifæller og klagede over ”fodslæbende” danskere.

Ja, men ikke hallelu-ja

Der er mange forklaringer på denne udvikling. Til forskel fra Uffe Ellemann-Jensen lagde hans efterfølger, Anders Fogh Rasmussen – Danmarks statsminister fra 2001 til 2009 – an til en mere moderat begejstret EU-kurs. Og denne kursændring havde han mange grunde til at foretage:

Dels blev euforien over Berlin-murens fald i 1989 og kommunismens sammenbrud i det gamle Sovjetunionen i begyndelsen af 1990’erne hurtigt afløst af udfordringerne med at tackle de problemer og konflikter, som blev blotlagt, da det kommunistiske jerngreb løsnede sig. Tænk blot på krigene på Balkan. Eller tænk på den dramatiske økonomiske byrde, som genforeningen lagde på det nye Tyskland.

Dels havde Fogh kunnet registrere, at det ikke var nok at udvise begejstring for Europa for at få vælgerne med. I 1992 stemte danskerne eksempelvis nej til Maastrich-traktaten - trods Ellemanns agitation - og i 2000 afviste danskerne at droppe kronen til fordel for euroen.

Med klar adresse til Ellemann har en vittig sjæl sagt, at det er fint at sige ja til Europa. Men man behøver ikke at sige hallelu-ja. Ganske sigende brugte Fogh da også overskriften ”Resultaternes Europa”, da han på et tidspunkt skulle redegøre for sine visioner for Danmarks Europa-politik. Skåltalerne skulle skrottes, og tumlen om de evindelige traktatændringer skulle erstattes af fokus på konkrete resultater, sagde Fogh.

Endelig var der et taktisk element i hans justering af kursen. Fra Fogh erobrede regeringsmagten i 2001 var han dybt afhængig af et tæt samarbejde med Dansk Folkeparti, som siden partiets stiftelse i 1995 netop har haft modstand mod EU som en afgørende mærkesag. En mere neddæmpet EU-profil gjorde det lettere for Fogh at sikre et harmonisk samarbejde med Pia Kjærsgaard og den øvrige DF-ledelse.

Tilhængerne mener, at Fogh lagde en realistisk og mere troværdig linje, mens kritikerne mener, at han forsømte at udvise lederskab i Europa-politikken.

Yderfløje er svækket

Forud for valget til Europa Parlamentet var der reelt kun et parti, som kørte en fuldtonet begejstret EU-kampagne, og det var Det Radikale Venstre – som ikke opnåede valg.

Men interessant nok tabte unionsmodstanderne i Junibevægelsen også slaget.

Sagt på en anden måde, led yderpolerne nederlag: Til den ene side blev supereuropæerne kasseret. Til den anden side tabte de traditionelle EU-modstandere.

På midten fik Venstre, de Konservative og Socialdemokraterne valgresultater, som de kunne leve med – men heller ikke mere – mens de store vindere blev Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti. Begge partier har i de seneste år været de tydeligste pejlemærker for skeptiske danskere, som ikke vil give EU for stor magt.

SF har ganske vist ændret på sin EU-politik og er gradvist blevet mere EU-venligt, men det er fortsat imod at indføre euroen. Dansk Folkeparti har på tilsvarende vis flyttet sig fra at være en hård modstander af EU-Unionen til at være et parti, der gennemfører præcise punktnedslag på områder, hvor EU efter partiets opfattelse får for stor indflydelse.

Partierne har altså bevæget sig i retning af accept af EU, men appellerer samtidig til vælgere, som frygter, at EU gradvist tilraner sig for meget indflydelse.

Pia Kjærsgaard bestemmer

Når Dansk Folkeparti var i stand til at få så stor fremgang ved parlamentsvalget, skyldtes det, at partiet allerede for et år siden fik en drømmestart på partiets kampagne op til parlamentsvalget.

Da debatten om EF-Domstolens Metock-dom eksploderede i sommervarmen 2008, og det pludselig blev klart for mange danskere, at EU kunne underminere dele af den stramme danske udlændingepolitik, fik partiet en enestående platform foræret.

Med Metock-dommen smeltede partiets mærkesager – nemlig kampen for en stram udlændingepolitik og modstanden mod EU’s stigende indflydelse – sammen.

Dette afsæt forstod partiets spidskandidat - Morten Messerschmidt - at udnytte i en grad, så han den 7. juni fik et enormt folkeligt gennembrud med mere end 280.000 personlige stemmer. Hele to sæder erobrede DF, da stemmerne var talt op, og det vel at mærke uden at have været i valgforbund med nogle af de øvrige partier.

Når der er grund til at fokusere så meget på Dansk Folkepartis fremgang, skyldes det, at partiet bliver af vital betydning, når det drejer sig om tilrettelæggelsen af fremtidens danske Europa-politik.

Set fra regeringens synsvinkel er det glædeligt, at tidligere tiders stålsatte EU-modstand er på retur. Det er praktisk talt ingen, som diskuterer, hvor vidt Danmark skal være medlem af EU – eller ej. Med SF’s mere Europa-venlige kurs kan regeringen også håbe på en ny forbundsfælle i kampen for at få fjernet de danske EU-forbehold. Men operationen bliver svær for statsminister Lars Løkke Rasmussen.

I kampagnen forud for parlamentsvalget demonstrerede Dansk Folkeparti stor styrke og en frygtindgydende evne til at køre kampagne med sloganet – ”Giv os Danmark tilbage”. Lars Løkke Rasmussen kan nok finde en koalition, som måske kan overbevise danskerne om gøre op med forsvarsforbeholdet, men når det handler om retsforbeholdet og forbeholdet over for euroen, bliver det ekstremt svært at gennemføre et succesrigt opgør med forbeholdene.

Sagen er, at Dansk Folkeparti så kraftfuldt har forstået at bejle til EU-skeptikerne, at statsministeren næppe tør udfordre Pia Kjærsgaard i en afstemning om EU-forbeholdene før næste folketingsvalg.

Tværtimod vil det kræve et langt sejt træk at få gjort op med forbeholdene, og Lars Løkke Rasmussen kommer til at bakse med ja-sidens nye store strategiske problem: På den ene side har opgøret med Ellemanns EU-begejstring ført til en mere realistisk kurs i forhold til de fleste vælgere. På den anden side bliver det svært at få afskaffet forbeholdene og skabe opbakning til et EU, som flere og flere borgerlige forholder sig lunkent til.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning