Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Ragnhildur Sverrisdóttir

Hvor mange fisk koster euroen?

Islændingene vil slutte sig til euroen. Grunden er først og fremmest den, at den islandske krone er en uanvendelig valuta, og at de fleste anser det for umuligt for landet at klare sig ud af den dybe krise uden at indføre en anden og stærkere mønt. Men skønt euroen er den vigtigste grund til, at stadig flere islændinge stirrer længselsfuldt frem mod EU, er der stor sandsynlighed for, at forhandlingerne om medlemskab mest vil handle om fisk.

2009-02-24

- Vi mister overherredømmet over fiskebankerne, hvis vi går ind i EU, lyder det mest almindelige refræn hos EU-modstanderne.

- Jamen, euroen, svarer tilhængerne af, at EU’s valuta indføres her – og dette vil ifølge opinionsundersøgelser sige næsten 80 % af befolkningen.

Det er ikke så længe siden, at ordet ’internationalisering’ i islændingenes bevidsthed betød det samme som ’chance’.

Internationalisering

Internationaliseringen indebar, at vi kunne deltage i forretninger over hele verden, hvor alle stod på lige fod, uanset om de kom fra et lille land eller et stort.

I internationaliseringen lå de fire slags frihed: fri bevægelighed for kapital, mennesker, varer og serviceydelser.

Islændingene er allerede medlemmer af EØS-samarbejdet, og om dette medlemskab har der hersket den smukkeste enighed. Hvad chancerne angik, benyttede islændingene sig af dem i rigt mål.

Man lagde især mærke til de islandske banker, som drog ud i verden og gjorde sig meget gældende. Så meget, at da det hele nu faldt sammen, viste det sig, at de havde pantsat nationen i et omfang, så det for øjeblikket virker, som om solen aldrig vil stå op igen.

Nye tider

Tingene har i sandhed ændret sig. Et lille eksempel: For ti måneder siden udsendte de samvirkende erhvervsorganisationer et skrift, der handlede om internationaliseringen af arbejdsmarkedet.

Det fremgik heraf, at Island ikke klarede sig lige så godt som de øvrige nordiske lande, når det drejede sig om at møde globaliseringens udfordringer. Lønninger og skatter var i orden, men det høje prisniveau og landets lidenhed gjorde ikke landet attraktivt.

Island klarede sig således kun middelgodt i konkurrencen om kvalificerede medarbejdere. Og eftersom antallet af islændinge på arbejdsmarkedet ville vokse forholdsvis langsomt i de kommende år og årtier, ville en massiv tilgang af udenlandsk arbejdskraft være en væsentlig forudsætning for en fortsat økonomisk vækst.

Man regnede her med en gennemsnitlig økonomisk vækst på 3 % om året, og de samvirkende erhvervsorganisationer forudsagde da, at mindst tusind udenlandske medarbejdere ville skulle flytte til landet i perioden 2015-2020, og derefter helt op til 1.500 om året.

Nu er denne spådom bare pinlig, ligesom så meget andet, der blev sagt, mens alt var i skønneste orden. De udenlandske medarbejdere er rejst eller i færd med at rejse, og arbejdsløsheden breder sig hurtigt.

Partierne lægger en kurs

Omvæltningerne i islandsk politik har været store siden sammenbruddet i oktober.

I tusindtal strømmede islændingene ud på gaderne for at tilkendegive deres utilfredshed med de regerende politikere, og resultatet heraf blev, at regeringssamarbejdet mellem det konservative Selvstændighedspartiet og det socialdemokratiske Samlingsfronten revnede i begyndelsen af det nye år.

Samlingsfronten dannede ny regering sammen med Det Grønne Venstre på et tilsagn fra det liberale Fremskridtspartiet om at sikre mindretalsregeringen imod fald.

Overvejelserne omkring et muligt EU-medlemskab viste sig besværlige for den tidligere regering, eftersom Samlingsfronten af al kraft arbejdede for, at der blev taget stilling til spørgsmålet om medlemsforhandlinger, alt imens Selvstændighedspartiet fastholdt som sit synspunkt, at medlemskab ikke ville gavne islændingenes interesser.

Internt i partiet hørtes imidlertid andre røster, for eksempet nævnte næstformanden muligheden af et EU-medlemskab.

For den nye regering er tiden knap, eftersom man har besluttet at gå til valg 25. april. Debatten om EU-medlemskab synes nærmest forsvundet inden for den nye regering, indtil videre i det mindste, og partierne har da også nok at se til i øvrigt.

Alle partier bliver imidlertid nødt til at lægge sig fast på en holdning til medlemskab før valget, for sagen vil for alvor komme på dagsordenen hos den regering, som får nyt mandat fra vælgerne, når valget er overstået.

Styrken i nordisk samarbejde

Mens alt var i den skønneste orden og de islandske banker optrådte udfordrende over hele verden, bekymrede befolkningen sig ikke synderligt om samarbejdet imellem de nordiske lande.

De fleste var ganske vist klar over, at der da foregik et tæt samarbejde imellem landene, og man hørte tit nyheder om dette samarbejde, men skønt politikere på Island hele tiden har lagt stor vægt på Norden som en enhed, virkede det ikke, som om denne prioritering slog igennem i den offentlige debat.

Måske betragtede folk blot samarbejdet som en selvfølgelig ting, der ikke behøvede diskussion. For eksempel opstod der ikke det store postyr her i landet, da de nordiske sundhedsministre blev enige om at arbejde hen imod et fælles nordisk medicinmarked.

Her viste det nordiske samarbejde sin styrke; det kom ikke de enkelte lande til skade, selv om de ikke var medlemmer af EU. Sundhedsministrenes initiativ vakte dog opsigt i Bruxelles, hvor man betragtede det som et bemærkelsesværdigt forbillede, som muligvis ville kunne komme EU som helhed til gavn engang med tiden

Forsvarssamarbejde

Et nyligt forslag fra Thorvald Stoltenberg, Norges forhenværende udenrigsminister, om et øget samarbejde mellem de nordiske lande i sikkerheds- og udenrigspolitiske spørgsmål har derimod vakt stor opmærksomhed på Island – især dog ideen, om at de nordiske lande sammen skal påtage sig overvågningen af luftrummet over Island.

For islændingene er situationen den, at det amerikanske militær har forladt landet, og de fleste vil være meget tilfredse med at få støtte fra nabostaterne. Det er en kolossal opgave for en lille nation at påtage sig ansvaret for landets forsvar og sikkerhed, og i realiteten umuligt efter det økonomiske sammenbrud.

Ideerne om samarbejde mellem de nordiske lande kommer derfor på det helt rigtige tidspunkt. Islændingene vil ikke være de eneste, der profiterer af et sådant samarbejde, for de nordlige havområders militære betydning er vokset.

Muligheden af nye sejlruter og den meget sandsynlige udvinding af olie og gas længere mod nord, end det er almindeligt nu, lægger op til et øget samarbejde mellem landene.

Mellem de nordiske lande har der hele tiden hersket fuld tillid, og det er vanskeligt at få øje på noget, der skulle bryde denne enighed. Et samarbejde af nævnte art stemmer helt overens med planerne om, at der udarbejdes et såkaldt ’farekort’ for Nordatlanten, hvor det besluttes, hvilke foranstaltninger der skal gribes til, hvis der opstår miljøkatastrofer i de nordlige havområder.

Samme demokratiske tankegang

I de seneste uger har man i ét væk diskuteret det forslag, om ikke der burde etableres en islandsk forfatningskommission.

Republikkens forfatning stammer i alt væsentligt fra 1944, og selv om meget i den har klaret tidens tand udmærket, er der adskillige af dens paragraffer, der behøver betydelig revision.

Det problem kender man glimrende hos andre nordiske nationer, der har været nødt til at revidere deres forfatninger, som da også var af endnu ældre oprindelse.

Det må anses for sandsynligt, at en islandsk forfatningskommission vil lade sig inspirere af danskerne, som nøje har gennemgået, hvad der skulle ændres, og hvad der burde bevares, og islændingene har også længe i deres lovgivning hentet forbilleder hos det tidligere herrefolk.

Det er også det mest naturlige for Island at skæve til danskerne og andre broderfolk, eftersom de nordiske landes basale ideer om en demokratisk samfundsorden harmonerer med den samme kultur, selv om man har haft en forskellig politisk historie.

Det er naturligvis et tidens tegn, at man i debatten om en forfatningskommission taler en del om, hvorvidt der i forfatningen bør indsættes en paragraf om medlemskab af internationale og overnationale institutioner.

Her stikker det mulige medlemskab af Den Europæiske Union endnu en gang hovedet frem. Internationaliseringen, der skal sikre os en bedre valuta og en tryggere økonomisk fremtid.

Er de virkelige værdier nordiske?

I de senere år er mange islændinge draget til de øvrige nordiske lande for at studere og arbejde. Sådan har det været længe, men internationaliseringen betød noget andet og mere engelsksproget.

Nu vil dette billede sandsynligvis ændre sig, i takt med, at islændingene genfinder deres virkelige værdier. Denne nordiske nation er ikke alene vågnet til bevidsthed om den hjemlige politik, den kaster også blikket ud over landets grænser og får øje på de andre nordiske lande, som hele tiden har været der og fortsat vil være der, men måske blev glemt for en tid.

Nationerne har meget mere til fælles, end der nogen sinde kan adskille dem. I de kommende år vil det være sandsynligt, at landenes fælles prioriteringer i klimaspørgsmål, miljø- og energispørgsmål, forskning og uddannelse i stadig højere grad vil appellere til islændingene.

På dette felt har den økonomiske krise ikke været en streg i regningen, snarere tværtimod. Nu taler folk om nødvendigheden af at tage hensyn til de virkelige værdier, hvad for et samfund det er, vi vil indrette for kommende generationer og hvilke værdier, der skal være i højsædet, nu hvor det står klart, at tosseguld ikke bringer os lykken.

Islændingene ser nu på det nære, de er allerede begyndt at omvurdere deres liv hjemme på Island, og folk taler meget om deres nærmeste familie og slægtninge. Det er derfor ikke så mærkeligt, hvis de nordiske lande er kommet nærmere. I Norden betyder ’internationalisering’ endnu engang ’chance’.

Men samtidig stirrer islændingene altså længselsfuldt mod EU. For vi bliver nødt til at have en brugbar valuta. Og måske behøver vi ikke betale al fisken i bytte for den.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning

Kontakt

Michael Funch
E-post:

Sök i Analys Norden