Med russernes invasion i Georgien blev billedet af et stadigt mere selvbevidst og aggressivt Rusland trukket endnu skarpere op for de fleste danskere og især for de danske politikere, som med stigende uro følger udviklingen i det store land.

Som den danske udenrigsminister Per Stig Møller formulerede det, efter at han var blevet informeret om bombningerne af Georgiens hovedstad: ”Jeg er chokeret over billederne med krigshandlinger, ødelæggelse og flygtninge, som vi havde håbet tilhørte en forgangen æra og ikke dagens Europa,” lød ordene fra udenrigsministeren.

Da Danmarks tidligere udenrigsminister gennem mere end 10 år, Uffe Ellemann-Jensen, gjorde status ovenpå den russiske invasion, var hans ordvalg endnu skarpere. I en analyse i Berlingske Tidende fra midten af september advarede han kraftigt om, at også andre lande kan blive ofre for russisk aggression. For eksempel Ukraine. Uffe Ellemann-Jensen kritiserede i den forbindelse EU for ikke at have sendt et klart signal til Ukraine om, at landet er et kandidatland, der er velkommen som medlem af EU, når det opfylder betingelserne for medlemskab.

Ifølge Ellemann burde EU give dette håb til Ukraine, fordi landet risikerer at blive et nyt offer, især fordi Krim-halvøen med en stor majoritet af russisktalende indbyggere udgør en latent konflikt, og fordi russerne åbenlyst betragter flådehavnen Sevastopol, hvor Ruslands Sortehavs-flåde har et lejemål, som russisk domæne.

I samme analyse kritiserede han EU for ikke at have sagt mere end - ”FY-SKAMME!” - og han henviste til, hvordan Ukraines præsident under et besøg i København kom med en stærk appel om støtte fra EU. Ifølge præsidenten måtte EU være et fyrtårn, der kunne vise Ukraine, om vindene bar ukrainerne i den rigtige retning.

I udgangen på sin analyse brugte Ellemann netop det billede og konkluderede: ”Vindene er i dag vokset til storm. Og fyrtårnet er endnu ikke tændt. Det skaber risiko for, at de i Moskva føler sig opmuntret til at fortsætte med at opføre sig, som om der gælder særlige regler for Ruslands behandling af sine naboer.”

Danmark mærker spændingerne

Ruslands fremfærd udløser naturligvis først og fremmest spændinger og bekymring i de umiddelbare nabolande, som er mest i fare for en russisk magtpolitik. Men også blandt danske politikere er der stigende uro at spore over de russiske magtdemonstrationer.

I flere situationer har Danmark oplevet at komme i berøring med de storpolitiske manøvrer, som russerne har sat i gang på flere fronter for at hævde deres indflydelse og påvirke omverdenen.

Siden årsskiftet er flere russiske militærfly end normalt kommet så tæt på dansk luftrum, at de har udløst flyvevåbnets afvisningsberedskab, så danske F-16 jagere har måttet i luften for at afvise de russiske fly og fotografere dem som dokumentation.

Ifølge sikkerhedspolitiske forskere er forklaringen, at russerne med deres aktivitet i luftrummet - ikke kun tæt på Danmark, men i det hele taget - ønsker at demonstrere deres utilfredshed med det planlagte missilskjold.

I forbindelse med det øgede antal af afvisninger i luften fastslog en af Danmarks mest anerkendte sikkerhedspolitiske eksperter, Mikkel Vedby Rasmussen, fra Dansk Institut for Militære Studier, dog, at der ikke er grund til at frygte for den danske sikkerhed. Men han konstaterede, at russernes handlemåde ikke er ”en måde at behandle sine naboer på.” Og han tilføjede, at det siger meget om russerne, at ”de ser forholdet til omverdenen som et spørgsmål om militær magt.”

Derudover hører Danmark til et af de lande, som er engageret i det komplicerede spil om grænsedragninger på Nordpolen og dermed også råderetten over store områder med bl.a. olieforekomster. Fem lande kæmper om grænserne – USA, Canada, Norge, Danmark og Rusland. Som en klar symbolsk markering plantede russerne deres flag på Nordpolen for tydeligt at understrege deres intention om at stå stærkt i kampen om naturressourcerne.

Årsagen til det mere intensiverede pres er, at naturressourcerne i disse ekstremt øde og ugæstfri egne hidtil ikke har været tilgængelige på grund af isen, men med klimaforandringerne bliver det realistisk at efterforske og udvinde f.eks. olie. At isen smelter, vil desuden gøre området mere farbart og føre til nye sejlruter, der vil kunne afkorte en tur fra Europa til Kina eller Japan med flere tusinde kilometer.

De ændrede sejlruter og især spørgsmålet om energiudvinding vil med sikkerhed skabe sikkerhedspolitiske spændinger og brydninger i de kommende år, og her vil forholdet til russerne igen komme højt på dagsordenen.

Russernes hånd på hanen

I forvejen er danske politikere bekymret over russernes jerngreb om landets egne store olie- og gasreserver - og især over russernes vilje til at bruge reserverne i deres sikkerhedspolitik.

For de danske politikere var det dybt foruroligende at følge med fra sidelinjen, da Vladimir Putin brugte sit lands ressourcer som pression over for Ukraine. I gasstriden med Ukraine mangedoblede russerne gasprisen for ukrainerne, alt imens prisstigningen ikke gjaldt Hviderusland, Georgien og Armenien. Ukraine nægtede at betale prisen, hvilket fik det russiske statsejede gasselskab Gazprom til at lukke for hanerne til Ukraine.

En meget stor del af Ruslands gas til de europæiske lande løber gennem Ukraine, og boykotten fik derfor som sideeffekt, at adskillige EU-lande fik leveret langt mindre gas. Gas-konflikten varede kun kort, men blev en øjenåbner for EU-landene. Problemet er imidlertid, at EU-landene generelt vil blive mere - og ikke  mindre - afhængige af leverancerne af gas og olie fra Rusland i de kommende år.

I flere taler og udspil har statsminister Anders Fogh Rasmussen understreget, at det også af sikkerhedspolitiske årsager er afgørende at mindske afhængigheden af energileverancer udefra ved at satse massivt på udvikling af vedvarende energi. Her og nu hører Danmark til et af de privilegerede EU-lande, som kan hente gas og olie op fra undergrunden under Nordsøen, men når ressourcerne herfra bliver mindre og sværere at hente op, vil Danmark også blive mere afhængig af leverancer fra Rusland – hvilket ikke er et tiltrækkende scenarie.

Frygt for Rusland

Sikkerhedspolitiske analytikere har for længst påpeget, at den øgede afhængighed har fået konsekvenser. Deres pointe er, at Europa allerede er blevet så afhængig af russisk olie og gas, at EU ikke kan tillade sig at være uvenner med regimet i Kreml. Selv når russerne bruger rå militær magt mod nabolande som Georgien, må EU nøjes med at komme med valne henstillinger – præcis som Uffe Ellemann-Jensen påpegede det i sin analyse.

At EU er fanget i et dilemma, har den kontroversielle italienske premierminister Silvio Berlusconi erkendt mest åbent. Efter russernes indgreb i Georgien skar han dilemmaet for Europa ud i pap og sagde: ”Rusland har atomvåben, der kan dræbe jordens befolkning 10 gange. Dets økonomi vokser med 7-8 pct. om året, og landet har masser af olie og gas.”

Dertil kommer naturligvis, at Europa - og USA - har andre tungtvejende grunde til at undgå en eskalerende konflikt med Rusland. Udviklingen i russisk økonomi vil gøre Rusland til et attraktivt eksportmarked, og håbefulde europæiske politikere satser derfor på, at øget samhandel vil øge den gensidige afhængighed og dermed understøtte en mere stabil udvikling.

Derudover understreger sikkerhedspolitiske strateger, at Vesten generelt har brug for det bedste mulige samspil med russerne i den internationale storpolitik, for eksempel når det handler om at bremse Irans forsøg på at blive en atommagt, og når det drejer sig om at danne modvægt til det fremvoksende og mere selvbevidste Kina.

Bjørnens adfærd skaber kort sagt bekymring – men ingen har stor lyst til at forsøge at afrette det store dyr.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning