Russiske militærfly er begyndt at sværme omkring Island på ny. De har ellers været et sjældent syn ved landet i den senere tid, f.eks. kom der kun to ind i luftterritoriet i 2003, og inden da sås de sidst 1999. Men nu vil russerne igen gøre sig bemærkede som militærmagt, og et led heri er at genoplive øvelses- og overvågningsflyvninger. Ikke kun ved Island, for de ses også ofte nær ved kysterne til andre NATO-lande.

Nu har russerne råd til den slags øvelser, og så vil de genvinde deres fordums berømmelse og minde NATO, som er vokset støt i østlig retning, om, at forsvarsalliancen er nødt til at regne med stormagten på ny.

Det er i hvert fald én af teorierne, for ingen ved med sikkerhed, hvilke grunde russerne har til disse flyvninger. Der er nemlig ikke sådan, at de meddeler deres ankomst og formålet med den. Og de gør sig så sandelig eftertrykkeligt bemærkede andetsteds i denne verdensdel for tiden, om end det sker på en anden måde.

Militærbasen borte

Selv om de russiske piloter i militærflyene næppe kan se nogen større forskel, så er forholdene helt anderledes inden for det islandske luftforsvarsterritorium nu, end da de sidst lagde deres vej forbi landet. Dengang blev det anset for nødvendigt at have en amerikansk militærbase på Island, men i foråret 2007 rejste de sidste soldater deres vej. Dér hvor der før var militærbase, er der nu boliger for universitetsstuderende. Og islændingene har selv overtaget forsvaret af landet.

Islændingene overtog forsvaret, da det stod klart, at amerikanerne ikke længere så nogen grund til at opretholde en militærbase her, med en betydelig udgift. De havde besluttet at reducere antallet af baser flere steder i verden, og selv om Islands beliggenhed længe har været anset for militært vigtig, havde tiderne ændret sig. Truslen mod øst var ikke længere så frygtindgydende. Folk diskuterede i fuld alvor, om der overhovedet var nogen grund til stadigvæk at drive det omfattende radarsystem, som amerikanerne havde etableret.

Islændingene var ikke klædt på til at varetage landets forsvar med eget mandskab. Der har aldrig været nogen islandsk hær i landet, og der er ingen planer om at stable én på benene. Derimod er andre NATO-lande kommet på tale. NATOs permanente råd vedtog i juli i fjor, at alliancens lande skulle sende kampfly til overvågning af luftterritoriet ved landet.

Således var det franskmændene, der fløj ud for at møde de russiske militærfly, der dukkede op ved Island i juni. Amerikanerne og canadierne varetager overvågningen i seks uger dette efterår, og det er planen, at englænderne så skal tage over. Spanierne og danskerne er også blevet nævnt i denne forbindelse, men deres hjælp kan først ventes engang til næste år.

For at holde sammen på al denne overvågning og driften af radarstationerne har myndighederne oprettet et forsvarsinstitut. Det er en torn i øjnene på mange, at driften af det koster en klækkelig sum hvert år. Når man betænker, at islændingene aldrig har båret nogen omkostninger til landets forsvar, er det dog næppe muligt at klage over denne udgift.

Ruslands aggression

Den øgede aktivitet fra russisk side, der kommer til udtryk i overvågningsflyvninger ligesom under den kolde krig, ville måske ikke give anledning til særlig store bekymringer, hvis ikke der samtidig var andre ting på færde. Russerne har naturligvis givet NATO-landene en lang næse med deres angreb på Georgien og deres trusler over for andre stater.

Den islandske udenrigsminister Ingibjörg Sólrún Gísladóttir vil ikke knytte russiske militærflys ture sammen med Ruslands invasion i Georgien. Hun udtalte, direkte adspurgt, at det da naturligvis var alvorligt, at russerne havde angrebet ind over grænsen til en selvstændig stat, hvilket ikke var sket siden Sovjetunionens sammenbrud. Men Georgienspørgsmålet var et særligt kaukasisk anliggende. Hun så ingen grund til at betragte militærflyenes togter ved Island med andre øjne efter invasionen i Georgien.

Skønt udenrigsministeren udtaler sig på denne måde, at det tydeligt, at Ruslands aggression har vakt frygt hos mange. Når først de farer så voldsomt frem i Georgien, og i åbenlys modstrid med NATOs anmodninger, hvordan kan man så stole på, at de ikke opfører sig på lignende måde andetsteds, hvis de mener de har grund til det? NATO var dem ingen hindring i Georgien, og denne afmagt har givet folk stof til eftertanke.

Radarsystemet nødvendigt

Radarsystemet på Island er ikke længere dyrt arvegods efter amerikanerne, men er nødvendigt for fremtiden. Sådan talte Kurt Volker, USA's faste repræsentant i Det Nordatlantiske Råd, da han kom på besøg på Island i slutningen af august.

Han henviste her ikke alene til russernes kraftigt øgede militære aktiviteter på den nordlige halvkugle, men også til det forhold, at der som følge af global opvarmning kan blive åbnet sejlruter over Nordpolen i den nærmeste fremtid. Radarsystemet ville i så fald varetage en betydningsfuld opgave ved at følge med trafikken af fly og skibe højt mod nord.

Volkers udtalelser var som et ekko fra den kolde krig. Han sagde, at Island spillede en betydelig rolle inden for NATO, og lagde vægt på, at han havde ladet det være en af sine første gerninger i embedet at komme hertil, netop som følge af landets store betydning.

Denne store militære betydning ses af, at NATOs medlemslande nu holder militærøvelser omkring Island, og at USA vil sende en flyenhed til landet til at sørge for overvågning af luftterritoriet. Her er vurderingen skiftet markant, for amerikanerne nedlagde militærbasen og forlod landet i fjor bl.a. under henvisning til, at der ikke længere var behov for overvågning af luftterritoriet.

Inden da havde de reduceret deres aktiviteter her betydeligt, og fire kampfly var det sidste udstyr, der forsvandt, fire jetfly, som ledende islandske politikere satte alt ind på at beholde her i landet. Amerikanerne mente derimod ikke, at det tjente noget formål længere. Der var ingen militær trussel imod landet, og hvis det usandsynlige skulle hænde, at landet blev udsat for et angreb, ville fire jetfly ikke være i stand til meget. Derfor fløj de hjem til USA. Til efteråret kommer de tilbage, skønt på midlertidigt besøg.

De universitetsstuderende, der nu bor boligblokkene i det sydvestlige hjørne af landet, dér hvor der før var amerikanske soldater og deres familier, behøver næppe rømme deres lejligheder foreløbig. Det må anses for usandsynligt, at amerikanerne igen vil slå sig permanent ned på Island. Men vejret er skiftet hurtigt i løbet af godt og vel et år, og russerne fortsætter med at vise deres styrke og magt.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning