Indtil nu har vælgerne bakket op, og den politiske koalition har holdt sammen. Men det knager i sammenholdet.

Når danskerne læser deres morgenavis, lytter til radioen eller følger tv-nyhederne, er udviklingen i Afghanistan ofte en påtrængende og ubehagelig realitet.

Der rapporteres som regel om nye kampe med Taleban i det urohærgede land, og med regelmæssige mellemrum indløber indberetninger om danske soldater, som er blevet såret i kamp eller er blevet ramt af dødbringende vejsidebomber.

Mere end 30 danske soldater er døde. En avis har med serien „de faldne“ kortlagt, hvordan mange af soldaterne er døde, mens andre aviser har beskrevet, hvordan en del af soldaterne vender hjem – invalideret på krop og sjæl.

At Danmark er en nation i krig er kort sagt for alvor gået op for danskerne, og i lighed med situationen i mange andre lande, som har tropper udstationeret i Afghanistan, debatteres det stadig mere intenst, om udviklingen går den rigtige vej i det fjerne land, om der er mulighed for at nå målet om at stabilisere landet og forhindre, at det igen bliver en træningscentral for islamistiske terrorister, og endelig diskuteres det intenst, hvor længe vi skal blive i landet.

Intet andet udenrigs- og sikkerhedspolitisk tema fylder så meget og diskuteres så indgående som engagementet i Afghanistan.

Uro i koalitionen

Med Barack Obamas nylige beslutning om at forstærke det militære pres på Taleban er debatten om en slutdato og en exit-strategi for Danmark skubbet en smule i baggrunden, men den lurer lige under overfladen.

I slutningen af november skulle de danske partier, der står bag det danske engagement i Afghanistan, således mødes for at drøfte den videre strategi. Og her blev det for alvor tydeligt, at der er ved at opstå brudflader i den politiske koalition. Kort før mødets start meldte Socialdemokraterne ud, at Afghanistans regering bør overtage ansvaret i den ekstremt farlige grønne zone i Helmandprovinsen, hvor de danske soldater opererer.

Partiet slog fast, at afghanerne bør overtage ansvaret inden for de næste to år. Og endelig fastslog Socialdemokraterne, at overdragelsen bør være starten på en endelig dansk exit-strategi fra Afghanistan. Det andet oppositionsparti, Det Radikale Venstre, var på lange strækninger enig, og det samme var Socialistisk Folkeparti, som hele tiden har været imod Danmarks militære engagement i Afghanistan.

Regeringens faste støtteparti, Dansk Folkeparti, talte omvendt for en endnu mere håndfast militær tilstedeværelse, så på den måde blev fronterne trukket hårdt op.

Efter ophidsede meningsudvekslinger lykkedes det at holde sammen på koalitionen, men tilbage står, at det formentlig bliver sværere og sværere for partierne at holde sammen om en fælles linje.

Dermed følger debatten i Danmark det mønster, som kendes fra udlandet: Selv i kernelande som USA og Storbritannien spidser debatten til. Ingen har glemt 11. september 2001, da World Trade Center i New York blev jævnet med jorden og satte gang i aktionen for at drive al-Qaeda ud af Afghanistan. Men selv amerikanerne er ved at få nok: De har svært ved at se, at det nytter, og de bliver frustrerede over, at tabskontoen vokser. Prisen - både når det gælder kroner og øre, og når det handler om menneskeliv - er ved at blive for høj.

Sværere at fastholde opbakning

Når det gælder udviklingen i Danmark, er det overraskende derfor ikke, at debatten kommer, men at den ikke er kommet før. Med regeringen som afgørende kraft er det forbløffende længe lykkedes at overbevise danskerne om, at de danske soldater bør blive og kæmpe, selv om argumentationen fra regeringens side ikke altid har været konsistent: Til tider er der lagt mest vægt på det vigtige i at opbygge et demokrati. Til andre tider har man understreget, at Vesten bliver mere sikkert, hvis vi får bekæmpet Taleban og al-Qaeda, for dermed forhindres det, at Afghanistan genopstår som samlingssted for hadefulde terrorister.

Mange danskere har formentlig også reageret på beskrivelserne af den massive undertrykkelse, ikke mindst af kvinder, som fandt sted i Afghanistan inden invasionen.

Som et særligt dansk fænomen kan det nævnes, at forsvarsminister Søren Gade har formået at fastholde en unik position i befolkningen. Selv om han har skullet stå i forreste række for at forsvare det danske engagement og har skullet deltage i bisættelsen af de dræbte danske soldater, har han haft en direkte linje igennem til danskerne.

Endelig er det lykkedes for regeringen at fastholde et bredt flertal bag aktionen – i modsætning til den dybe politiske uenighed, som omgærdede de danske troppers tilstedeværelse i Irak for få år siden.

Fremover venter regeringen imidlertid, at det vil blive sværere at fastholde vælgernes opbakning og holde sammen på den brede politiske koalition.

Er et skifte på vej?

Uden overdrivelse kan det konstateres, at de øvrige udenrigs- og sikkerhedspolitiske problemstillinger befinder sig et pænt stykke længere nede på den politiske dagsorden.

Ikke desto mindre følger udenrigs- og sikkerhedspolitiske analytikere nøje den øvrige dagsorden, for efter tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussens udnævnelse til NATO-generalsekretær i begyndelsen af 2009, kan der være ansats til en nyorientering.

Foghs periode blev markant – og kontroversiel – fordi han så entydigt valgte at placere sig ekstremt tæt på den i Europa forhadte amerikanske præsident George W. Bush.

At Danmark prioriterede forholdet til USA højt og ønskede stærke transatlantiske bånd, var imidlertid ingen nyhed. Det samme gjorde sig gældende for Foghs socialdemokratiske forgænger, Poul Nyrup Rasmussen. Men Fogh gik efter kritikernes mening for langt, fordi han efter deres mening ofrede den europæiske dimension og for ukritisk stillede sig ved siden af George W. Bush i præsidentens forsøg på at skabe forandringer, først og fremmest i Irak, med militære indgreb.

Derfor venter iagttagerne spændt på at se, hvordan Danmarks nye statsminister – Lars Løkke Rasmussen – vil vægte balancen mellem USA og EU.

Også den nye regeringschefs tilgang til Rusland, som i de senere år har markeret sig mere pågående på den internationale scene, vil blive nøje overvåget. Det gælder i forhold til Østersøområdet og det arktiske område.

En af de danskere, som ved mest om Danmarks udenrigs- og sikkerhedspolitik, er Uffe Ellemann-Jensen, som i mere end 10 år, 1982-1993, fungerede som udenrigsminister.

Han fremhæver netop udfordringerne i det arktiske område som et kommende vigtigt indsatsområde. I den nye årbog fra Nordisk Ministerråd „Én for alle, alle for én – nyt nordisk forsvarssamarbejde?“ påpeger han, at det kan komme til konfrontationer, når smeltende ismasser åbner mulighederne for f.eks. olieudvinding i de tidligere utilgængelige områder.

- Vi har erklæringen om, at de arktiske randstater skal bruge international lov og ret. Det sagde russerne også ja til, og det er helt fint. Men vi kommer ikke uden om, at der er forskellige opfattelser af, hvordan hele FN’s havretssystem skal anvendes. Det kan blive dramatisk, hvis der opstår et sikkerhedspolitisk vakuum.

”Meget dramatisk,“ lyder det fra Uffe Ellemann-Jensen. Han opfordrer i denne sammenhæng til et tæt nordisk samarbejde kombineret med en tæt dialog med NATO-partnere som Canada og USA.

I samme årbog hæver Ellemann blikket og ser frem mod den verden, som vil manifestere sig i 2049, når NATO fylder 100 år, og den tidligere udenrigsminister ser en forandret verden tone frem. Tyngdepunktet er skiftet mod Asien, mens Vesten – især Europa – vil være sakket relativt bagud og få mindre indflydelse på verdens gang.

- Jeg ved ikke, om vi kan ændre retningen. Men europæerne har en interesse i at forsøge. Svaret på det er at udvide det europæiske samarbejde. Her kan de nordiske lande yde igen. Ved at styrke det nordiske samarbejde, kan vi få maksimal indflydelse. Jeg understreger, at det skal ske inden for en større ramme. Vi skal optræde sammen i et europæisk fællesskab og i NATO, lyder opfordringen fra Uffe Ellemann-Jensen.

Pointen er, at når krigstummelen i det fjerne Afghanistan dør ud, og når denne brændende konflikt træder i baggrunden, venter større og mere fundamentale udfordringer i udenrigs- og sikkerhedspolitikken, hvor Norden - måske – vil finde tættere sammen for at tackle nogle af udfordringerne.

Her og nu skygger Taleban og al-Qaeda imidlertid for den realitet.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning