I disse 100 dage var partierne dog nødt til at stole på støtte fra Fremskridtspartiet (et midterparti) støtte eller på neutralitet fra dets side, hvad der selvfølgelig kaldte på diverse kompromiser, men nu har venstrepartierne fået et rent mandat af flertallet og kan for alvor gøre sig gældende.

Imidlertid synes de at gå forsigtigt frem, og befolkningens tålmodighed er ikke videre stor.

Den regering, der sad under sammenbruddet, blev voldsomt kritiseret for ikke at sætte noget i værk, da der var allermest brug for det. 100-dages-regeringen fik ikke udrettet de store ting, men mødte forståelse som følge af de særlige betingelser der herskede, da den overtog magten.

Men nu kan man ikke længere forvente nogen barmhjertighed.

Venstrepartiernes talsmænd gentager tidligt og silde, at de har tænkt sig at stå vagt om velfærden. Der er tale om en ”nordisk velfærdsregering”. Regeringen ”vil sætte ny værdier i højsædet og betone lighed, social retfærdighed, gensidig hjælpsomhed, bæredygtig udvikling, kvinders ligeberettigelse, etik og demokrati,” som det hedder i dens samarbejdserklæring. På den baggrund mødte den en vis kritik, da dens sammensætning blev offentliggjort og det viste sig, at af de tolv ministre var de 7 mænd og de 5 kvinder. Det virkede ikke ligefrem i ligeberettigelsens ånd.

Velfærdssystemet vil blive svækket

Velfærdssager vil for regeringen blive et brandvarmt anliggende. Det økonomiske sammenbrud bevirker, at statskassen bliver nødt til at skære betydeligt ned på alle områder. Kun få regner med, at det vil være muligt at opretholde et lige så livskraftigt velfærdssystem som tidligere. Sundhedssystemet, der længe har været islændingenes stolthed, vil uden tvivl komme til at mærke nedskæringskniven hårdt. Arbejdsløsheden er vokset så meget, at den fond, der udbetaler arbejdsløshedsunderstøttelse, bliver tømt til efteråret. Den internationale valutafond, der er gået med til at låne Island kapital midt i vanskelighederne, men stiller strenge betingelser for sin långivning, kalder på handling fra regeringens side. Den bliver nødt til at reagere, bliver nødt til at fortælle, hvor der skal skæres ned og hvordan. Men endnu har den ikke taget fat, helt sikkert fordi det er tungt for venstrepartierne at erkende, at deres drøm om, at der ikke skal pilles ved velfærdssystemet, er ved at forvandle sig til et mareridt.

Alt synes at have rottet sig sammen om at gøre det hele så besværligt for regeringen som muligt. Under det økonomiske sammenbrud overtog regeringen driften af de tre største banker. Det ene store firma efter det andet kæmper med tunge problemer. Ejendomsselskaber er gået fallit, således at staten pludselig står som den største ejer af fast ejendom i hovedstadsområdet. En statsbank har overtaget en aktieandel på over 47 % i flyveselskabet Icelandair, et af de største telekommunikationsfirmaer er gået fallit og kommet ind under statsbankerne, og sådan kunne man blive ved, for slet ikke at tale om alle de husejere, der er ved at give op og er ved at falde over hinanden i deres forsøg på at indgå aftaler med bankerne om nedsættelse af afdrag eller udsættelse af forskellig art. Den offentlige lånefond, Boliglånefonden, har allerede overtaget mange ejendomme, og man må belave sig på, at deres antal vil vokse. Ganske vist bliver meget gjort for at forsøge at sikre, at folk kan blive ved med at bo i deres huse, men for nogle er der ikke udsigt til andet end at blive lejere hos det offentlige. Statens udgifter vokser, alt imens indtægterne falder.

I dette miljø forsøger venstrepartiernes regering nu at tilrettelægge driften af staten. Ud fra den forudsætning, at der er tale om en velfærdsregering, der vil stå vagt om sundheds- og velfærdssystemet. For slet ikke at tale om uddannelsessystemet. Men eftersom disse områder vejer langt tungest på statsbudgettet, er det udelukket at undgå, at nedskæringerne kommer til at ramme hårdt netop dér.

Naturligvis er det muligt at se problemernes lyse sider. Sammenbruddet og den arbejdsløshed, der er fulgt i dets kølvand, bevirker, at det nu er nemt at få folk til at tage jobs, selv om lønnen er lav. Børnehaverne har ingen problemer med at få alle stillinger bemandet, alderdomshjem og plejehjem behøver ikke længere søge uden for landets grænser for at finde medarbejdere. Men det er en varme, der kun varer kort, hvis det netop bliver her, at nedskæringskniven bliver brugt.

Højindkomstskat og forbrugsafgift

Op til valget talte folk på venstrefløjen tit om, at der måtte etableres en særlig højindkomstskat for at øge statens skatteindtægter. Beregninger viste imidlertid, at en sådan skat kun ville gøre en lille forskel. Mange gjorde opmærksom på, at højindkomstskat, der startede ved en grænse på 500.000 islandske kroner, sådan som der blev talt om, kunne bevirke, at mange familier blev skubbet i afgrunden. De pristalsregulerede lån er nemlig røget i vejret ved kronens fald og den stigende inflation, alle varer er steget betydeligt, og mange har måttet finde sig i lønnedgang. Hvis der oven i disse plager blev lagt en skatteforhøjelse, ville problemerne bare vokse. Den pågældende samfundsgruppes forbrug ville gå yderligere ned, hvad der igen ville bevirke, at endnu flere firmaer ville gå fallit. På denne måde ville regeringen skabe en ond cirkel, som bestemt ikke ville øge statens indtægter, snarere tværtimod.

Regeringen har nu erklæret, at den ikke vil forhøje indkomstskatten i år. Der har derimod været talt om at forhøje forbrugsafgifterne, hvad der dog ikke ligefrem rimer med regeringens erklærede målsætning om at lade dem, der ejer mest, betale mest. Sundhedsministeren vil lægge en særlig afgift på sukkerholdige læskedrikke i kølvandet på nyheder om islandske børns dårlige tandhygiejne. I de fede tider blev skoletandlægernes jobs nedlagt, og det har nu vist sig, at mange familier fordømte at sørge for deres børns tandpleje, indtil tingene gik helt galt. Det offentliges tilskud til børns tandbehandling blev relativt set mindre og mindre, og regningerne blev for høje for mange, selv da det hele gik allerbedst. Det er ikke alle, der er lige begejstrede for ministerens forslag – man mener, at sukkerafgiften vil gå hårdest ud over de lavestlønnede.

Kvoten forældes på 20 år

En af regeringens mest omdiskuterede beslutninger er, at de vil indkalde fiskelicenser og omorganisere dem. Det betyder, at fiskerederier, der har en fiskekvote, vil miste 5 % af den om året i løbet af de næste 20 år, en andel, som regeringen så har tænkt sig at uddele på ny. De nye regler er endnu ikke blevet offentliggjort, men med denne plan forsøger regeringen at komme alle dem i møde, som har været virkelig utilfredse med måden, hvorpå fiskeriet blev styret. Utilfredsheden har rettet sig mod det forhold, at fiskelicenser er gået hen og blevet en salgsvare. De er blevet ført over på stadig færre hænder, og i mange små fiskerbyer har folk siddet skuffede tilbage, uden kvoter, eftersom de ikke har været i stand til at konkurrere med de store fiskerederier om kvoten. En tid lang kunne folk tjene store penge på handel med kvoter, og mange har taget pengene med sig og forladt fiskerierhvervet. Mange mener derimod, at det er urimeligt, at man kan tjene så fedt på at handle med nationens ufiskede resurser, og på den anden side kan man ikke se bort fra, at hvis man tager licenser fra de rederier, der måske endda har købt dem til en meget høj pris, så truer man deres firmaer på udkommet. Folk i fiskeriet er derfor højst utilfredse med den forældelseskurs, som regeringen bebuder. Så længe det ikke står klart, hvordan regeringen har tænkt sig at omfordele kvoten, er det svært at se, om der endelig kan skabes enighed i befolkningen om kvotesystemet.

Regeringen splittet i EU-spørgsmålet

Islands mulige medlemskab af EU udgør et andet stridsspørgsmål. Her vil Samlingsfronten møde op til medlemskabsforhandlinger, hvorimod Det Grønne Venstre er modstandere heraf. Regeringen har derfor besluttet at følge den kurs at man forelægger parlamentet et forslag om forhandlinger om medlemskab. Det skulle der være flertal for i Altinget, f.eks. har Fremskridtspartiet erklæret interesse for forhandlinger, dog på visse betingelser, og inden for Selvstændighedspartiet er der parlamentsmedlemmer, som gerne ser at man gør forsøget med forhandlinger om medlemskab, ligesom den nye parlamentsgruppe fra Borgerbevægelsen, som udsprang af protesterne mod regeringen i begyndelsen af året, går ind for, at der forhandles. Det liberale parti blev udraderet ved valget. Inden for alle partier findes der parlamentsmedlemmer, som finder EU’s fiskerpolitik uacceptabel for Island, og som ikke tør tro på, at Island på dette område vil få nogen særbehandling.

Et forslag om medlemsforhandlinger vil næppe blive vedtaget uden sværdslag. Selvstændighedspartiet er utilfreds med en kurs, som består i, at en splittet regering overlader det til Altinget at vedtage et forslag, som i realiteten indebærer, at alene Samlingsfronten får mandat til at forhandle om medlemskab.

Regeringen vil få nok at se til de næste måneder. Islændingene er blevet dødtrætte af dårlige nyheder, og situationen må da også være sørgelig, hvis en andenplads i det europæiske Melodi Grand Prix er det eneste lyspunkt. Det meste tyder på, at de dårlige nyheder vil vokse i antal, når regeringen langt om længe fortæller, hvordan den har tænkt sig at fjerne det kæmpemæssige underskud i statskassen.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning