Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Thomas Larsen

Giftig skattesag med dramatiske konsekvenser

Med Helle Thorning-Schmidt i spidsen stod Socialdemokratiet før sommerferien til at kunne vinde regeringsmagten i sikker stil. Siden har en giftig skattesag slået store skår af partiformandens troværdighed og givet regeringen med statsminister Lars Løkke Rasmussen chancen for at fastholde magten.

2010-08-19

”Jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen”.

Sådan lød det kækt – og håbefuldt – da Helle Thorning-Schmidt i foråret 2005 talte for partifællerne og lod dem forstå, at med hende i spidsen for Socialdemokraterne ville vejen blive banet for et snarligt come back til regeringsmagten.

Partifællerne valgte at tro hende. Og dermed blev det måske mest sælsomme og overraskende lederskifte i Socialdemokratiets lange historie en realitet.

Da Thorning annoncerede sit kandidatur, var den unge kvinde praktisk taget en ukendt skikkelse i dansk politik.

Hun havde siddet i Europa Parlamentet uden at have gjort det store væsen af sig, og da hun rakte ud efter lederskabet i sit parti, var hun kun lige blevet valgt til Folketinget og havde end ikke stået på talerstolen i parlamentsbygningen.

Hendes indsigt i dansk indenrigspolitik var alt i alt begrænset, og hun kendte ikke parlamentets arbejdsform i nævneværdig grad.

Parti i krise

Når Thorning alligevel vandt kampvalget om formandsposten, var det fordi partifællerne hungrede efter at få en ny person i spil.

Med Anders Fogh Rasmussen i front havde det borgerlige Danmark – bestående af Venstre, Det Konservative Folkeparti og Dansk Folkeparti – vundet en historisk stor valgsejr i 2001. Ved valget mistede Socialdemokratiet positionen som landets største parti.

Den nedslidte socialdemokratiske leder og statsminister, Poul Nyrup Rasmussen, tabte ikke blot regeringsmagten. Snart måtte han også forlade formandsposten i Socialdemokratiet, hvor hans gamle allierede, Mogens Lykketoft, tog over.

Ved valget i 2005 løb Mogens Lykketoft ind i et voldsomt nederlag, og han valgte allerede på valgnatten – med en bevægende tale – at gøre det klart, at han trådte tilbage som følge af nederlaget, og at partiet måtte have en ny formand.

Partiet var på det tidspunkt martret af to fløje, som kløvede folketingsgruppen og partiorganisationen.

Den ene gruppe havde sit udspring omkring den tidligere formand, Svend Auken, som Poul Nyrup Rasmussen væltede i et skånselsløst opgør i 1992. Fra denne fløj stillede den erfarne parlamentariker, Frank Jensen op. Fra den anden fløj endte det med, at Helle Thorning-Schmidt trådte frem, efter at mere rutinerede og indlysende kandidater valgte at trække sig.

Normalt ville Helle Thorning-Schmidt ikke have en chance, men i partiet var der en så udtalt desperation og en så udbredt træthed over de interne magtkampe og derfor en higen efter at få en ny uplettet leder, at Thorning blev valgt.

”Jeg kan slå Anders Fogh Rasmussen,” sagde hun, og tilhørerne klappede som gale, fordi de inderligt håbede at få stoppet den drevne Fogh.

Genopbygning

Som bekendt lykkedes det aldrig.

Fogh vandt i 2007 endnu en knusende valgsejr, mens Thorning måtte indkassere et resultat, som lå under Mogens Lykketofts katastrofale valgresultat.

Det viste sig næsten umuligt for Thorning at løfte Socialdemokratiets opinionstal, som stort set konstant lå betænkeligt tæt på det elendige resultat i 2005 og 2007.
Reelt opstod Thornings chance, da Fogh i det tidlige forår 2009 valgte at forlade dansk politik og rejse til Bruxelles som ny generalsekretær for NATO.

Hans efterfølger på statsministerposten, Lars Løkke Rasmussen, måtte fra sin første dag i Statsministeriet kæmpe med enorme politiske og økonomiske udfordringer.
Fogh smuttede fra posten netop som der skulle findes var på håndteringen af den buldrende globale økonomiske krise.

Krisen kom til at markere et kursskifte, fordi det hurtigt stod klart, at Foghs løse styring af de offentlige udgifter ikke kunne forsætte, og at der blev behov for et markant kursskifte i den økonomiske politik.

Samtidig fik Løkke kun lidt tid til at forberede klimatopmødet i december 2009, som endte i en fiasko. Overfor den strømlinede Fogh kom Løkke hurtigt til at ligne en mere forpjusket og usikker regeringschef.

Optur for Thorning

For Thorning blev det indledningen til en optur i meningsmålingerne.

Trods mange tilbagefald og fejltagelser havde hun samtidig siden overtagelsen af formandsposten tilbage i 2005 opnået vigtige resultater.

Hun havde formået at lave en ny intern magtdeling, som definitivt afsluttede de gamle fløjkampe, hvilket var en stor præstation. Hun etablerede et tæt samarbejde med det succesrige Socialistisk Folkeparti, SF, hvilket sikrede, at der for første gang tonede et billede frem af et reelt regeringsalternativ. Og hun fik drejet partiets politik på afgørende felter.

I et samarbejde med SF rykkede Socialdemokratiet til højre i værdipolitikken – læs: udlændinge- og retspolitikken. Men samtidig drejede hun partiet mere til venstre i den økonomiske politik, hvor hun sammen med SF’s ledelse konstant har betonet behovet for at investere i velfærd.

Overfor en regering, som blev presset i defensiven under krisestyringen, og som blev martret af utallige enkeltsager, begyndte opinionstallene for alvor at ryge i vejret i foråret 2010, hvor det også lykkedes for Socialdemokratiet og SF at præsentere en storstilet økonomisk plan, ”en fair løsning”, under det fængende slogan: ”Har du 12 minutter, så har vi en løsning”.

Ideen i planen var, at mange af Danmarks økonomiske problemer kan løses, hvis hver enkelt dansker arbejder blot 12 minutter mere om dagen eller en time mere om ugen.

Da Folketinget i juni sendte parlamentarikerne på sommerferie, viste alle meningsmålinger entydigt, at Thorning stod til at blive Danmarks første kvindelige statsminister.

Nedtur igen

I dag – ved indgangen til en ny politisk sæson – er alt forandret.

Politisk er planen om de 12 minutter smuldret.
Alle økonomer er enige om, at det er en rigtig målsætning, at danskerne skal arbejde mere for at sikre arbejdsudbuddet, når de store ældreårgange går på pension og overlader det til færre at producere velstanden og velfærden.

Den enorme svaghed i planen fra S og SF er, at de ikke anviser, hvordan de vil få danskerne til at arbejde mere, og deres allierede – de faglige ledere – er begyndt at trække i land.

Dernæst ses ansatsen til en farlig intern debat om udlændingepolitikken især i SF. Ledelsen har placeret partiet tættere på den stramme linje, som de borgerlige partier har ført siden systemskiftet i 2001, men i SF’s folketingsgruppe og bagland begynder flere og flere SF’ere at blive betænkelige over strammerkursen.

Intet kan dog hamle op med konsekvenserne af den massive medieomtale af den skattesag, som er opstået omkring Helle Thorning-Schmidt og hendes britiske mand Stephen Kinnock.

I måneder og år har Thorning hamret mod regeringens ”asociale og ufinansierede skattelettelser til de rige”. Hun har gjort skattepolitik til en afgørende front mod regeringen, og hun talt for at indføre en særlig ”millionærskat”.

Derfor er det ødelæggende for hende, at hun er blevet konfronteret med en sag, som handler om, hvor vidt hendes mand Stephen Kinnock bør betale skat i Danmark eller Schweiz.

I første omgang afviste Thorning skråsikkert, at hendes mand skulle betale skat i Danmark af den løn, han oppebærer som direktør i den verdenskendte tænketank, World Economic Forum.

Siden har hun skiftet kurs, og parret har sendt en selvangivelse til de danske skattemyndigheder.

Dernæst er Thornings troværdighed blevet svækket yderligere af, at hun har givet forskellige oplysninger om, hvor ofte hendes mand opholder sig i Danmark.

I forbindelse med skattesagen har Thorning oplyst, at Stephen Kinnock kun er hjemme i weekenderne og i ferier. I en henvendelse til Justitsministeriet, da hun ønskede at få manden med på skødet af familiens hus, lød forklaringen, at ægtemanden var langt oftere i Danmark.

Ingen ved, hvordan juristerne hos de danske skattemyndigheder vil udrede sagen - hvilket hele det politiske miljø venter på.

Men det står klart, at skattesagen i dramatisk omfang har undermineret Thornings troværdighed, ligesom sagen i praksis har ødelagt hendes mulighed for at bruge skattepolitik som et våben mod regeringen.

I heldigste fald må Thorning tage kampen op på ny fra et mere usikkert udgangspunkt. I værste fald bliver hun så svækket, at den endelige historie bliver, at hun heller ikke kom til at slå Lars Løkke Rasmussen.

Ikke blot Thorning, men hele Socialdemokratiet står på en knivsæg.

Innehållet i artikeln står för skribentens egen räkning

Kontakt

Michael Funch
E-post:

Sök i Analys Norden