Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Socialpolitik og velfærd

De Nordiske lande har et fintmasket socialt sikkerhedsnet. Et særkende i forhold til de fleste andre lande er, at alle er omfattet af det, og ydelserne er relativt høje. Samtidigt er det en målsætning at sikre gode beskæftigelsesmuligheder for alle, og derfor er der en tæt sammenhæng mellem fordelings- og socialpolitik på den ene side og uddannelses- og arbejdsmarkedspolitik på den anden.

De Nordiske lande fremhæves ofte i internationale sammenligninger som lande, der har formået at forene en høj levestand med lighed og en veludbygget offentlig sektor. Dette betegnes den Nordiske velfærdsmodel, og den bygger på nogle generelle træk ved indretningen af social- og velfærdspolitikken.

Universelle rettigheder

Det sociale sikkerhedsnet er en central del af den nordiske velfærdsmodel. Grundprincippet er såkaldte universelle rettigheder, hvor alle har en individuel rettighed til hjælp fra det offentlige, såfremt man ikke er i stand til at forsørge sig selv. Rettighederne er som udgangspunkt ens for alle og uafhængige af øvrige forhold som f.eks. indkomst og formue. En afgørende forskel til andre velfærdsmodeller er, at rettighederne ikke er erhvervet i kraft af forudgående betalinger (f.eks. forsikringspræmier) eller status (f.eks. beskæftigelse). Velfærdsordninger finansieres kollektivt via beskatning, og den enkeltes rettigheder er ikke knyttet til forudgående skattebetalinger.

Det er endvidere en central målsætning for det sociale sikkerhedsnet, at den offentlige hjælp skal gøre det muligt at opretholde en rimelig og anstændig levestandard. Som en følge heraf er grundniveauet for de sociale ydelser i de nordiske lande højt sammenlignet med andre lande.

Indretningen af det sociale sikkerhedsnet

I praksis er det sociale sikkerhedsnet bygget op af en række ordninger knyttet til forskellige hændelser og livssituationer. Hovedelementerne er sygeforsikring, arbejdsløshedsforsikring, socialhjælp, førtidspension, pensioner m.m. Modtagelse af sociale ydelser er således betinget på forskellige livssituationer, hvor man ikke eller kun vanskeligt har mulighed for at være selvforsørgende. Den Nordiske velfærdsmodel kan således også karakteriseres som en generel indkomst- eller forsørgelsesforsikring i forhold til forskellige hændelser igennem livet.

Socialhjælp og pensioner betegnes ofte som grundstene i det sociale sikkerhedsnet, da de er den ultimative sikring enten for personer i den erhvervsaktive alder eller for ældre medborgere. Disse ordninger er i praksis ikke fuldstændigt universelle, da de afhænger af indkomst, formue, social position og familiesituation.

Selvom de overordnede mål er de samme, er der store forskelle i den specifikke indretning af politikken på tværs af de nordiske lande. Som et eksempel er arbejdsløshedsforsikring frivillig i Danmark, Finland og Sverige men obligatorisk i Norge og Island. Perioden med de maksimale dagpenge varierer mellem 200 dage i Sverige og 3 år i Danmark.

Kvalifikationer og aktiv arbejdsmarkedspolitik

Et fintmasket socialt sikkerhedsnet skaber en særlig udfordring i forhold til arbejdsmarkedet. På den ene side skaber systemet en forsikring i forhold til det at miste arbejde eller arbejdsevne, og på den anden side er det en målsætning, at flest mulige har lige adgang til arbejdsmarkedet og beskæftigelse. Samtidigt er et højt beskæftigelsesniveau en forudsætning for at finansiere et veludbygget velfærdssystem via beskatning.

Et fintmasket sikkerhedsnet med relativt høje ydelser påvirker arbejdsmarkedet, da det påvirker lønniveauet og/eller øger reservationskravene til acceptable jobs. Det er en central målsætning at undgå ”working poor”, dvs. en given beskæftigelsesmålsætning skal ikke nås ved, at nogle accepterer jobs med meget lave lønninger. Mulighederne for at forene disse krav med kravet om et højt beskæftigelsesniveau hviler på to centrale elementer i den nordiske model, nemlig uddannelse/kvalifikationer og den aktive arbejdsmarkedspolitik specifikt.

Uddannelsespolitikken har til opgave at sikre, at flest muligt får kvalifikationer, der gør det muligt at finde et job. Da lønkravene er høje, stiller dette krav om et generelt højt kvalifikationsniveau for arbejdsstyrken. Typisk vil den aktive arbejdsmarkedspolitik stille en række krav og fremsætte forskellige tilbud som personer uden job må accepterer for at få del i de sociale ydelser. Dette medvirker dels til at forbedre de lediges kvalifikationer gennem kurser og uddannelse, og dels til at sikre at ledige har aktiv fokus på jobsøgning. Det sociale sikkerhedsnet er derfor ikke passivt i den forstand, at alle har en mulighed for frit at vælge mellem at arbejde eller ikke at arbejde. Det sociale sikkerhedsnet giver på den ene side en indkomstsikring men stiller også krav om en aktiv deltagelse i arbejdsmarkedet.

Arbejdsmarkedsdeltagelsen understøttes også af velfærdsordninger som f.eks. børnepasning. Et veludbygget system for børnepasning har en direkte velfærdseffekt for børnefamilier og kan have en socialiseringseffekt for børnene. Samtidig er det med til at sikre en mere kønsmæssig ligestilling i forhold til mulighederne for deltagelse på arbejdsmarkedet.

Henvisninger:

  • Andersen, T.M.,  B. Holmström, S. Honkapohja, S. Korkman, H.T. Söderström and J. Vartiainen, 2007, The Nordic Model – Embracing globalization and sharing risk, ETLA (Helsinki)
  • Bart, E., K. Moene and M. Wallerstein, 2003, Likhet under press – udfordringer for den skandinaviske fordelingsmodellen. Makt- og demokratiutredningen 1998-2003, Oslo
  • Esping-Andersen, G., 1990, The Three worlds of welfare capitalism, Polity Press (Oxford)
  • Nordiske Socialstatistisk Komité, 2007, Social tryghed i de nordiske lande 2005. Omfang, udgifter og finansiering, 30:07. København.

Kontakt

Marita Hoydal
Telefon: 0045 29692915
E-post: