Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danish.

Århus-deklarationen om Globaliseringen og Fiskeindustrien

30.06.05 | Deklaration
Deklaration fra 2005 i Århus, Danmark, om Globaliseringen og Fiskeindustrien.

Information

Adopted
30.06.2005
Location
Århus, Danmark

De nordiske ministre for Fiskeri, Jordbrug, Skovbrug og Levnedsmidler har på Ministermødet den 30. juni 2005 drøftet betydningen af globaliseringen for fiskeindustrien.

Ministerrådet konstaterer, at globaliseringen betyder øget konkurrence på markederne, men også nye udfordringer og øgede muligheder for fiskeindustrien.

Ministerrådet konstaterer, at konsekvensen af globaliseringen kan være øget udflytning af arbejdspladser.

Ministerrådet konstaterer endvidere, at globaliseringen medfører nye og ofte vanskelige opgaver i forvaltningen af fælles ressourcer i havet. Ulovligt, urapporteret og ureguleret fiskeri (IUU) er et eksempel herpå. Et andet eksempel er arbejdet med at definere vigtige begreber som f.eks. økosystembaseret fiskeriforvaltning.

Ministerrådet konstaterer, at Norden må være ledende på regionalt og internationalt niveau til at bidrage til løsninger i forvaltningen af havets ressourcer.

Ministerrådet mener, at globaliseringen skal bidrage til en mere dynamisk forarbejdningssektor ide nordiske lande, og at globaliseringen skal bruges til at identificere nye og bedre produkter, finde nicheproduktioner, produktudvikle/innovere, samt at udvikle bedre logistik og forbedre markedsføringen.

Ministerrådet mener endvidere, at fokus skal øges på de områder, hvor fiskeindustrien med fordel kan forbedre sin konkurrenceevne og være på forkant med udviklingen.

Ministerrådet opfordrer fiskeindustrien i de nordiske lande til at identificere områder på det handelspolitiske område, der kan forbedre industriens rammebetingelser med henblik på bedre konkurrencevilkår. Det er i denne sammenhæng vigtigt, at offentlige myndigheder tænker sig nøle om, før de iværksætter tiltag, som kan bidrage til at konkurrencevilkårene for industrien forværres.

Ministerrådet anbefaler fiskerisamarbejdet i denne forbindelse at bidrage til udvikling af en fiskeindustri med fremtidsmuligheder i de nordiske lande og at fremme nordiske interesser i forvaltningen af havets ressourcer på regionalt og internationalt niveau.