Om Islands formandskab 2004
Nordens resurser
Island vil lede det nordiske samarbejde i 2004 under overskriften Nordens ressourcer. Overskriften har bred betydning. Med ressourcer henvises der til samfundsorden, sociale forhold, kulturarv og naturressourcer.
Den primære ressource er dog nordboerne selv og formandskabets overordnede mål er at udbygge og gøre bedre brug af de menneskelige ressourcer og dermed styrke Nordens konkurrencedygtighed internationalt.
Norden er rig på naturressourcer, uberørt og mangfoldig natur såvel som udnyttelige ressourcer. Samfundsordenen hviler på et stærkt demokratisk grundlag, demokratiet er levende, den sociale rigdom omfattende, samfundsdebatten frugtbar og de frivillige organisationer trives.
Forvaltningen i Norden er åben og gennemsigtig og samfundets institutioner nyder alment stor tillid.
De nordiske lande har generelt valgt de samme løsninger for at sikre god uddannelse, forskningsvirksomhed, brug af teknologi, sundhedstjeneste og social sikkerhed.
Dette har givet de nordiske lande en fremtrædende international position. Den stærke samhørighed mellem disse beslægtede nationer vidner om den rige og mangfoldige kulturarv, som vi har til fælles.
Samarbejdet og forholdet mellem landene er godt og det samme gælder forholdet til nabolandene. De nordiske lande er, hvert på sin måde, aktive deltagere i internationalt samarbejde og i de organisationer, der har indflydelse på udviklingen i Norden og nærområderne.
Nordens ressourcer er derfor mangfoldige og danner tilsammen grundlaget for den nordiske velfærd. Dette forklarer Nordens stærke position i det internationale samfund. Disse mangfoldige ressourcer må udnyttes til fulde, så velfærden styrkes og landenes fremgang internationalt sikres.
Formandskabet har tre hovedtemaer - demokrati, kultur og natur - og de flettes sammen på forskellig vis. Brug af de menneskelige ressourcer kan ikke adskilles fra kultur, samfundsorden og den demokratiske tradition. En udnyttelse af naturressourcerne kan heller ikke ske uden viden og opfindsomhed.
Læs mer:
Nordens ressourcer - program for Islands formandskab i Nordisk Ministerråd 2004
