Ofsi.

Roman.

Mál og menning: 2008.

Dansk oversættelse, Rasen, av Kim Lembek.

Einar Kárason (f. 1955) har fra 80-tallet været bland Islands mest kendte romanforfattere. Trilogien Þar sem Djöflaeyjan rís (Djævelens ø, 1983), Gulleyjan (Guldøen, 1985) og Fyrirheitna landið (Lykken land, 1989) bragte ham stor popularitet i Island og har været oversat til mange sprog, bl.a. dansk, norsk, svensk, finsk og færoysk. Kárason har i alt udgivet 11 romaner, 3 novellesamlinger, 2 rejseskildringer, 3 børnebøger, 2 biografier og en digtsamling. Han har også skrevet filmmanuser og hans roman Djævelens ø blev filmatiseret af Friðrik Þór Friðriksson i 1997 og den blev desuden dramatisert ved stor popularitet.

To af Kárasons romaner har tidligere været nomineret til Nordens råds litteraturpris; Guldøen (1987) og Storm (2005).

Med romanen Norðurljós (Nordlys, 1998) kan man tale om en vendepunkt, hvad angår stil og emne i Kárasons romankunst i det at han slår sit blik tilbage til Islands historie. Handlingen i Nordlys finder sted i 1800-tallet og kan defineres som en hyldest til en undertrykt men sejg befolkning i en svær tid i landets historie. Den vakte også opmærksomhed for sin lyriske stil og smukke naturskildringer. I de følgende to romaner, Óvinafagnaður (Fjendemøde, 2001) og Ofsi (Rasen, 2008), vender forfatteren længere tilbage, til 1200-tallet, som Islændinger henviser til som “Sturlungaöld“ (Sturlungernes tid) men om slægten Sturlungar (Snorri Sturlusons slægt) kan man læse i Sturlunga saga, som er en samling middelaldertekster der drejer sig om denne mægtige slægt der så sit nederlag eftir inbyrdes konflikter og krigsførelsei midten af 1200-tallet.

Sturlunga saga er Kárasons inspirationskilde i både Fjendemøde og Rasen og forfatteren har tit beskrivet sin begejstring for sagaen og ha r faktisk optrædet som en fremragende forelæser om den. Kárason vælger bestemte begivenheder fra Sturlunga saga som stof til sine romaner; í Fjendemøde er det personen Thordur kakali som fortællingen drejes om og hvordan han, med held og dumdristighed, lykkedes at udføre hævn for drabet av sin far og brødre. I Rasen derimod beskriver han hvordan Gissur Thorvaldsson forsøgte at slutte fred imellem de stridende personer og i fortællingens midte beskrives et brullup imellem datteren av Sturla Thordarson og sønnen av Gissur, som skulle være en symbolsk fredsgerning; en forening av de to fjendeflokke. Det fik dog en katastrofal ende med branden på Flugumýri hvor flere mennesker omkom i ild eller blev dræbt da de forsøgte at flygte fra bålet.

I Rasen bruger Kárason en fortællermåde vi kender for exempel fra Faulkner; hvor forskellige personer træder skiftevis frem som fortællere. Med denne fortællermåde lykkes det forfatteren at sætte personernes følelser og sjæleliv i fokus, beskrive deres angst og lidelser, selvfølelse og hovmod, artighed og bedrageri, mindreværdsfølelser og heltekomplexer – eller hvad det nu ellers må være. Med denne fortællermåde går Kárason direkte i mod den objektive fortællermåde man kender fra Sturlunga saga og de andre islandske sagaer, men til gengæld gør han fortællingen til sin egen og lukker op for en ny fortolkning.

Et af Einar Kárasons kendemærker er den humor og ironi som altid f i hans tekster. Den finder vi også i Rasen, særligt i hvordan de enkelte personer beskriver sig selv og sine tanker. I denne sammenhæng kan man pege på at forfatterens sympati ligger uden tvivl hos de underlegne – ikke mindst kvinderne – hvorimod mange af de mandlige hovedpersoner bliver ofre for forfatterens ironi når de afslører sig i sine selvbeskrivelser. Knyttet til dette er at en stor del af fortællingen er tildelt bi-personer fra Sturlunga saga, der gør at læseren ser de kendte hændelser fra en ny og uventet synsvinkel. Man kan godt sige at med sine nye sagaer har Einar Kárason fornyet interessen for Sturlunga saga i Island samtidigt med at han bekræfter sin stilling som en af Islands mest spændende forfattere i dag.

Soffía Auður Birgisdóttir