Dokumentåtgärder
Detta innehåll är inte tillgängligt på ditt valda språk, vi visar det på Danska.

Hanus Kamban: Guldpigen (Færøerne)

Hanus Kamban: Guldpigen. Noveller Oversat til dansk af Kirsten Brix. Færøsk originaltitel: Gullgentan (2010)

Foto: Hanus Kamban, nomineret til Nordisk Råds litteraturpris 2012.

Fotograf
foroyaprent.fo

Hanus Kamban (f. 1942) har i årtier været en markant del af det færøske kulturliv, og som forfatter, essayist og oversætter er han veletableret. Han udgav sin første novellesamling i 1980, har oversat bl.a. Shakespeare, Kafka, Joyce og Graham Greene, og han vakte i årene 1994-1997 stor interesse med sin tre bind store litterære biografi om den færøske digter J.H.O. Djurhuus (udgivet på dansk i to bind i 2001). Guldpigen er Hanus Kambans femte novellesamling, og med den indstilles han for anden gang til Nordisk Råds Litteraturpris.

Hanus Kamban: Guldpigen Hanus Kambans noveller er i udgangspunktet realistiske med vægt på socialpsykologiske problemstillinger. Mennesker, der er låst fast i svært gennemskuelige sociale relationer, er et tilbagevendende motiv underlagt en overordnet tematik knyttet til modsætningsparret magt og afmagt. Samfundskritikken er tydelig, og den udfoldes i de første novellesamlinger i et let genkendeligt univers.

I novellesamlingen Pílagrímar (da. Pilgrimme), der blev udgivet i 2001 og indstillet til Nordisk Råds Litteraturpris i 2003, udvides de realistiske skildringer imidlertid med træk fra magisk realisme, og med sin nyeste novellesamling, Guldpigen, forlader Hanus Kamban fuldstændig realismen til fordel for fantastikken. I novellerne skildres en verden, hvor det hverdagslige gennembrydes af noget uforståeligt og foruroligende med tråde både tilbage og frem i tid. Dermed åbenbares fundamentale menneskelige egenskaber og behov, og det fantastiske tilføjes eventyrlige træk, hvilket også fremgår af titlerne, fx ”Den grønne ridder”, ”Verdens højeste træ” og ”Kong Kulde”. Samtidig er der noget sfærisk over novellerne, det jordiske skildres, så det får en overjordisk, mytisk karakter, naturelementer, herunder dele af den væskefyldte menneskelige krop, træder selvstændigt frem, og selv om de enkelte personer skildres som mennesker med (alt for) menneskelige behov, så udtrykker de først og fremmest - og nærmest på platonisk vis - ideer om mennesker og menneskelige relationer. Der anes indflydelse fra bl.a. Herman Hesse, Ray Bradbury og Ursula K. Le Guin (Kamban har oversat noveller af de to sidstnævnte), og det er især her på grænsen mellem det realistiske og det fantastiske, det naivt romantiske og det forvrængede - og i blandingen af pastichen og det genuint originale - at Kambans mesterlige, gennemarbejdede stil træder frem. Referencerne i novellerne gælder den klassiske europæiske litteratur, men historiske personer og begivenheder, fx Jeanne d’Arc (”Manden med nøglerne”) og en koppeepidemi i Thorshavn i 1709 (”Den grønne ridder”), indlejres i novellernes mytiske mønster, og der er desuden henvisninger til både ældre og nutidig populærkultur, fx Hervey Allen’s filmatiserede roman Anthony Adverse (”Saxifraga Nivalis”), Bob Dylan og Leonard Cohen.

Som motto og tematisk indgang til novellerne står et citat fra Første Korintherbrev: Men da skal vi se ansigt til ansigt. Personerne i novellerne har svært ved at se, ikke bare deres omgivelser og deres medmennesker, men især sig selv, bl.a. fordi de tvinges ind i fremmedgørende roller og påtager sig identiteter, som ikke er deres egne. Flere af novellerne er bygget op omkring øjeblikke, hvor personerne konfronteres med indsigter af epifanisk karakter og forvandles. At se ”ansigt til ansigt” kan betyde at se sig selv i et spejl, at se sig selv i et ”andet billede”, men det kan også ganske enkelt betyde at erkende sin egen situation. Forholdet mellem det ydre og det indre fremstilles tydeligt i titelnovellen, ”Guldpigen”, om den rige Miss Evelyn, som om aftenen går ud med slør for ansigtet og ind på en lokal vinstue, hvor hun sætter sig afsides ”i et rum, som snarere er en celle”, men regelmæssigt går ud på toilettet for at trække sløret væk fra ansigtet og se sig selv i spejlet. I spejlet ser hun kun en amorf blødende masse råt kød, hvor tre af verdens fem kontinenter træder frem, og hun trækker derfor sløret for igen og sætter sig ind for at drikke mere. Først efter flere glas ser hun i spejlet den eftertragtede og bedårende smukke Miss Evelyn, dvs. den Miss Evelyn, som hendes omgivelser, især mændene, ser og kender. Dermed er hun klar til den kandidatfest, hun er på vej til. Her genlyder samtalerne af navne som Kristeva og Foucault, og Miss Evelyn, der færdes hjemmevant i disse omgivelser, forfører en af de unge, mandlige gæster, tager ham med hjem og ender med at låse ham inde i et aflukke i sin råkolde, halvmørke kælder, hvor også andre langskæggede og uplejede mænd holdes indespærrede. De har fået navne som ”Edmond Dantès”, ”Robinson” og ”Kasper Hauser”, og på den sidst tilkomnes dør skriver hun ”Quasimodo, prof. i fransk litteratur”. Derefter lægger hun sig til at sove, tilsyneladende tilfreds og afklaret, men da hun vågner igen og ser sig i spejlet, kan hun ikke andet end ”klynke, som såret vildt, i sit nådeløse jernbur”. En vis ironi øjnes selvfølgelig i de mange litterære henvisninger og i personernes forvandlinger, men novellen skildrer ikke blot forholdet mellem at ville være og at være, mellem det smukke, ophøjede og det forvrængede. Det er vigtigt at lægge mærke til, at Miss Evelyn i det indre er den samme i løbet af hele novellen, hun ændres blot i det ydre. Mændene lader sig forføre af deres eget billede af (og fordomme om) den smukke, rene kvinde, og Miss Evelyn, der skildres som stigmatiseret, indtager rollen, men med et formål. Henvisningerne til litteratur og til Kristeva og Foucault kan læses som kommentarer til feministisk og poststrukturalistisk litteraturteori. Kristeva har bl.a. skrevet om den kristne Madonna som moderfigur, og det er oplagt at sætte de indespærrede mænd i Miss Evelyns kælder i relation til Foucaults undersøgelser af europæisk fængselsvæsen ligesom hele novellen kan læses som en litterær udforskning af diktummet om ”den herskende diskurs”.

I andre af novellerne er samfundskritikken mere direkte, fx i ”Lupo”, der handler om tilintetgørende fornedrelse af en skoledreng. I ”Den duftende by” skildres et overvågningsstyret samfund, hvor kun rene, sunde og smukke mennesker accepteres. Hovedpersonen, Lopez, er syg, han har et åbent, ildelugtende sår i siden og er ved at gå til grunde, men reddes af veninden Angela. Vejen til selverkendelse og forløsning går således gennem mødet med den anden, og her især mandens møde med kvinden eller det kvindelige. Inspiration fra Jung lader sig afdække i flere af novellerne, men Jung bruges ikke mekanisk, vægten ligger på det kunstneriske udtryk. I ”Saxifraga nivalis” skildres en ung drengs udvikling over en sommer. Med jungske termer kan man tale om individuation. Under skildringen af drengen i den gådefulde natur i en lille bygd ude blandt fjeldene og fuglene, blandt sære, henrivende mennesker - og en hvileløst vandrende skygge - myldrer eventyr og myter fra den europæiske litteraturhistorie. Novellen er med sin gennemførte stil, de mange symbolske skildringer og litterære referencer, et fortryllende smukt eksempel på Hanus Kambans sikre og traditionsbevidste fortællemåde.

Novellerne i Guldpigen skal således læses for deres egen skyld, for deres æteriske og gennemæstetiske udformnings skyld, og for den stilistiske præcisions skyld, men de rækker samtidig ud over sig selv og leverer en skarp og direkte samfundskritik.

Bergur Djurhuus Hansen

Kontakt

Dan Alvarson
Telefon: +46 8 78 65 048