Beslutning om nordisk samarbejde om integration af flygtninge

03.02.16 | Nyhed
De nordiska samarbetsministrarna i Noux
Photographer
Mary Gestrin/Norden.org
De nordiske lande håndterer flygtningesituationen på forskellige måder, men landene kan godt udveksle erfaringer og lære af hinanden. Nu gør man noget ved sagen. De nordiske samarbejdsministre søsatte på deres møde onsdag et samarbejdsprojekt med fokus på integration af flygtninge.

Samarbejdsministrene besluttede på deres møde i Esbo i Finland at opstille retningslinjer for et flerårigt samarbejdsprojekt om integration af flygtninge og indvandrere.

Tanken er, at samarbejdet bygges op i form af forskellige temaer med udgangspunkt i et årligt møde. Med dette initiativ ønsker landene at give udtryk for deres samarbejdsvilje og synliggøre de praktiske løsninger, der kan opnås gennem et samarbejde inden for Nordisk Ministerråds rammer.

Samarbejdet indledes med et møde i Danmark om kultursektorens og civilsamfundets muligheder for aktivt at bidrage til integrationen af flygtninge og indvandrere.

Finlands samarbejdsminister Anne Berner, som stod i spidsen for ministermødet, understregede, at diskussionen om samarbejdet om flygtningekrisen vil fortsætte.

– Det her er kun et første skridt, påpeger Berner.

Sveriges samarbejdsminister, Kristina Persson, lægger vægt på, at der er et stort behov for større fælles forståelse og mere samarbejde og dialog i både Norden og Europa.

– Det, som vi lige har besluttet, er jo et minimum i Norden, siger Persson.

I forbindelse med diskussionen fremhævede ministrene desuden en række områder, hvor der er gode muligheder for vellykket udveksling af information og erfaringer: På social- og sundhedsområdet, på arbejdsmarkedsområdet, i udviklingen af sprogkurser og civilsamfundets rolle, i planlægningen af uddannelses- og boligmuligheder samt i udformningen af en faktapakke med information om ligestillingsperspektivet i alle dele af det nordiske samfund.

Danmarks Peter Christensen understregede, at integration er en stor udfordring, og at det ikke er alle de nordiske erfaringer, der hidtil har været positive.

– Men man kan også lære af hinandens fejltrin, påpeger Christensen.

Også Norges samarbejdsminister, Elisabeth Aspaker, og Islands Eygló Harðardóttir var tilfredse med forslaget. Harðardóttir understreger, at flygtningeområdet er den vigtigste politiske problemstilling lige nu, mens Aspaker udtaler, at det er klogt at indlede samarbejdet med at fokusere på civilsamfundets rolle.

– Vi starter her, og så kan vi så småt gå videre.