Nordisk finansiering af opstartsvirksomheder udredes

18.12.17 | Nyhed
Dagfinn Høybråten og Idar Kreutzer
Photographer
André Jamholt / Nordisk ministerråd
De nordiske lande er enige om at udrede virksomheders adgang til risikokapital, når de er i opstartsfasen. Udredningen er et led i en fælles indsats for at styrke nordiske virksomheders konkurrence- og omstillingsevne, og den skal ledes af Idar Kreutzer, som til daglig er administrerende direktør i Finans Norge.

”Norden i omstilling” er en af tre hovedprioriteringer for Norges formandskab for Nordisk Ministerråd i 2017. Ambitionen er at styrke nordiske virksomheders konkurrenceevne, innovationsevne og grønne omstillingsevne. Baggrunden er de økonomiske, klimamæssige, miljømæssige og teknologiske forandringer, som de nordiske lande står overfor, og som indebærer både store udfordringer og store muligheder. Udredningen skal belyse behovet og potentialet for en nordisk finansieringsordning til investering i innovative virksomheder på et tidligt stadie.
 
– Vi er meget tilfredse med, at Idar Kreutzer har takket ja til opgaven. En styrkelse af Nordens konkurrenceevne i den grønne omstilling har været en central del af Norges formandskab for Nordisk Ministerråd i 2017. Vi ser frem til at høre Idar Kreutzers vurderinger og råd, når rapporten er klar, siger Norges minister for nordisk samarbejde, Frank Bakke-Jensen.
 
Idar Kreutzer er administrerende direktør i Finans Norge. Han er uddannet civiløkonom fra Norges Handelshøyskole og har haft en række fremtrædende bestyrelsesposter og lederstillinger i både det private og det offentlige erhvervsliv i Norge.

 

En dynamisk region med gode forudsætninger


– Norden er en dynamisk region med gode forudsætninger for at skabe værdi og arbejdspladser i en verden, som digitaliseres og omstilles med klimavenlige teknologier. Effektive finansmarkeder og adgang til risikokapital på et tidligt stadie er nødvendige for, at innovation kan føre til arbejdspladser i virksomheder, som formår at vokse. Det er glædeligt, at Nordisk Ministerråd og regeringerne i de nordiske lande ønsker en nærmere udredning af disse forhold, og jeg ser frem til at tage fat på denne vigtige opgave."

Aftalen med Kreutzer blev underskrevet af Nordisk Ministerråds generalsekretær, Dagfinn Høybråten. Kreutzer går i gang med udredningen i januar 2018, og rapporten skal ligge klar i september.

– Vi forventer, at udredningen vil give et samlet billede af opstartsvirksomheders adgang til risikokapital i dag og dermed udgøre et solidt grundlag for at vurdere behov og muligheder for fællesnordiske tiltag på dette område fremadrettet, siger generalsekretær Dagfinn Høybråten.