Overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked

Bemærk at denne tekst ikke er en officiel version, og at teksten ikke skal bruges til juridiske formål. Nordisk Ministerråd påtager sig ikke ansvaret for eventuelle fejl i teksten.

___________________

Regeringerne i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige, som finder, at det er en grundlæggende rettighed for statsborgere i de nordiske lande frit at kunne tage arbejde og bosætte sig i et andet nordisk land, som er enige om, at dette skal kunne ske under på forhånd Ikendte samt økonomisk og socialt betryggende forhold, ​​​​​​

som har som mål at opretholde fuld beskæftigelse i deres respektive lande, og som har til hensigt at samarbejde med henblik herpå, som også gennem det nordiske samarbejde tilstræber en afbalanceret regional udvikling, såvel inden for deres eget land som mellem landene indbyrdes, som finder, at samarbejdet mellem landene skal foregå på en sådan måde, at det støtter hvert enkelt lands foranstaltninger med henblik på at sikre en harmonisk udvikling i beskæftigelsen, at flytningerne mellem landene ikke forstyrrer balancen på arbejdsmarkedet, og at det i sin helhed er til gavn for den økonomiske udvikling i disse lande, som tilstræber ligestilling i arbejdslivet mellem kvinder og mænd, 

som finder, at dimensioneringen i hvert enkelt land af uddannelseskapaciteten og et samarbejde herom er et vigtigt led i bestræbelserne på at skabe balance på arbejdsmarkedet, som henviser til overenskomsten af 22. maj 1954 om fælles nordisk arbejdsmarked, 

som henviser til protokollen af 22. maj 1954 vedrørende fritagelse for nordiske statsborgere for at være i besiddelse af pas og opholdstilladelse under ophold i et andet nordisk land end hjemlandet, som den 23. marts 1962 har indgået en samarbejdsoverenskomst (Helsingfors?aftalen), som ændret den 13. februar 1971 og den 11. marts 1974, 

som den 15. september 1955 har indgået en konvention om social tryghed, der er blevet fornyet den 5. marts 1981, har under hensyntagen til den udvikling, som har fundet sted siden overenskomsten af 1954 blev indgået, sluttet en ny overenskomst med følgende ordlyd:

Der skal ikke i de kontraherende lande kræves arbejdstilladelse for statsborgere i noget andet af de øvrige kontraherende lande.

Bestemmelser vedrørende arbejdsmarkedet i hvert enkelt land må ikke stille statsborgere i de øvrige kontraherende lande dårligere end landets egne statsborgere. Statsborgere fra et af de kontraherende lande, som er beskæftiget i et andet kontraherende land, skal behandles på samme måde som dette lands egne statsborgere med hensyn til løn og andre arbejdsvilkår.

Arbejdsformidlingsmyndighederne i de kontraherende lande skal i deres samarbejde og gennem nationale foranstaltninger virke for, at såvel arbejdssøgende, som ønsker arbejde i et andet nordisk land, som arbejdsgivere, der ønsker at rekruttere arbejdskraft fra et andet nordisk land, benytter sig af den offentlige arbejdsformidling.

Med henblik herpå kan myndighederne i fællesskab træffe beslutning om foranstaltninger, som styrker arbejdsformidlingens medvirken ved flytning mellem landene for at øge dennes muligheder for at tilgode se den enkeltes tryghed i tilfælde af flytning.

I denne forbindelse påhviler det arbejdsformidlingen at stille alsidige, objektive og aktuelle oplysninger og anden bistand til rådighed for arbejdssøgende og arbejdsgivere.

Myndighederne i de kontraherende lande skal ligeledes samarbejde med henblik på at skabe betryggende forudsætninger for tilbageflytning.

Myndighederne i hvert enkelte land skal løbende tilstille myndighederne i de øvrige lande information om beskæftigelse, ledige stillinger og arbejdsløshed, oversigter over den forventede udvikling på arbejdsmarkedet, oplysninger om planlagte foranstaltninger med henblik på at opretholde eller opnå fuld beskæftigelse samt oplysninger om arbejds og levevilkår. 

Myndighederne skal ligeledes oplyse om regionale eller nationale udviklingsplaner, som kan medføre større ændringer i efterspørgslen efter arbejdskraft fra et andet kontraherende land.

Landene skal, når der er behov herfor, drøfte forebyggende og andre foranstaltninger med henblik på at hindre, at manglende balance på arbejdsmarkedet i et land skaber problemer på arbejdsmarkedet i et andet land.

Inden for rammerne af denne overenskomst kan der indgås særlige overenskomster mellem to eller flere af de kontraherende lande. Inden en sådan overenskomst indgås af de berørte lande, skal de øvrige kontraherende lande gives mulighed for at fremføre deres synspunkter.

Bestemmelserne i denne overenskomst omfatter også de erhvervsgrupper, for hvilke der gælder særlige overenskomster om godkendelse af virksomhed i et andet kontraherende land.

Spørgsmål vedrørende gennemførelsen af denne overenskomst behandles af Nordisk Arbejdsmarkedsudvalg. Dette udvalg er tillige forberedende organ for Nordisk Ministerråd (arbejdsministrene). l udvalget indgår to repræsentanter for hvert kontraherende land. Disse kan i fornødent omfang tilkalde særlige sagkyndige.

Nordisk Arbejdsmarkedsudvalg har først og fremmest til opgave:

a) at følge udviklingen på arbejdsmarkedet i de nordiske lande og drøfte arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger og andre foranstaltninger med henblik på at sikre fuld beskæftigelse,

b) at fremlægge forslag til foranstaltninger af fælles interesse for arbejdsmarkedet i de nordiske lande,

c) at følge flytningerne mellem de nordiske lande og udforme retningslinier for samarbejdet mellem arbejdsmarkedsmyndighederne,

d) at fastsætte regler for den udveksling af information, der skal finde sted i medfør af denne overenskomst,

e) at virke for sammenlignelighed mellem landenes arbejdsmarkedsstatistikker,

f) at holde kontakt med arbejdsmarkedets parter i Norden i spørgsmål vedrørende det nordiske arbejdsmarkedssamarbejde.

Nordisk Ministerråd (arbejdsministrene) skal regelmæssigt holde samråd med arbejdsmarkedets parter om spørgsmål vedrørende arbejdsmarkedet og beskæftigelsen i Norden.

Nærmere bestemmelser om gennemførelsen af denne overenskomst findes i den tilhørende protokol, som træder i kraft samtidig med overenskomsten og har samme gyldighed og varighed som denne.

Ønsker et land at opsige denne overenskomst, skal skriftlig meddelelse herom tiIstiIles det danske udenrigsministerium, som skal underrette de øvrige nordiske landes regeringer herom. 

Opsigelsen gælder kun det land, som har foretaget opsigelsen, og får virkning fra og med begyndelsen af det kalenderår, som følger mindst seks måneder efter, at det danske udenrigsministerium har modtaget meddelelse om opsigelsen.

Hvert enkelt af de kontraherende lande kan med øjeblikkelig virkning sætte overenskomsten ud af kraft i forhold til et eller flere af de øvrige lande i tilfælde af krig eller fare for ?krig, eller såfremt andre særlige internationale forhold gør det nødvendigt. De berørte landes regeringer skal straks underrettes om en sådan beslutning.

Denne overenskomst skal ratificeres og ratifikationsinstrumenterne deponeres hos det danske udenrigsministerium, som skal overgive bekræftede genparter til de øvrige kontraherende lande. 

Overenskomsten træder i kraft den første dag i den måned, som følger to hele kalendermåneder efter den dag, da samtlige landes ratifikationsinstrumenter er deponeret.

Når denne overenskomst træder i kraft, skal overenskomsten af 22. maj 1954 mellem Danmark, Finland, Norge og Sverige om fælles arbejdsmarked samt den dertil hørende protokol ophøre at gælde. 

Til bekræftelse heraf har undertegnede, der er befuldmægtigede af deres regeringer, undertegnet denne overenskomst. 
Udfærdiget i København den 6. marts 1982 i ét eksemplar på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, idet samtlige tekster skal have samme gyldighed.

For Danmark: Svend Auken

[- - -]

Samtidig med undertegnelsen af den i dag daterede overenskomst om fælles nordisk arbejdsmarked er vi undertegnede, som er behørigt bemyndigede, enedes om følgende:

[- - -]

Hvert enkelt af de kontraherende lande skal inden for rammerne af dets lovgivning og under hensyntagen til bestemmelserne i denne overenskomst samt øvrige aftaler, der gælder mellem disse lande, vedtage foranstaltninger med henblik på

a) at få statsborgere, der har til hensigt at søge arbejde i et andet nordisk land, til at henvende sig til arbejdsformidlingen i det land, hvor vedkommende er bosiddende,

b) at give statsborgere i et nordisk land, som opholder sig i og søger arbejde i et andet nordisk land, mulighed for kontakt med arbejdsformidlingen også i førstnævnte land,

c) at få arbejdsgivere, der har til hensigt at rekruttere arbejdskraft fra et andet nordisk land, til at gøre dette gennem den offentlige arbejdsformidling,

d) at forhindre, at arbejdsgivere foretager privat hvervning af arbejdskraft i et andet nordisk land.

Arbejdsmarkedsmyndighederne skal påse, at arbejdssøgende, der er bosiddende i regionen, uanset nationalitet og under hensyntagen til vedkommendes personlige kvalifikationer kan anvises ledigt arbejde, inden der skaffes arbejdskraft fra andre kontraherende lande.

Ved formidling af arbejdskraft mellem landene skal det tilstræbes, at den arbejdssøgende kan tilbydes en tilfredsstillende bolig, og at den arbejdssøgende modtager information om sprogundervisning, børnepasning og skolegang samt andre oplysninger af betydning for den arbejdssøgende og hans familie, inden der sker anvisning.

Arbejdsmarkedsmyndighederne bør følge udviklingen for så vidt angår vilkårene for personer, der flytter, og, når der er behov herfor, foreslå sådanne foranstaltninger, der bør iværksættes af andre myndigheder for at fremme tilpasningen til de nye arbejds- og leveforhold.

Økonomisk støtte i forbindelse med flytning fra et nordisk land til et andet kan gives i overensstemmelse med principper, som disse lande indgår særlig aftale om.

Landene skal indgå særlig aftale inden for rammerne af denne overenskomst om vilkårene for grænsearbejdere.

Overenskomsten skal ikke være til hinder for,

a) at arbejdsmarkedspolitiske foranstaltninger forbeholdes egne statsborgere samt statsborgere i de øvrige kontraherende lande, som i en vis tid har været bosiddende i eller er blevet arbejdsløse i det pågældende land,

b) at der i landene findes bestemmelser vedrørende ansættelse af udenlandske statsborgere i foretagender eller ved virksomhed, hvortil der kræves koncession, eller i erhverv, hvortil der kræves autorisation,

c) at der fastsættes særlige bestemmelser for ansættelse inden for områder eller i foretagender, hvor særlige sikkerheds? eller forsvarshensyn gør sig gældende,

d) at der findes nationale bestemmelser vedrørende ansættelse af udenlandske statsborgere i offentlig tjeneste,

e) at der i landene findes bestemmelser om anmeldelsespligt for arbejdstagere fra et andet nordisk land,

f) at de islandske myndigheder er berettiget til, i undtagelsestil fælde og efter samråd med de øvrige kontraherende lande, at kræve arbejdstilladelse for at forhindre, at der opstår manglende balance for grupper af arbejdstagere eller omfattende individuelle flytninger, som er rettet mod bestemte regioner, erhverv eller næringsgrene.

Ved noteveksling kan den danske regering på grundlag af beslutninger truffet af det færøske hjemmestyre eller det grønlandske hjemmestyre under forudsætning af gensidighed tilslutte sig den i dag daterede overenskomst også for henholdsvis Færøernes og Grønlands vedkommende.

De danske og svenske regeringer er enige om, at den den 18. november 1946 af de to stater indgåede konvention om formidling af arbejdskraft m.v. skal ophøre med at være gyldig i og med at denne protokol træder i kraft.