Boligstøtte i Sverige

Boligstøtte i Sverige
Her får du svar på dine spørgsmål om hvordan du søger om svensk boligstøtte når du flytter til Sverige. Du kan læse om hvilke krav der er for unge, børnefamilier og ældre der søger boligstøtte i Sverige, samt hvad der gælder hvis du bor i Sverige og arbejder i udlandet.

Hvad er boligstøtte i Sverige?

Boligstøtte (bostadsbidrag) og boligtillæg (bostadstillägg) er en økonomisk støtte som du kan modtage for at du skal kunne betale din månedlige husleje eller boligafgift for din bolig.

Du kan modtage boligstøtte selvom du ejer dit hus, din lejlighed eller bor til fremleje.

Hvem er berettiget til boligstøtte i Sverige?

Det er ikke alle der er berettiget til boligstøtte i Sverige. Der er forskellige livssituationer der gør dig berettiget til at ansøge om boligstøtte. Vælg den livssituation som passer dig nedenfor og se om du er berettiget til boligstøtte i Sverige.

Boligstøtte til familier med børn

Boligstøtte til børnefamilier (bostadsbidrag till barnfamiljer) er en støtte til familier med børn, der har brug for hjælp til at betale lejen eller månedligt gebyr for deres bolig.

Försäkringskassan har ansvar for denne ydelse.

Boligstøtte til unge

Boligstøtte til unge (bostadsbidrag till unga) er en støtte til unge under 29 år, der har brug for hjælp til at betale lejen eller månedligt gebyr for deres bolig.

Försäkringskassan har ansvar for denne ydelse.

Boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse

Boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse (bostadstillägg till personer med sjukersättning eller aktivitetsersättning) er penge som du kan modtage ud over din aktivitetsydelse eller førtidspension hvis du har omkostningerne for at bo. Du kan kun få boligtillæg hvis du bor i Sverige.

Försäkringskassan har ansvar for denne ydelse.

Boligtillæg til ældre

Du kan ansøge om boligtillæg til ældre (bostadstilläg) fra det år du fylder 66 og modtager fuld almen pension. Du kan søge uanset hvordan du bor, og selvom du ejer dit hjem. Du kan også søge om boligydelse selvom du har aktiver. Dine boligudgifter, din indkomst, dine aktiver og din familiesituation afgør hvor meget du kan få i boligtilskud.

Flere får en ny livssituation senere i livet og det kan derfor være værd at undersøge om du har ret til boligydelse. Det kan være aktuelt at søge om boligydelse hvis du er flyttet fra din partner eller du er blevet enke/enkemand, du har fået en lavere indtægt for eksempel i forbindelse med at din tjenestepension ophør eller hvis du er flyttet og har fået højere boligudgifter.

Når du ansøger om boligtillæg for ældre, undersøger Pensionsmyndigheten også om du er berettiget til et personligt tillæg (äldreförsörjningsstöd.) Det personlige tillæg er et supplement til forsørgelse hvis du har lave indkomster som pensionist.

Pensionsmyndigheten har ansvar for denne ydelse.

Hvilke betingelser er der for boligstøtte og boligtillæg i Sverige?

Du skal være bosat og have folkeregisteradresse i Sverige for at få boligstøtte eller boligtillæg. Reglerne for hvor meget du kan modtage, varierer mellem de forskellige ydelser og kan blandt andet afhænge af din indkomst, hvor mange børn der bor hjemme, hvad din bolig koster og hvor stor din bolig er.

Hvordan virker boligstøtte i Sverige?

Boligstøtte er et skattefrit bidrag fra det offentlige. Det er et tilskud som du kan få for at hjælpe til med huslejen eller boligafgiften. Boligstøtten skal ikke kunne dække det fulde beløb, men skal fungere som et supplement til din månedlige husleje eller boligafgift.

Hvor meget kan jeg få i boligstøtte i Sverige?

Hvor stort bidrag du kan få, afhænger blandt andet af dine indtægter og udgifter og din livssituation.

Du skal kontakte Försäkringskassan eller Pensionsmyndigheten for at få information om hvor meget du er berettiget til at modtage.

Hvor søger jeg om boligstøtte eller boligtillæg i Sverige?

Du kan søge om boligstøtte (bostadsbidrag) hos Försäkringskassan. Har du førtidspension eller aktivitetsydelse, skal du søge om boligtillæg (bostadstillägg) hos Försäkringskassan.

Hvis du er over 66 år og modtager fuld pension, kan du ansøge om boligtillæg hos Pensionsmyndigheten.

Hvor søger jeg boligstøtte hvis jeg bor i Sverige og arbejder i udlandet?

Som regel er du socialsikret i det land hvor du bor og arbejder. Men boligstøtte og boligtillæg er bopælsbaseret ydelser. Så hvis du bor i Sverige og arbejder i et andet nordisk land, kan du have ret til den del af boligstøtten der er en støtte til boligomkostninger fra Sverige.

Boligstøtten og boligtillægget er baserede på behov og din indkomst fra udlandet påvirker hvor meget boligstøtte eller boligtillæg du kan modtage i Sverige. Det er Försäkringskassan og Pensionsmyndigheten der behandler ansøgninger om boligstøtte og boligtillæg, så du skal kontakte en af disse myndigheder når du skal ansøge om dette fra Sverige.

Du skal meddele Försäkringskassan eller Pensionsmyndigheten hvis du flytter til eller begynder at arbejde i et andet land og modtager boligstøtte eller boligtillæg fra Sverige.

Hvem skal jeg kontakte hvis jeg har spørgsmål?

Du kan ringe til Försäkringskassans kontaktcenter +46 (0)771-524 524 eller gå ind på Försäkringskassans webside hvis du har spørgsmål om boligstøtte til børnefamilier, er ung eller du har spørgsmål om boligtillæg til personer med førtidspension eller aktivitetsydelse.

Kontakt pensionsmyndigheden hvis du har spørgsmål om boligtillæg til pensionister.

Mere information

Du finder mere information hos Försäkringskassan og Pensionsmyndigheten.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.