Folkeregistrering i Grønland

People in Nuuk
Photographer
Mads Schmidt Rasmussen / norden.org
Her kan du læse mere om folkeregistrering i Grønland, og hvordan du får et personnummer og en bopælsattest.

Grønland har status af selvstyrende område inden for rigsfællesskabet Danmark, Færøerne og Grønland. Borgere i Grønland er omfattet af reglerne for folkeregistrering i Lov om Det Centrale Personregister, der administreres af CPR-kontoret i Danmark og kommunerne i Grønland. 

Du har brug for et personnummer, også kaldet cpr-nummer, i mange sammenhænge, når du bor i Grønland, f.eks. når du skal åbne en bankkonto, skal til læge, betale skat/fritages for skat, oprette telefon, m.m.

Er du nordisk statsborger, er du omfattet af aftalen om internordiske flytninger, idet Grønland er omfattet af overenskomsten mellem Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige om folkeregistrering. Der går derfor automatisk besked til folkeregistret i dit hjemland, når du optages i folkeregistret i Grønland.

    Nordiske statsborgere

    Du optages i det centrale personregister og får et personnummer, når du er registreret som indvandret til Grønland. Det gør du ved at udfylde en indvandringsblanket  i dit lokale borgerservicecenter i kommunen senest fem dage efter flytningen til Grønland. Du kan finde dit lokale borgerservicecenter via portalen Sullissivik (borgerservice). 

    Du har ret til at blive registreret som indrejst, hvis du ved, at du skal opholde dig i Grønland i mindst 3 måneder, og du har et sted at bo eller har et fast opholdssted.

    Det er vigtigt, at du er opmærksom på, at dit dansk/grønlandske personnummer ved folkeregistrering i Grønland ikke giver dig ret til gratis lægehjælp og sygehusophold i Danmark, resten af Norden og EU.

    Det kan være en god ide at få en bopælsattest. Bopælsattesten gælder som dit sygesikringsbevis, når du skal i kontakt med sundhedsvæsenet i Danmark, Færøerne, Sverige, Norge, Finland eller Island. Efter du er folkeregistreret, kan du hente en bopælsattest (mod gebyr) på dit lokale borgerservicecenter. Du kan også selv printe en gratis på Sullissivik.  

    Hvis du ikke er folkeregistreret i Grønland

    Du kan få et personnummer, selv om du ikke er folkeregistreret i Grønland. Det kræver, at du arbejder i landet.

    Du skal bruge personnummeret til at betale skat. 

    For at få et "skattepersonnummer" skal du henvende dig til SKAT og medbringe:

    • Legitimation
    • Dokumentation for at du har bolig i et andet land
    • Ansættelseskontrakt med oplysninger om løn og ansættelsesperiode
    • Eventuelt arbejds- og opholdstilladelse

    Mere information

    Kontakt myndighed
    Spørg Info Norden

    Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

    OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

    Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.