Huskeliste for personer som skal flytte til Finland

Suomeen muuttajan muistilista
Her kan du læse om de forberedelser, du skal gøre, når du flytter til Finland, og om hvad du skal gøre efter ankomsten til Finland. Forberedelserne afhænger blandt andet af, om der er tale om en midlertidig eller permanent flytning.

Flytteanmeldelse i Finland

Permanent eller midlertidig flytning, som skal vare i mere end 3 måneder, skal anmeldes til magistraten i Finland. Man skal møde personligt op hos magistraten og medbringe gyldig legitimation som eksempelvis et officielt id-kort eller et pas.

Hvis du flytter til Finland for at arbejde i kortere tid end 6 måneder, skal du også selv sørge for at anmelde flytningen til Skatteförvaltningen. Husk også at kontakte Skatteförvaltningen i Finland, efter at du er vendt tilbage til hjemlandet.

Arbejdstagere

Folkeregistrering i de nordiske lande

De nordiske lande er omfattet af den nordiske aftale om folkeregistrering, og ifølge denne skal personer, som er bosat i Norden, kun folkeregistreres i ét af de nordiske lande. Det er altid bestemmelserne i det land, man flytter til, som afgør, hvor man skal folkeregistreres.

Personer, som primært flytter med henblik at studere, bevarer som regel folkeregistreringen i hjemlandet.

Hvis du bor i 2 lande samme tid, skal du registrere dig i det land, hvor du opholder dig mest (mindst 183 dage om året).

Socialforsikring

Arbejdstagere

Hvis du flytter til Finland fra et andet nordisk land med henblik at arbejde, bliver du som regel omfattet af socialforsikringen i det nye land fra og med den dag du påbegynder arbejdet. Din ansættelse skal dog vare mindst 4 måneder og opfylde beskæftigelseskravet. Du skal altid sende en særlig ansøgning om at blive omfattet det sociale sikringssystem til den ansvarlige myndighed. I Finland er det FPA, der har ansvaret for socialforsikringen.

Studerende

Hvis du rejser til et andet nordisk land for at studere, vil du som regel fortsat være omfattet af socialforsikringen i hjemlandet. Studerende i Finland vil stadig modtage uddannelsesstøtte fra hjemlandet.

Hvis den studerende arbejder ved siden af studierne, bliver han eller hun som regel omfattet af socialforsikringen i det land, hvor han eller hun arbejder, hvis mindstekravene til arbejde i det pågældende land er opfyldt. Hvis du er forsker og modtager løn ud over stipendium, er du som hovedregel omfattet af socialforsikringen i det land hvor du arbejder.

Udstationerede medarbejdere

Udstationerede medarbejdere, som et sendt fra et andet nordisk land til Finland, er omfattet af socialforsikringen i hjemlandet. Du kan yderligere information hos den sociale sikringsmyndighed i hjemlandet.

Personer som opholder sig midlertidigt i Finland

Personer som opholder sig midlertidigt i udlandet uden at arbejde er stadig omfattet af socialforsikringen i hjemlandet og modtager et EU-sygesikringskort af FPA. Kortet giver ret til behandling i både de nordiske lande, alle EU- og EØS-lande samt Schweiz samme vilkår og til samme priser som lokalbefolkningen.

Pensionister

Flytningen påvirker ikke udbetalingen af pension, men beskatningen påvirkes. Desuden påvirkes pensionen af arbejde i et andet, når du er pensioneret. Du kan yderligere oplysninger om beskatning hos Nordisk eTax og om pension hos Försäkringskassan i Sverige, NAV i Norge, kommunerne i Danmark samt Tryggingastofnun i Island. I Finland kan du kontakte FPA for yderligere information.

Beskatning

Hvis du arbejder under dit ophold i Finland, modtager du et skattekort fra den kommune, du flytter til. Studerende, som ikke arbejder, har ikke brug for et skattekort.

For at kunne få et skattekort har du brug for et personnummer. Hvis opholdet er midlertidigt (for eksempel i forbindelse med et sommerjob), får du et midlertidigt personnummer som du modtager når du afhenter skattekortet. 

Husk også at anmelde din udenlandske indtægt til skattemyndigheden i di hjemland. Skattemyndighederne i dit hjemland kan give dig vejledning om hvordan du skal udfylde selvangivelsen i forbindelse med en flytning. 

Den nordiske skatteportal indeholder også nyttig information om beskatning i de forskellige nordiske lande på alle 5 nordiske sprog. På portalen er der taget hensyn til forskellige flyttesituationer, og du kan finde særlig information for studerende, arbejdstagere og pensionister samt for personer, som har indtægter i et andet nordisk land. Under menupunktet 'Spørgsmål og svar' på skatteportalen kan du desuden selv stille spørgsmål til eksperter fra skattemyndighederne i de forskellige nordiske lande.

A-kasse

Den generelle regel er, at arbejdstagere skal tilhøre en a-kasse i det land, hvor de arbejder. Du kan således ikke bevare dit medlemskab af a-kassen i hjemlandet, hvis du er flyttet til Finland med henblik på at arbejde.

Når du flytter, skal du tage direkte kontakt til en a-kasse inden for din branche i det nye land.

Du kan læse mere på siden Fagforbund i Finland.

Overførsel af tidligere forsikringsperioder til et andet land

For at sikre dig, at du også kan blive omfattet af arbejdsløshedsforsikringen i dit nye hjemland og undgå at blive dobbeltforsikret, kan du medbringe dokumentation for tidligere erhvervsarbejde til det nye land. Du overfører forsikringsperioderne via attest U1, som du kan få hos a-kassen eller den sociale sikringsmyndighed i dit hjemland. Du har brug for en tilsvarende attest, når du vender tilbage til dit hjemland efter arbejdsperioden.

Du kan få yderligere information hos beskæftigelsesmyndighederne og de sociale sikringsmyndigheder i dit hjemland.

Retten til at sammenlægge forsikrings- og ansættelsesperioder fra forskellige lande gælder både arbejdstagere og selvstændigt erhvervsdrivende.

Ledige jobsøgende

Ledige jobsøgende, som er blevet arbejdsløse i EU- eller EØS-lande, kan rejse til Finland for at søge job i højst 3 måneder med arbejdsløshedsunderstøttelse fra hjemlandet. Hertil bruges attest U2, som fås i hjemlandet. Under jobsøgningen er personen omfattet af socialforsikringen i det land, hvor han eller hun senest har arbejdet. Vedkommende kan ikke på samme tid være omfattet af socialforsikringen i Finland.

Du kan få yderligere information hos beskæftigelsesmyndighederne og de sociale sikringsmyndigheder i dit hjemland.

Andet

Hvis du har spørgsmål vedrørende flyttegods, som du ønsker at medbringe til dit nye bopælsland, bør du kontakte de finske toldmyndigheder. Man kan frit medbringe flyttegods inden for EU, og det er derfor ikke nødvendigt at anmelde flyttegodset til toldmyndighederne.

Du kan få yderligere information om indførsel og indregistrering af bil samt toldafgifter hos toldvæsenet. Et kørekort, som er udstedt i et andet nordisk land, gælder også i Finland.

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.