Guide: flytte til Danmark

Bolig i Danmark
Her kan du læse om de vigtigste ting du skal tænke på og vide når du flytter til Danmark.
Opholds- og arbejdstilladelse

Hvis du er statsborger i et nordisk land, kan du frit rejse til Danmark for at opholde dig og arbejde. Du behøver hverken have visum, opholdstilladelse eller arbejdstilladelse.

Flyttegods

Hvis du flytter fra et EU-land til Danmark, kan du frit tage flyttegods med. Du skal dog være opmærksom på at der gælder særlige regler for at indføre vin, spiritus og cigaretter. Hvis du indfører mere end der er tilladt at indføre toldfrit, skal du kontakte Toldstyrelsen. 

Flytter du fra Island eller Norge, bør du kontakte Toldstyrelsen for nærmere information.

Folkeregistrering

Hvis du er statsborger i et nordisk land, et EU-land, et EØS-land eller Schweiz, har du ret til at blive folkeregistreret i Danmark hvis du skal opholde dig i landet i mere end tre måneder, og du har pligt til at blive folkeregistreret hvis du skal opholde dig i Danmark i mere end seks måneder. Det samme gælder hvis du flytter til Danmark fra et andet nordisk land, uanset dit statsborgerskab. Du skal melde flytning til din kommune senest fem dage efter du er flyttet til Danmark.

Bemærk at du i nogle lande også skal melde flytning til folkeregistret i det land du flytter fra.

MitID

MitID er borgernes login til digitale selvbetjeningsløsninger i Danmark. Du kan bestille MitID på borger.dk, via din bank eller ved at henvende dig personligt til Borgerservice i din kommune.

NemKonto

For at kunne få penge fra det offentlige, for eksempel overskydende skat, pension, løn fra offentlige arbejdsgivere eller familieydelser, skal en af dine bankkonti være en en “NemKonto”. Du kan gøre en af dine bankkonti til en NemKonto på borger.dk. Din NemKonto kan være i en udenlandsk bank.

Eftersendelse af post

Du skal kontakte postvæsenet i det land du flytter fra, for at høre nærmere om dine muligheder for at din post kan blive eftersendt til din nye adresse i Danmark.

Bolig

Der er flere forskellige boligformer i Danmark, og der er visse begrænsninger af hvem der har ret til at eje fast ejendom i Danmark.

Bil

Hvis du har bil, skal den skal inden 30 dage indregistreres i Danmark.

Kørekort

Hvis du har et kørekort der er udstedt på Færøerne, i et EU-land eller et EØS-land, kan du bruge det i Danmark. Du kan vælge at få det byttet til et dansk EU-kørekort uden at komme til kontrollerende køreprøve, hvis du har bopæl i Danmark. 

Hvis du har et grønlandsk kørekort, kan du bruge det i op til 90 dage. Herefter kan du ombytte dit grønlandske kørekort til et dansk hvis du aflægger en kontrollerende køreprøve.
 

Skat

Efter at du er tilmeldt folkeregistret Danmark, bør du ringe til Skattestyrelsen på (+45) 72 22 28 92. Skattestyrelsen udarbejder så et skattekort til dig. Du skal vide hvor meget du skal tjene, og hvilke andre indkomster og fradrag du regner med at få.

Du bør som hovedregel også orientere skattemyndighederne i det land du flytter fra, om at du flytter.

Du kan finde information om skat i Norden på Nordisk eTax, som er et samarbejde mellem skattemyndighederne i de nordiske lande.

Social sikring

Hvilket land du er socialt sikret i har betydning for hvilke lands regler der gælder for pension, arbejdsløshedsforsikring, sygedagpenge, familieydelser, barselsorlov med mere. Som hovedregel er du socialt sikret i det land hvor du arbejder. Hvis ikke du er i arbejde, er du som hovedregel socialt sikret i det land hvor du bor. Der findes dog mange særlige situationer. Du bør derfor kontakte myndighederne i det lande som du bor, arbejder eller studerer i, hvis du er i tvivl.

Pension

Hvis du modtager pension fra et andet nordisk land, bør du kontakte pensionsmyndigheden for at høre om hvad du kan få udbetalt hvis du flytter til Danmark. Du bør desuden tjekke reglerne for beskatning af pensionen, både i det land du flytter fra, og i Danmark. Det kan du gøre på Nordisk eTax, som er et samarbejde mellem skattemyndighederne i de nordiske lande.

Hvis du har en pensionsopsparing i et andet land, bør du kontakte dit pensionsselskab for nærmere oplysninger om hvordan den bliver påvirket af at du flytter til Danmark.

I Danmark optjener du ret til danske sociale pensioner (førtidspension og folkepension)  mens du er socialt sikret i Danmark.

 

A-kasse

Hvis du er socialt sikret i Danmark, gælder de danske regler for arbejdsløshedsforsikring. Hvis du ønsker at være arbejdsløshedsforsikret og optjene ret til danske arbejdsløshedsdagpenge, skal du melde dig ind i en dansk a-kasse. Du skal gøre det inden otte uger hvis du ønsker at kunne medregne forsikringsperioder fra andre nordiske lande eller EU-/EØS-lande.

Sundhedsydelser og sundhedskort

Når du bliver folkeregistreret i Danmark, får du sundhedskort der dokumenterer at du har ret til sundhedsydelser i Danmark. Hvis du er socialt sikret i Danmark, skal du søge om det europæiske sundhedskort (EHIC) i Danmark.

Forsikring

Visse forsikringer er lovpligtige i Danmark.

Kæledyr

Hvis du har hund, skal du have en hundeansvarsforsikring. Visse hunderacer er forbudt i Danmark. 

Skole og børnepasning

I Danmark har kommunerne ansvar for skoler og daginstitutioner. Du skal kontakte den kommune du flytter til for nærmere oplysning om børnepasning og skolegang.

Stemmeret

Hvis du har fast bopæl i Danmark kan du stemme ved danske kommunal- og regionalvalg i Danmark hvis du er statsborger i et EU-land eller i et nordisk land. Hvis du er statsborger i et EU-land og bor i Danmark, kan du stemme ved europaparlamentsvalg i Danmark hvis ikke du samtidig stemmer i dit hjemland. For at kunne stemme til Folketingsvalg skal du være dansk statsborger og bo fast i Danmark.
 

Hvad skal du tænke på i det land du flytter fra?
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.