Rejse med hund eller kat til Grønland

En liten hund i Ilulissat
Photographer
Silje Bergum Kinsten/norden.org
Der gør sig en del gældende, hvis du vil have dit kæledyr med, når du flytter til Grønland. Læs her om hvordan du tager hund eller kat med.

For at indføre kæle- og selskabsdyr til Grønland er det nødvendigt med en indførselstilladelse fra Grønlands Repræsentation i København. Ved indførsel af hund eller kat skal du dog først sende en ansøgning til den kommune, du planlægger at flytte til. Hver kommune har egne hunde- og kattevedtægter, og du skal derfor have en skriftlig tilladelse fra kommunen. Skal du flytte fra én grønlandsk kommune til en anden, skal du igen have en skriftlig tilladelse fra den kommune, du flytter til.

Når din ansøgning er bekræftet af kommunen, skal du sende bekræftelsen med relevante attester til Grønlands Repræsentation i København, som så udsteder en indførselstilladelse.

Samme procedure gælder ved genindførsel af en hund eller kat efter ophold i udlandet.

Din ansøgning skal vedlægges relevante attester, som kan hentes via Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Hvis dit dyr har et EU Selskabsdyrspas inden du flytter til Grønland, vil det gøre være lettere for dig at få din hund eller kat med tilbage til Danmark, f.eks. når du skal på ferie.

Regler for hundehold i Grønland

Det er ikke tilladt at indføre hunde nord for polarcirklen, det vil sige nord for bygden Kangaamiut og i Østgrønland. Det skyldes den erhvervsmæssige brug af slædehundehold. Man kan dog søge om dispensation hos Grønlands Selvstyres Veterinær- og Fødevaremyndighed, hvis der er tale om en slæde-, politi- eller hjælpehund.

Det er tilladt at indføre hund til den sydlige del af Vestgrønland, det vil sige Nanortalik til og med bygden Kangaamiut.

Bemærk

  • På fåreholdersteder er det kun tilladt at holde hunde af racen Border Collie, Kelpie eller krydsninger deraf.
  • Det er forbudt at indføre kamp -og muskelhunde til Grønland.

Dokumenter

Indsend følgende dokumenter til den kommune du flytter til. Når kommunen har bekræftet din ansøgning, sender du samtlige dokumenter til Grønlands Repræsentation:

  • Ansøgning
  • Rabiesattest – hvalpe under 3 måneder behøver ingen vaccination, hvis der er dokumentation for, at moren har været rabiesvaccineret før hvalpenes fødsel
  • Vaccinationsattest
  • Sundhedsattest og ejererklæring

Hvis din hund er en tæve

  • Dokumentation for at din hund er steriliseret. Du kan søge om dispensation hos Grønlands Veterinær- og Fødevaremyndighed, hvis din hund skal være i Grønland under 3 måneder.

Der er ingen formmæssige krav til ansøgningen, du skal blot sende et brev eller en mail vedlagt de relevante attester, som kan hentes via Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Regler for katte i Grønland

Indsend følgende dokumenter til den kommune du flytter til. Når kommunen har bekræftet din ansøgning, sender du samtlige dokumenter til Grønlands Repræsentation :

  • Ansøgning
  • Rabiestest - killinger under 3 måneder behøver ingen vaccination, hvis der er dokumentation for, at moren har været rabiesvaccineret før killingernes fødsel
  • Sundhedsattest
  • Ejererklæring
  • Dokumentation for at din kat er steriliseret eller kastreret

Der er ingen formmæssige krav til ansøgningen. Du skal blot sende et brev eller en mail vedlagt de relevante attester, som kan hentes via Fødevarestyrelsens hjemmeside.

Ved indførsel af andre dyr

For at indføre andre dyr end hunde og katte, bør du kontakte Fødevarestyrelsen samt Grønlands Repræsentation i Danmark. 

 

Selve rejsen til Grønland

Du skal kontakte Air Greenland i god tid før afrejse, så dit kæle- og selskabsdyr kan blive tilknyttet din booking. Her skal du oplyse hvilket dyr, du ønsker at tage med, målene på transporttasken/-kassen samt den samlede vægt. Husk at medbringe indførselstilladelsen fra Grønlands Repræsentation ved check-in ellers kan dit kæle-/selskabsdyr nægtes videre rejse. Du vil også blive bedt om at udfylde Air Greenlands egen formular for transport af dyr.

Prisen for transport svarer til taksten for overvægt, både for dyret og transporttaske/–kasse. Vægten kan ikke inkluderes i antal kilo for tilladt bagage.

Yderligere regler for transport under rejsen kan læses på Air Greenlands hjemmeside, hvor du også finder transportformularen.

Dyrlæger i Grønland

Når du tager et kæle-/selskabsdyr med til Grønland, skal du være opmærksom på, at ikke alle byer/bygder har dyrlæge. For information om dyrlæger i Grønland, skal du kontakt Veterinær- og Fødevaremyndigheden i Grønland.

Mere information

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.