Køb af varer og tjenester i Norge

Kjøp av varer og tjenester i Norge
Her får du information om internetadgang, telefoni og leverandører af el i Norge.

Hvis du skal tegne et telefon-, internet- eller elabonnement i Norge, kræver mange selskaber, at du har et norsk personnummer (fødselsnummer). Henvend dig alligevel personligt til en leverandør af de tjenester, du ønsker, og forhør dig om deres praksis, og hvilke muligheder der findes for kunder, som ikke er folkeregistreret i Norge.

Mobil- og bredbåndsabonnement

Taletidskort (kontantkort) er et alternativ til et abonnement for personer uden et norsk personnummer. Køb af et taletidskort kræver ikke et norsk personnummer, eller at du er folkeregistreret i Norge. På denne måde betaler du for dit forbrug på forhånd. Taletidskort kan købes på mobilselskabernes hjemmesider eller i kiosker og på tankstationer.

    Tv-licens

    Fra og med 1. januar 2020 finansieres Norsk rikskringkasting (NRK) via statsbudgettet. Man betaler derfor ikke længere licens til NRK.

    El- og netabonnement

    Som elforbruger i Norge kan du frit vælge både elleverandør og aftaletype med henblik på at få el i din bolig. Du skal også have et netabonnement for at kunne modtage el i din bolig. Du kan ikke selv vælge din netleverandør. Du skal derimod bruge den leverandør, som er tilknyttet din adresse. 

    Du behøver ikke at være folkeregistreret i Norge for at oprette et el- og netabonnement. Hvis du ikke er folkeregistreret i Norge, kan elleverandøren kræve, at du fremviser en lønseddel eller anden dokumentation for din indtægt.

    Kontakt den elleverandør, som du ønsker at bruge, når du skal oprette et elabonnement. Elleverandøren kontakter herefter netleverandøren på dine vegne.

    Det er vigtigt at huske at opsige abonnementerne, hvis du skal flytte, således at du ikke kommer til at betale for el og netleje for senere beboere. Du kan opsige el- og netabonnementet ved at sende opsigelsen til netleverandøren. Aftalen skal opsiges 14 dage før flytningen, hvis du vil undgå at betale for forbrug efter flytningen. Hvis du glemmer at opsige aftalen, kan du holdes ansvarlig for forbruget, indtil der er indgået en aftale med den nye beboer, eller indtil netselskabet aflæser måleren.

    Spørgsmål og problemer ved køb

    I Norge kan du kontakte Forbrukerrådet, hvis du har spørgsmål vedrørende forbrug, køb af varer og tjenester samt klager. Forbrukerrådet er en interesseorganisation for alle forbrugere af varer og tjenester i Norge. Forbrukerrådet behandler også klagesager mellem forbrugere og leverandører af varer og tjenester. 

    Hvis du har handlet på tværs af landegrænserne i Europa, kan det være nyttigt at se nærmere på netstedet ForbrukerEuropa. Det er Forbrukerrådets egen sektion om forbrug på tværs af de europæiske landegrænser.

    Kontakt myndighed
    Spørg Info Norden

    Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

    OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

    Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.