Svenske børnepenge

Svenske børnepenge
Læs om dine rettigheder som børnefamilie, herunder svenske børnepenge og søskendetilskud. Opdag hvordan ydelserne udbetales, samt hvilke regler der gælder, når du bor eller arbejder i et andet nordisk land.

Børnefamilier der bor og er socialt sikrede i Sverige, er berettigede til en økonomisk ydelse. I Sverige består ydelsen af børnepenge der kaldes for ”barnbidrag” og et søskendetilskud der kaldes for ”flerbarnstillägg” på svensk. Selv familier, der bor i et andet nordisk land, kan have ret til børnepenge og andre familiemæssige ydelser i Sverige, hvis en eller begge forældre arbejder eller har pension i Sverige.

Hvad er børnepenge i Sverige?

Børnepenge (barnbidrag) er en økonomisk støtte der udbetales til forældre der bor og har børn i Sverige. Har du to eller flere børn som du modtager børnepenge for, får du automatisk også et søskendetilskud (flerbarnstillägg).

Søskendetilskudet er et tilskud til børnepengene, der giver familier med mere end et barn ekstra økonomisk kompensation da udgifterne normalt er større når du har flere børn. Størrelsen på de svenske børnepenge og på det svenske søskendetilskud afhænger af hvor mange børn du har.

Har du ret til børnepenge og søskendetilskud i Sverige?

Du modtager børnepenge hvis du er social sikret i Sverige og er værge til børn der er under 16 år. At være social sikret i et land, betyder at det er dét lands regler der afgør om du har ret til sociale sikringsydelser.

Du behøver ikke arbejde for at modtage børnepenge til dit barn. Du modtager børnepenge selvom du er jobsøgende eller studerende.

Hvis du arbejder i Sverige og er værge for børn i et andet nordisk land, kan du have ret til børnepenge fra Sverige. Hvis begge forældre arbejder i hvert sit land, kan de have ret til børnepenge fra begge lande. Først og fremmest er det det land hvor barnet bor der skal udbetale børnepenge til barnet.

Hvornår udbetales børnepenge i Sverige?

Børnepengene og søskendetilskudet udbetales normalt den 20. i hver måned. Hvis den 20. er en offentlig helligdag eller en lørdag eller søndag, udbetales pengene dagen før.

Hvem udbetales børnepenge til i Sverige?

Børnepenge (barnbidrag) og søskendetilskud (flerbarnstillägg) udbetales til forældre, der bor og har børn i Sverige. Forældrene behøver ikke ansøge om bidraget og modtager det indtil det kvartal, hvor barnet fylder 16 år.

Hvis barnet er født den 1. marts 2014 eller senere, deles børnepengene og søskendetilskudet mellem forældrene, hvis de har fælles forældremyndighed.

For ældre børn udbetales bidraget kun til den ene forælder. Hvis du ønsker at dele betalingen eller ændre, hvem der skal modtage bidraget, kan du gå ind på Försäkringskassans webside og foretage ændringen.

Hvis du har eneforældremyndighed, modtager du hele bidraget.

Hvor meget kan du få i børnepenge og søskendetilskud i Sverige?

Du kan finde de aktuelle satser for børnepenge og søskendetilskud i Sverige på Försäkringskassans webside.

Du betaler ikke skat af børnepenge eller af søskendetilskud.

Hvordan ansøger du om børnepenge i Sverige?

Hvis du flytter til Sverige med børn under 16 år, skal du give oplysninger til Försäkringskassan for at kunne få børnepenge. Dette gør du, når du er blevet folkeregistreret i Sverige.

Hvis du har ret til børnepenge, udbetales det, når du er folkeregistreret i Sverige. Du modtager også et søskendetilskud (flerbarnstillägget) hver måned. Det er et tillæg hvis du har flere børn.

Hvis nogen i familien flytter til eller begynder at arbejde i et andet EU-/EØS-land eller i Schweiz, skal du kontakte Försäkringskassan for information om, hvordan det påvirker børnepengene.

På Försäkringskassans webside finder du information om, hvordan du giver oplysninger for at få børnebidrag, samt hvad der gælder, hvis du flytter til eller begynder at arbejde i et andet land.

Hvilket land skal udbetale børnepenge, når barnets forældre er socialt sikrede i forskellige lande?

EU/EØS-reglerne indeholder særlige regler for samordning af familieydelser hvis I som forældre eller jeres barn er socialt sikret i forskellige nordiske lande.

Som regel er det bopælslandet, der udbetaler børnepenge, forudsat at en af forældrene også arbejder der. Hvis begge forældre arbejder i et andet nordisk land, men bor med familien i Sverige, er det primært arbejdslandet, der udbetaler børnepengene.

Familien bor i Sverige og begge forældre arbejder i et andet nordisk land

Hvis I er bosatte i Sverige med jeres barn og I begge to arbejder i et andet nordisk land, er det arbejdslandet der skal udbetale børnepenge.

Familien bor i Sverige og en forælder arbejder i Sverige og den anden arbejder i udlandet

Hvis I er bosatte i Sverige med jeres barn og den ene forælder arbejder i Sverige mens den anden forælder arbejder i et andet nordisk land, er hovedreglen at det er Sverige, hvor barnet bor, der skal udbetale børnepenge.

Hvis ydelserne fra det andet land overstiger det svenske beløb, skal det andet nordiske lands socialsikringsmyndighed udbetale et tillæg der modsvarer det mellemliggende beløb. Du skal kontakte socialsikringsmyndigheden i det land hvor barnet er bosat for nærmere information om hvordan du skal ansøge om tillægsbeløbet.

Familien bor i Sverige og kun en forælder er i arbejde, og arbejder i udlandet

Hvis forælderen der bor i Sverige ikke arbejder, har jeres familie som udgangspunkt ret til børnepenge eller tilsvarende ydelser samt andre familieydelser fra det nordiske land hvor den anden forælder arbejder.

Familien bor i udlandet, og den ene forælder arbejder i det pågældende land, mens den anden forælder arbejder i Sverige

Hvis familien bor i et andet nordisk land, og den ene forælder arbejder i bopælslandet, mens den anden forælder arbejder i Sverige, er det normalt bopælslandet, der skal udbetale børnepenge. 

Familien bor i udlandet, og kun den ene forælder arbejder, og gør det i Sverige

Hvis det kun er en forælder der er i arbejde og denne arbejder i Sverige, er det Sverige der skal udbetale børnepenge.

Familien bor i udlandet og begge forældre arbejder i Sverige

Hvis begge forældre arbejder i Sverige, er det Sverige, der skal udbetale børnepenge.

Har du ret til børnepenge hvis du flytter fra Sverige?

Hvis du flytter fra Sverige til udlandet, har du som regel ikke længere ret til svensk børnepenge (barnbidrag) og søskendetilskud (flerbarnstillägg). Dog er visse personer berettiget til børnepenge, selvom opholdet i udlandet varer længere end seks måneder.

Du skal informere Försäkringskassan, hvis du eller dit barn skal bo i udlandet i mere end seks måneder eller opholde sig i udlandet gentagne gange i kortere perioder i mere end seks måneder. Hvis du glemmer det og modtager penge, du ikke har ret til, kan du blive pålagt at tilbagebetale beløbet. Du kan også blive anmeldt for mistanke om bidragsbedrageri.

Hvem skal du kontakte hvis du har spørgsmål?

Du kan ringe til Försäkringskassans kontaktcenter +46 (0)771-524 524 eller gå ind på Försäkringskassans webside hvis du har spørgsmål om hvad der gælder for dig og dit barn.

Mere information

Kontakt myndighed
Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.