Videregående uddannelse i Finland

Korkea-asteen koulutus Suomessa
Her kan du læse om universiteter og professionshøjskoler, og om hvordan du søger om optagelse på en videregående uddannelse i Finland Du kan også læse om den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse, som sikrer, at de studier, du har gennemført, bliver anerkendt i de nordiske lande.

I Finland kan du få en videregående uddannelse på professionshøjskoler eller universiteter. Undervisningen tilbydes på både finsk, svensk og engelsk.

Du søger om optagelse på netstedet Studieinfo. Her kan du også finde yderligere information om uddannelsesmuligheder på forskellige uddannelsesniveauer.

Her finder du information om videregående uddannelse, ansøgning om optagelse, udvekslingsophold samt andre relevante forhold. Hvis du er interesseret i videregående uddannelse på Åland, kan du finde information på siden Guide: studere på Åland.

Professionshøjskoler

På professionshøjskolerne planlægges studierne ud fra arbejdslivets behov. Professionshøjskolerne tilbyder praktisk orienterede videregående uddannelser, typisk inden for mange forskellige fagområder. Man kan optages på en professionshøjskole, hvis man har en studentereksamen eller en eksamen fra en erhvervsuddannelse. Undervisningen er som regel mere skolelignende end på universiteterne og indeholder 5 måneders praktik. Du finder information om de anvendte karakterskalaer på siden Karakterskalaer i Finland.

Studier, som fører til en eksamen på en professionshøjskole, er gratis for borgere fra EU-/EØS-lande og Schweiz. Borgere fra andre lande skal eventuelt betale en årsafgift.

De fleste finske professionshøjskoler er finsksprogede, men der findes også svensksprogede professionshøjskoler. Desuden arrangerer mange professionshøjskoler engelsksprogede undervisningsforløb. Professionshøjskolerne fastsætter selv deres krav om sprogfærdigheder, så du skal henvende dig til den enkelte uddannelsesinstitution for at finde ud af, hvordan du kan dokumentere dine sprogfærdigheder.

Det tager 3,5-4,5 år at gennemføre grunduddannelsen på en professionshøjskole, og den omfatter en praktikperiode på et semester. Det er desuden muligt at gennemføre overbygningsuddannelsen på en professionshøjskole, når man har bestået grunduddannelsen og derefter været erhvervsaktiv inden for den pågældende branche i mindst to år. Gennemførelsen af overbygningen på professionshøjskolen er normeret til 1-1½ års fuldtidsstudier.

Du kan læse mere om eksamen på professionshøjskoler på Studieinfo.

Universiteter

Undervisningen på universitetet tager udgangspunkt i videnskabelig eller kunstnerisk forskning. Universitetsstudier udvikler de studerendes evne til videnskabelig tænkning. En universitetseksamen består som regel af et hovedfag og et sidefag, sprog- og kommunikationsstudier, praktik og opgaveskrivning. Du finder information om de anvendte karakterskalaer på siden Karakterskalaer i Finland.

Grunduddannelsen (bachelorgraden) tager 3 år og overbygningsuddannelsen (kandidatgraden) tager 2 år. På de fleste uddannelser skal bachelor- og kandidatuddannelsen gennemføres på maksimalt syv år. Efter at have bestået kandidatuddannelsen er det muligt at søge ind på en forskeruddannelse, som fører til en doktor- eller licentiatgrad.

Universiteterne er et- eller tosprogede (finsk og/eller svensk). Desuden foregår en stor del af undervisningen og forskningen på engelsk.

Studier på et universitet er gratis for borgere fra EU-/EØS-lande og Schweiz. Borgere fra andre lande skal eventuelt betale en årsafgift. Det er obligatorisk for studerende på både grunduddannelsen og overbygningsuddannelsen at være medlem af studenterforeningen, som opkræver en medlemsafgift.

Du kan læse mere om universitetsstudier på Studieinfo.

Ansøgning til videregående uddannelser

Du kan søge om optagelse på finsk- og svensksprogede professionshøjskoler og universiteter om foråret og om efteråret via den fælles digitale ansøgning på Studieinfo. Nogle uddannelser i fremmedsprog optager studerende i januar. Du kan læse mere på Studieinfos sider.

De fleste kandidatuddannelser (især de engelsksprogede) er ikke med i den fælles ansøgning. Man skal i stedet søge om optagelse direkte hos det pågældende universitet. Læs mere om engelsksprogede studieprogrammer på StudyinFinland.fi

Den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse sikrer alle nordiske statsborgere muligheden for at tage en højere uddannelse i et andet nordisk land på samme eller tilsvarende vilkår som borgerne i det pågældende land. Du kan dermed søge om optagelse på en professionshøjskole eller et universitet via det samme system som finske ansøgere.

Ansøgning til professionshøjskoler

De fleste studerende, som søger om optagelse på en uddannelse, der fører til en lavere professionshøjskoleeksamen, bliver optaget på baggrund af erhvervsorienteret grundeksamen eller en studentereksamen og dermed på baggrund af karakterer. Resten af de studerende udvælges efter en optagelsesprøve.

Hvis du har gennemført en ungdomsuddannelse i udlandet, som ikke er en europæisk studentereksamen (European Baccalaureate, EB) eller en international studentereksamen (International Baccalaureate), kan du ikke søge om optagelse på et finsk universitet på grundlag af dine karakterer. Du kan derimod blive optaget på baggrund af en optagelsesprøve.

Du kan også søge om optagelse på en uddannelse, som fører til en højere professionshøjskoleeksamen, gennem den fælles ansøgning.

Ansøgning til universiteter

De fleste studerende, som søger om optagelse på universiteterne, optages på baggrund af en studentereksamen og dermed på baggrund af karakterer. Resten af de studerende udvælges efter en optagelsesprøve eller en anden udvælgelsesform, for eksempel via åbent universitet ("Öpuleden")

Hvis du har gennemført en ungdomsuddannelse i udlandet, som ikke er en europæisk studentereksamen (European Baccalaureate, EB) eller en international studentereksamen (International Baccalaureate), kan du ikke søge om optagelse på et finsk universitet på grundlag af dine karakterer. Du kan derimod blive optaget på baggrund af en optagelsesprøve.

Hvis du bliver optaget på en uddannelse, som fører til en lavere eksamen på et universitet, har du normalt også ret til at læse videre til en højere eksamen. Forskeruddannelser er ikke en del af den fælles ansøgning. Man søger derimod direkte hos det universitet, som tilbyder uddannelsen. Læs mere hos Studieinfo.

Andet

Hvis du har gennemført en ungdomsuddannelse i udlandet, skal du vedlægge en kopi af dit eksamensbevis til din ansøgning. Hvis dit eksamensbevis er på et andet sprog end finsk, svensk eller engelsk, skal du også vedlægge en officiel oversættelse af eksamensbeviset på finsk, svensk eller engelsk.

Uddannelsesinstitutionerne definerer selv deres udvælgelseskriterier, og de kan varierer mellem de enkelte skoler og uddannelser. Nogle uddannelser har branchespecifikke begrænsninger. For at blive optaget på bestemte uddannelser, skal den studerende i kraft af sit helbred og sin funktionsevne kunne udføre de praktiske opgaver, som er knyttet til studierne I visse tilfælde skal den studerende kunne fremvise en ren narkotest eller straffeattest. Du kan finde de branchespecifikke begrænsninger i uddannelsesbeskrivelsen for den pågældende uddannelse.

Bemærk, at der ikke nødvendigvis udsendes en særlig invitation til optagelsesprøverne, og derfor skal man selv finde ud af, hvor og hvornår denne afholdes. Som regel er det let at finde oplysningerne på universiteternes og professionshøjskolernes netsteder.

Vil du på udvekslingsophold i Finland eller fra Finland til udlandet?

Som studerende på en videregående uddannelse har du mulighed for at tage en del af din uddannelse i udlandet. Som regel søger man om udveksling via sin egen uddannelsesinstitution. De mest kendte udvekslingsprogrammer er Erasmus+ og Nordplus. Du kan få uddannelsesstøtte under dit udvekslingsophold, og det kan også være muligt at få et stipendium til udvekslingsopholdet fra din egen uddannelsesinstitution. Et udvekslingsophold varer som regel et eller to semestre. Du kan få mere at vide om udvekslingsophold på din uddannelsesinstitution eller på siden Maailmalle.net.

Efter udvekslingsopholdet skal du søge om meritoverførsel af de gennemførte studier. Du kan få yderligere information hos din uddannelsesinstitution.

Godt at vide om at studere i Finland

Hvis du kommer til Finland for at studere, er det også godt at være orienteret om studieboliger, uddannelsesstøtte, skat, praktik, behandlingssystemet, social sikring samt studierabatter i Finland. Du kan læse mere om dette på siden Guide: studere i Finland.

Akademisk anerkendelse af eksamener

Uddannelsesinstitutionerne tager selv beslutning om, hvorvidt de kan anerkende uddannelser, som er gennemført i udlandet. Den nordiske overenskomst om adgang til videregående uddannelse er en garanti for den gensidige anerkendelse af studier på de videregående uddannelser i Norden.

Information om erhvervsmæssig anerkendelse af uddannelse, hvor en person med en udenlandsk uddannelse har brug for en særlig godkendelse af uddannelsen eller en autorisation, finder du i afsnittet "Erhvervsmæssig anerkendelse af udenlandske uddannelser i Finland".

Akademisk anerkendelse af udenlandske uddannelser i Finland

Uddannelsesinstitutionerne tager selv beslutning om anerkendelse af uddannelser, som er gennemført i udlandet som en del af en finsk uddannelse. Det er en god idé på forhånd at undersøge, hvilke dokumenter de højere læreanstalter i Finland kræver i forbindelse med meritoverførsel.

Du finder yderligere information om anerkendelse af udenlandske eksamener på Utbildningsstyrelsens netsted. Du kan læse mere om engelsksprogede uddannelsesprogrammer på netstedet StudyinFinland.

Akademisk anerkendelse af finske uddannelser i udlandet

Det internationale princip i forbindelse med anerkendelse af uddannelser er, at den modtagende part foretager en vurdering af den udenlandske uddannelses niveau og de kompetencer, som den pågældende eksamen medfører. 

Du kan også søge om en særlig udtalelse fra Utbildningsstyrelsen. Utbildningsstyrelsen udarbejder mod betaling ekspertudtalelser om finske uddannelser med henblik på brug i internationale sammenhænge. Udtalelsen kan gives for gennemførte uddannelser som indgår i Finlands officielle eksamensstruktur.

Du kan læse mere på Utbildningsstyrelsens netsted.

Videregående uddannelse i de andre nordiske lande

På de følgende sider finder du information om videregående uddannelser i de andre nordiske lande.

Yderligere information

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.