Nordisk Ministerråds formandskab 2021

Sammen er vi stærkere og klogere end hver for sig. Sådan lyder en af grundteserne i Finlands program for formandskabet i Nordisk Ministerråd 2021.

Finlands formandskabsprogram tager udgangspunkt i visionen for det nordiske samarbejde, som siger, at Norden skal blive verdens mest integrerede og bæredygtige region. Programmet for 2021 trækker retningslinjerne op for et aktivt samarbejde med henblik på at skabe et grønnere, mere konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden.

Covid-19-pandemien kommer også til at præge 2021, og den skaber nye udfordringer for samarbejdet. Finland har fokus på at løse disse udfordringer i det kommende år.

– Pandemien er et eksempel på, at vi ikke kan løse globale udfordringer alene. Det er fornuftigt at samarbejde om at finde måder, hvorpå vi kan forberede os på kommende kriser. Derfor vil Finland styrke samarbejdet – også inden for forsyningssikkerhed og beredskab, siger Finlands statsminister, Sanna Marin.

Der er også noget at fejre i året, der kommer. Nordisk Ministerråd fylder 50 år, og Ålands selvstyre fejrer sit 100-års jubilæum i 2021-22.