Nordisk Råds historie

Session
Photographer
Johannes Jansson/norden.org
Efter Anden Verdenskrig arbejdede datidens politikere for et stærkere internationalt samarbejde. Det var i den periode FN blev dannet, Europarådet skabt og de første skridt mod EU taget. Samtidig var der mange drøftelser om et langt tættere nordisk samarbejde. Nordisk Råd blev dannet i 1952 som et resultat af disse.
Efter 1989

Samarbejdet med Baltikum og Nordvestrusland udvides og styrkes

Blot fem dage efter Berlinmurens fald talte Nordisk Råds præsident Karin Söder på Nordisk Råds ekstrasession om Europapolitik i Mariehamn på Åland 14.november 1989:

”Medan vi samlas här ljuder ropen på frihet och demokrati allt högre i de europeiska grannländerna där det hittills varit rätt sparsamt med den varan. Dessa rop på stöd från oss bättra lottade nordliga demokratier (…) Nordiska rådet kan inte förbli en ren åskådare inför denna proces”.

Nordisk Råd nøjedes da heller ikke med at være tilskuere. Allerede i 1990 – altså inden Sovjetunionens opløsning og de baltiske landes genvundne selvstændighed – blev der taget kontakt til politikere i Baltikum.

Allerede i september 1989 havde forhenværende statsminister Anker Jørgensen fra Danmark foreslået, at en lille gruppe parlamentarikere fra Nordisk Råd skulle rejse til disse lande for at drøfte miljøspørgsmål. Det endte med, at fem parlamentarikere rejste til såvel Moskva som de baltiske hovedstæder i oktober 1990.

Efter et møde i Moskva på denne rejse, noterede sekretæren for den danske delegation til Nordisk Råd:

”De konservative kræfter er ret stærke for tiden, selv om de ikke rummer andre ideer, end at man skal blive i det gamle system”.

Men der var andre kræfter, som ønskede systemskifte.

Ved Nordisk Råds session i København i slutningen af februar 1991 deltog repræsentanter fra de baltiske republikker, der måneden før havde oplevet dramatiske scener i Vilnius og Riga.

Efter selvstændigheden fik Nordisk Råd et tæt samarbejde med den nye søsterorganisation Baltisk Forsamling.

Efterhånden blev der også et tættere samarbejde med russiske parlamentarikere.

I 1996 flyttede Nordisk Råds sekretariat fra Stockholm til København til samme adresse som Nordisk Ministerråds sekretariat.

Samarbejdet udvikler sig fortsat og Nordisk Råd har skabt kontakter til politikere i mange lande udenfor Norden.

Fra 2007 har der således været kontakt til såvel opposition som regering i Belarus (Hviderusland).

1972-1989

Danmark indtræder i EF, men samtidig styrkes det nordiske samarbejde

Den danske statsminister Jens Otto Krag skrev let bittert i sin dagbog 18.februar 1972 om Nordisk Råds session i Helsingfors – to år efter Nordek var blevet vedtaget for kort efter at blive dødsdømt:

”Jeg har deltaget i alle sessioner undtagen to eller tre. Vi fløj herop, hele flyet stopfyldt med danske deltagere. I alt er vi cirka 90. Antallet stiger hvert år svarende til, at vedtagelsernes vægt daler”.

Et år efter var Danmark blevet medlem af EF, og en del frygtede, at det ville blive afslutningen på det nordiske samarbejde.

Men der kom nye impulser ved oprettelsen af det mere forpligtende regeringssamarbejde i Nordisk Ministerråd.

Nordisk Råd fik samtidig et præsidiesekretariat i Stockholm fra 1971. Fra 1973 kom der også partigrupperinger i Nordisk Råd som supplement til organiseringen i nationale delegationer.

Beslutningen om at oprette Nordisk Investeringsbank medførte for første gang en ekstra session for Nordisk Råd i november 1975. Nordisk Investeringsbank fik hovedsæde i Helsingfors i Finland.

På Nordisk Råds session i København i 1976 talte Marjatta Stenius fra Finland på finsk, hvad der på det tidspunkt var imod forretningsordenen. Men det fik i 1977 den effekt, at der for fremtiden blev indført simultantolkning.

I slutningen af april 1986 skete der en voldsom ulykke på atomkraftværket i Tjernobyl i den nordlige del af Ukraine. Katastrofen forstærkede fokus på miljøproblemer også i det nordiske samarbejde.

Nordisk Råd afholdt den første af to store miljøkonferencer i Sverige i september 1986 med deltagelse fra en række lande i Øst- og Vesteuropa. Her var temaet luftforurening.

Havmiljøet var i fokus på den næste konference i Danmark i oktober 1989 og siden har der været stort fokus på miljøet i det nordiske samarbejde.

1953-1971

Finland kommer med og de første fællesnordiske rettigheder indføres

Nordisk Råds første session blev afholdt 13. februar 1953 på Christiansborg i Danmark.

Den forhenværende (og kommende) danske statsminister Hans Hedtoft, der var kommet med forslaget, blev valgt som den første præsident.

Finland kom først med i 1955, da der var kommet tøbrud i nabolandet Sovjetunionen efter Stalins død.

Selv om Finland ikke formelt var med de første år, så indeholdt vedtægterne en bestemmelse om at repræsentanter for Finlands regering og parlament kunne deltage, hvis de ønskede det.

Dette ønske blev udtalt den 28. oktober 1955, hvor den finske Riksdag enstemmigt vedtog et forslag fra regeringen om Finlands medlemskab.

Ved åbningen af 4.session i København 27. januar 1956 udtalte Rådets præsident, professor Bertil Ohlin fra Sverige:

"Vi har känt det som om en stol stod tom, när inte Finland var med (...) Först nu är vår nordiska krets fulltalig".

Det fælles nordiske arbejdsmarked trådte i kraft den 2. juli 1954. Det blev en forløber for det indre marked i EU med fri bevægelighed for arbejdstagere.

Størst betydning fik det nok for Finland, der fortsat var hårdt mærket af først krig og siden betaling af store krigsskadeerstatninger til Sovjetunionen.

I 1952 blev der indført pasfrihed ved rejse mellem de nordiske lande, og i 1958 blev der etableret en mere omfattende nordisk pasunion – en forløber for nutidens Schengensamarbejde.

Det blev langt lettere som nordbo at rejse til de nordiske nabolande.

I 1955 trådte en nordisk konvention om social tryghed i kraft.

Der havde sideløbende været forhandlinger om toldunion eller fællesmarked både på nordisk og på europæisk niveau, men i juli 1959 blev de nordiske regeringer enige om at stryge disse planer fra den nordiske dagsorden.

Ti dage senere samledes Danmark, Norge og Sverige om EFTA. Finland blev associeret medlem i 1961. Snart søgte Danmark og Norge også medlemskab i EF.

Den forandrede situation med EFTA og nogle nordiske landes første forsøg på at komme med i EF var med til at fremskynde ønsket om en fast traktat om det nordiske samarbejde.

Den blev endelig vedtaget i Helsingfors 23. marts 1962. Den ”nordiske grundlov” bliver derfor kaldt Helsingfors aftalen.

Det blev fastslået, at Nordisk Råd burde have lejlighed til at ytre sig om spørgsmål af principiel betydning om det nordiske samarbejde.

I 1962 blev Nordiska Hälsovårdshögskolan i Gøteborg indviet.

Den 3. oktober 1966 blev en overenskomst om en Nordisk Kulturfond underskrevet. Fonden blev oprettet for især at støtte kulturprojekter, der involverede mindst tre nordiske lande.

I august 1968 blev Nordens Hus i Reykjavik, tegnet af den finske arkitekt Alvar Aalto, indviet.

I 1968 foreslog Danmarks borgerlige statsminister Hilmar Baunsgaard forhandlinger om et nordisk økonomisk samarbejde, og i 1969 var der fart på planlægningen.

Nordek-planen, som skulle udmønte dette, blev endelig vedtaget på Nordisk Råds session i Reykjavik i februar 1970.

Den 24. marts gjorde Finland det imidlertid klart, at landet ikke ville undertegne aftalen.

Finland ønskede ikke med sin daværende tætte tilknytning til Sovjetunionen et nordisk økonomisk samarbejde med kommende EF lande, som Danmark og Norge jo kunne blive på dette tidspunkt.

Fra 1970 blev det vedtaget, at repræsentanter fra Færøerne og Åland kunne deltage i Nordisk Råd som medlemmer af henholdsvis den danske og den finske delegation.

Fra 1984 deltog også grønlandske repræsentanter i det danske Riges delegation til Nordisk Råd.

Før 1952

Efter flere fejlslagne forsøg efter 2. verdenskrig blev Nordisk Råd oprettet i 1952

I årene frem til 1949 forsøgte politikerne at skabe en skandinavisk forsvarsunion, men det mislykkedes, da Danmark, Norge og Island valgte at gå med i den vestlige forsvarsalliance NATO.

I slutningen af 1940’erne var der også forsøg på at samle Danmark, Norge og Sverige i én integreret økonomisk toldunion. Det lykkedes heller ikke.

Den daværende danske handelsminister Jens Otto Krag – senere statsminister de fleste år i perioden 1962-1972 - skrev besk:

"I mit kontor i Handelsministeriet i København har jeg et skab, hvori jeg opbevarer vigtige dokumenter. Her har jeg en skuffe der bærer titlen ”Undersøgelser og referater vedrørende nordisk økonomisk samarbejde”. Den er stuvende fuld. Den bugner med papir. Der findes ingen skuffe, der hedder ”Resultater af nordisk samarbejde” – men fandtes den, vilde den vist desværre være – ikke helt tom – men i hvert fald en hel del tyndere belagt."

Ud af disse to fiaskoer voksede imidlertid en succes.

Initiativet kom fra den danske statsminister Hans Hedtoft, der på Nordisk Interparlamentarisk Forbunds 28. delegeretmøde den 13.august 1951 foreslog at skabe et organ, hvor nordiske parlamentarikere regelmæssigt kunne mødes til samråd – også med de nordiske regeringer.

I løbet af 1952 blev forslaget vedtaget af Danmark, Island, Norge og Sverige.

Litteratur og links

Mere information om Nordisk Råds historie

• Frantz Wendt: Nordisk Råd 1952-1978, Nordisk Råd 1979

• Knud Enggaard, (red.): 50 år. Nordisk Råd 1952 – 2002. Til nordisk nytte?, Nordisk Råd 2002

• Claes Wiklund og Bengt Sundlius(red.): Norden i sicksack. Tre spårbyten inom nordiskt samarbete, Santérus 2000

• Henrik S.Nissen (red.): Nordens historie 1397-1997, Nordisk Ministerråd, 1997

• Bo Lidegaard: Jens Otto Krag, 2001 Gyldendal

• Jens Otto Krag: Dagbog 1971-1972, Gyldendal 1973 og 1999