Øget status for ligestilling og mangfoldighed i fødevaresektoren

Talk by Shakirah Simley
Photographer
Rasmus Flindt Pedersen

Forelæsning af Shakirah Simley på Freja Symposium i august 2018

Når man betragter Norden udefra, kan man let få det indtryk, at der er styr på det hele. Høje placeringer på FN’s indeks for menneskelig udvikling. Klassens duks inden for social tillid. Bannerførere for verdensmålene for bæredygtig udvikling. Og verdensførende, når det gælder ligestilling. Men det betyder ikke, at vi kan hvile på laurbærrene.

Skrevet af Afton Halloran

 

Nordisk Køkkenmanifest havde stor betydning for, at lokale og årstidsbestemte råvarer af høj kvalitet blev tillagt stor værdi. Dette fokus har været med til at normalisere miljøbevidstheden både i fødevaresektoren og blandt forbrugerne.

 

Samtidig har en udvalgt skare af mennesker høstet stor anerkendelse og berømmelse for deres engagement i bevægelsen Ny Nordisk Mad: “Nye nordiske mænd fremstilles i medierne som passionerede og innovative personer, som ikke går op i penge eller den hektiske moderne tilværelse og forbrugerkultur. De sætter ikke bare nye kulinariske dagsordener, men ændrer også narrativet for, hvad det vil sige at være mand i en globaliseret, senkapitalistisk verden. Nye nordiske mænd er blevet globale ikoner i kraft af deres engagement i lokalmiljøet,” skriver Jonatan Leer, forskningsleder for fødevare- og turismestudier på Professionshøjskolen Absalon, i sin seneste artikel, som har titlen New Nordic Men: Cooking, Masculinity and Nordicness in René Redzepi’s Noma and Claus Meyer’s Almanak.

 

Kvinder har altid indgået i servicedelen af fødevaresektoren og serveret måltider i alt fra kantiner til fine restauranter. Men en håndfuld fremtrædende mænds stærke stemmer har gjort det svært for kvinderne i hospitalitybranchen at komme til orde. Dette problem rækker langt uden for køkkenet: Den seneste rapport fra Global Media Monitoring konkluderede, at kvinder kun udgør 24 % af de personer, der bliver hørt, læst om eller set i radio, aviser og på tv.

 

Den kulturelle skævhed og overrepræsentationen af mænd inden for Ny Nordisk Mad har affødt en række initiativer, som har til formål at afdække de dybt rodfæstede udfordringer, der forhindrer mangfoldighed i at blive normen.

En hyldest til ligestilling

Det første Freja Symposium blev afholdt i august 2018. Symposiet, som støttes af Nordisk Ministerråd, har som sin mission at øge ligestillingen i hospitalitybranchen i de nordiske lande.

 

“Vi indså, at vi stod over for en reel ligestillingsudfordring i branchen og i samfundet. Vi har fundet ud af, at der er stor opbakning til at fremme ligestillingen i restaurantbranchen i Norden. Der er store ligheder mellem de nordiske lande, men også væsentlige forskelle, især når det gælder håndteringen af en udfordring som ligestilling. Disse forskelle skal naturligvis respekteres, og måske kan der udarbejdes både nordiske og nationale løsninger, som kan bidrage til, at vi når målet. Det giver dog god mening at stå sammen og fokusere på at skabe nye nordiske standarder,” siger Maria Louise Nørgaard Olesen fra Food Organization of Denmark (FOOD), som er organisationen bag Freja Symposium.

 

Ved at forene beslutningstagere fra gastronomiens verden med et fælles mål om at skabe løsninger gør Freja Symposium det muligt at dele viden og hylde ligestilling og engagement.

 

Freja har også været en vigtig platform i forhold til at øge statussen for de hårdtarbejdende kvinder, der bidrager i hospitalitybranchen, men ofte ikke får nogen anerkendelse.

 

“Anerkendelse er et nøgleord! Vi skal give de mandlige kokke mindre opmærksomhed – de skal have mindre plads, så de kvindelige kokke får plads til at vokse. Der er også behov for investeringer i lederskabsudvikling i restaurationsbranchen. En kompetent, moderne leder er hverken sexist eller racist. Vi er nødt til at sætte spørgsmålstegn ved ”de mandlige genier” – de berømte, midaldrende mandlige kokke, der styrer deres køkken som i 1970’erne med sexisme, racisme, disciplin og elendige arbejdsforhold,” bemærker Sophia B. Olsson, chefkok på Restaurang vRÅ i Gøteborg.  

 

Freja Symposium afholdes nu for andet år og vil fortsætte arbejdet med at indsamle holdninger og perspektiver fra Norden, som kan være med til at gøre restauranter til bedre arbejdspladser for alle.

Globale netværk

I to år i træk er det internationale Parabere Forum blevet afholdt i Norden – først i Malmø i 2018 og i Oslo i 2019.

 

Ligesom Freja samler Parabere førende tænkere inden for gastronomi, fødevarer og ernæring for at skabe et globalt netværk med gennemslagskraft, der kan styrke kvinders indflydelse i fødevaresektoren.
 

En typisk undskyldning for ikke at inkludere kvindelige fagfolk i nyhedsindslag eller på konferencer på højt niveau er, at de er svære at finde. Derfor har Parabere Forum udarbejdet en omfattende database, som indeholder 5.000 kokke, sommelierer, fødevareproducenter, videnskabsfolk, antropologer, innovatører og eksperter fra hele verden.

 

“I dag er der et iøjnefaldende misforhold mellem kvindelig og mandlig repræsentation i hospitalitybranchen. Samtidig med at kvinderne er forsvundet ud af billedet, i hvert fald i offentligheden, er der begyndt at herske en enorm mistro til fødevareindustrien, og der kan sagtens være en sammenhæng. Vi har brug for, at kvinderne kommer til orde, og at kvindernes talent finder anvendelse, så vi kan booste tilliden til vores fødevarer og skabe en fremtidsvision baseret på værdier som bæredygtighed og ligestilling,” siger Maria Canabal, leder af Parabere Forum. 

 

En anden nyskabelse, der har skabt øget opmærksomhed om ligestilling i fødevare- og hospitalitysektoren, er Parabere Gourmet City Guide App, som omfatter foodtrucks, spisesteder, små barer, bagerier og såkaldte ”fast casual”-restauranter, som drives og ejes af kvinder i forskellige byer verden over, blandt andet i København. I forbindelse med lanceringen af appen løftede Parabere Forum også sløret for Cooking up a Better Food Future – en essaysamling skrevet af 100 kvindelige kulinariske lederskikkelser, som udtrykker deres håb for fremtiden. Et andet bidrag til indsatsen for at højne kvindernes status er Parabere Care Award, som anerkender personer, der går forrest i forhold til at håndtere balancen mellem arbejde og privatliv.

Er vi nået i mål?

Vores instinkt siger os, at mangfoldighed er noget positivt. Det samme siger forskningen. Undersøgelser foretaget af McKinsey, et førende ledelseskonsulentfirma, har gang på gang konkluderet, at jo mere mangfoldig en virksomhed er i forhold til køn, etnicitet og kultur, desto større chance har den for at klare sig bedre end sine konkurrenter.

 

Men når der er økonomiske fordele at hente, hvad er det så, der står i vejen for en forandring?

 

Mangel på data om denne problemstilling har gjort det svært at sætte fingeren på, hvilke udfordringer det er, der spænder ben for ligestillingen.

 

Heldigvis har det ført til, at Institut for Menneskerettigheder i Danmark har iværksat en undersøgelse af sexchikane i hotel- og restaurantbranchen, som gennemføres på Hotel- og Restaurantskolen i København. Resultaterne af undersøgelsen vil blive præsenteret på det kommende Freja Symposium i august 2019. Det er dog kun en lille dråbe i et ocean af kompleksitet, som skal granskes fra flere perspektiver.

 

“Vi kan ikke fortsætte i det samme gamle spor. Det vigtigste er, at vi anerkender, at der er brug for nye initiativer, hvis vi for alvor vil skabe forandring. Det største fremskridt er, at der bliver talt mere og mere om ligestilling – eller manglen på samme – i vores samfund. Det er vanskeligt at skabe forandring, hvis den udfordring, som vi forsøger at løse, ikke er anerkendt og klart defineret,” tilføjer Maria Louise Nørgaard Olesen.

 

----

Prøv at lukke øjnene et øjeblik og forestille dig, at du befinder dig i 2034. Hvad har forandret sig på den nordiske fødevarescene? Hvor mangfoldig, inkluderende og retfærdig er den? Selvom vi ikke kan spå om, hvad vi har i vente, kan vi i denne vigtige tid være med til at påvirke, hvad der kommer til at ske. Lad os skabe fremtiden sammen.

 

 

Vi vil takke Maria Louise Nørgaard Olesen (Food Organization of Denmark), Sophia B. Olssen (Restaurang vRÅ) og Maria Canabal (Parabere Forum) for at bidrage med de informationer, der dannede grundlag for denne baggrundsartikel.

 

Denne historie er en del af en serie om fremtiden for Ny Nordisk Mad. Følg Afton Halloran, som er ekspert i bæredygtige fødevaresystemer, og hendes samtaler med forskellige mennesker i Norden.