Om Nordisk Råds litteraturpris

Vinnare av Nordiska rådets Litteraturpris 2017
Photographer
Magnus Fröderberg/norden.org
Nordisk Råds litteraturpris skal medvirke til at øge interessen for nabolandenes litteratur og sprog. Den uddeles sammen med Nordisk Råds andre priser for børne- og ungdomslitteratur, musik, film og miljøarbejde.

Nordisk Råds litteraturpris er blevet uddelt siden 1962 og gives til et skønlitterært værk, som er skrevet på et af de nordiske sprog. Med et skønlitterært værk forstås i denne sammenhæng poesi, prosa og drama, som opfylder høje litterære og kunstneriske krav.

Som det fremgår af vedtægter for Nordisk Råds litteraturpris, så er formålet med prisen er at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og at anerkende enestående kunstneriske indsatser. Priserne skal bidrage til at synliggøre og markere det nordiske samarbejde.

En nordisk komité udvælger prisvinderen

Den samlede nordiske bedømmelseskomité udvælger modtageren af litteraturprisen. Komitéen består af to medlemmer fra hvert nordisk land.

Et af de finske medlemmer skal være finsksproget og et skal være svensksproget. Medlemmerne af komitéen skal have et godt kendskab til hjemlandets litteratur og så vidt muligt også kende til nabolandenes litteratur.

Hvis der nomineres værker fra Færøerne, Grønland, Åland eller det samiske sprogområde, deltager repræsentanter herfra som midlertidige medlemmer.

Nationale komitéer nominerer værkerne

Medlemmerne fra de forskellige lande og suppleanten danner en bedømmelseskomité som nominerer højst to litterære værker. Senest tre uger før uddelingen af prisen skal den nordiske bedømmelseskomité meddele sin beslutning om vinderen med motivering til Nordisk Råds direktør.

Prisuddeling ved Nordisk Råds session

Nordisk Råds litteraturpris uddeles sammen med de andre nordiske priser inden for børne-og ungdomslitteratur, musik, film og miljøarbejde ved Nordisk Råds prisuddeling i forbindelse med Nordisk Råds Session om efteråret. Prisen administreres af Nordens Hus i Reykjavik og er ligesom de andre priser på 300.000 danske kroner (cirka 40.300 euro).