Vedtægter for Nordisk Råds litteraturpris

Litteraturpris pressefoto
Fotograf
norden.org
Vedtægterne træder i kraft den 1. januar 2016 og ophæver vedtægterne fra 1961 med ændringer i 1964, 1971, 1983, 1984, 1990, 1996 og 2009.

Formålet med Nordisk Råds priser er at øge interessen for det nordiske kulturfællesskab og miljøsamarbejde og at anerkende enestående kunstneriske og miljømæssige indsatser. Priserne skal bidrage til at synliggøre og markere det nordiske samarbejde.

§ 1. Almindelige bestemmelser

Nordisk Råds litteraturpris blev stiftet i 1961 efter rekommandation fra Nordisk Råd.

Vedtægterne for Nordisk Råds litteraturpris fastsættes af Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd i forening.

På anmodning af enten Nordisk Råd eller Nordisk Ministerråd skal der optages forhandling om revidering af vedtægterne.

Vedtægterne og dermed Nordisk Råds litteraturpris skal bringes til ophør, hvis Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd er enige herom.

Midler til virksomheden anvises af Nordisk Ministerråd inden for budgettet for nordisk kultursamarbejde. Størrelsen af Nordisk Råds litteraturpris fastsættes i forbindelse med behandlingen af budgettet.

Prisen administreres af Nordisk Ministerråd. Nordisk Ministerråd kan indgå aftale med tredjepart om at fungere som sekretariat for prisen (prissekretariatet).

§ 2. Det prisbelønnede værk

Prisen gives for et skønlitterært værk skrevet af en nulevende forfatter på et af de nordiske sprog.

Som nordiske sprog anses dansk, norsk, svensk, finsk, islandsk, grønlandsk, færøsk og samisk.

Med et skønlitterært værk forstås i denne sammenhæng poesi, prosa og drama, som opfylder høje litterære og kunstneriske krav.

Ved bedømmelsen kan værker på dansk, finsk, islandsk, norsk og svensk, som er blevet udgivet første gang i ét af de to kalenderår, der ligger forud for det år, hvori prisen uddeles, komme i betragtning. Værker på grønlandsk, færøsk eller samisk og værker fra Åland, der er udgivet for første gang i ét af de fire kalenderår, der ligger forud for det år, hvori prisen uddeles, kan ligeledes komme i betragtning.

Den nordiske bedømmelseskomité kan beslutte, at prisen skal deles, såfremt det valgte værk har flere ophavsmænd end én – eksempelvis ved samarbejde mellem en forfatter og en illustrator eller lignende.

Vinderen offentliggøres, og prisen uddeles én gang om året i forbindelse med et arrangement, som besluttes af Nordisk Råd. Nordisk Råd skal senest ved kalenderårets begyndelse meddele prisens sekretariat, hvor og hvornår prisen uddeles.

Senest tre uger før uddelingen af prisen skal den nordiske bedømmelseskomité meddele sin beslutning om vinderen med motivering til Nordisk Råds direktør.

§ 3. De nationale bedømmelseskomitéer og den nordiske bedømmelseskomité

Til Nordisk Råds litteraturpris er knyttet nationale bedømmelseskomitéer i Danmark, Finland, Island, Norge og Sverige samt en nordisk bedømmelseskomité.

Efter høring af Nordisk Råd og prissekretariatet fastsætter Nordisk Ministerråd en håndbog for administration af prisen. Der fastsættes i den forbindelse regler om bl.a.:

  • Bedømmelseskomitéernes virksomhed
  • Prisens årshjul
  • Afstemningsregler
  • Honorering af bedømmelseskomitéernes medlemmer og suppleanter

 

De nationale bedømmelseskomitéer

En national bedømmelseskomité fra hvert land nominerer kandidater til prisen.

De nationale bedømmelseskomitéer består af to ordinære medlemmer og en suppleant fra henholdsvis Danmark, Island, Norge og Sverige samt et ordinært medlem og en suppleant fra hvert af de to sprogområder i Finland.

Medlemmer og suppleanter i de nationale bedømmelseskomitéer udpeges af Nordisk Ministerråd (af generalsekretæren) efter indstilling af de nationale kulturministerier for fire år med mulighed for forlængelse i endnu en fireårsperiode. Ordinære medlemmer og suppleanter udskiftes efter en særlig rotationsordning, som er beskrevet i bilag to til håndbogen.

Medlemmer og suppleanter, som har siddet i to fireårsperioder i træk, kan efter en pause på fire år genudnævnes.

Fra henholdsvis Færøerne, Grønland, Åland og det samiske sprogområde kan nomineres et værk. I disse tilfælde nomineres værket af de respektive forfatterorganisationer eller tilsvarende instans. En repræsentant for den pågældende forfatterorganisation eller tilsvarende instans i det pågældende land/område adjungeres til komitéen. Hvert områdes nationale kulturmyndighed meddeler Nordisk Ministerråd, hvem der udpeges som adjungeret. Det adjungerede medlem deltager i komitéens arbejde på samme vilkår som de øvrige ordinære medlemmer.

Medlemmer og suppleanter skal være eksperter i deres eget lands litteratur og i størst mulig udstrækning også i de øvrige nordiske landes.

Nomineringsproceduren

Hver national komité skal foreslå to værker. Herudover kan der nomineres endnu ét værk på færøsk, ét på grønlandsk, ét på samisk samt ét værk fra Åland.

Nomineringerne skal foreligge senest seks måneder før, prisen uddeles.

Den nationale bedømmelseskomité har tavshedspligt om hvilke værker, der er nominerede, indtil disse offentliggøres.

 

Den nordiske bedømmelseskomité

Den nordiske bedømmelseskomité udvælger prisvinderen på baggrund af nomineringer foretaget af de nationale bedømmelseskomitéer.

Den nordiske bedømmelseskomité består af 10 ordinære medlemmer og udgøres af de ordinære medlemmer i de nationale bedømmelseskomitéer: To fra henholdsvis Danmark, Finland (et fra hvert sprogområde), Island, Norge og Sverige samt eventuelle adjungerede medlemmer fra Grønland, Færøerne, Åland og det samiske sprogområde.

Den nordiske bedømmelseskomité træffer beslutning om, hvornår og hvordan offentliggørelse af nomineringer skal ske.

Medlemmer af såvel de nationale som den nordiske bedømmelseskomité er ansvarlige for at gøre opmærksom på inhabilitet i forhold til bedømmelse af konkrete værker. Anses et medlem som inhabilt, må vedkommende ikke deltage i behandling og bedømmelse af det eller de pågældende værker. Et inhabilt medlem kan erstattes af den udpegede suppleant. Ved uenighed, om hvorvidt der foreligger inhabilitet, træffes afgørelse herom af formanden eller næstformanden.

De nationale bedømmelseskomitéers beslutning om nomineringer og den nordiske bedømmelseskomités beslutning om vinderen er endelige og kan ikke indbringes for nogen højere instans.

§ 4. Den nordiske bedømmelseskomités virksomhed

Den nordiske bedømmelseskomité betjenes af Nordisk Ministerråd eller den tredjepart, som Nordisk Ministerråd har indgået aftale med herom.

Formand og næstformand for den nordiske bedømmelseskomité udpeges i overensstemmelse med den rotationsordning, som fremgår af håndbogen.

Den nordiske bedømmelseskomité er beslutningsdygtig, når mindst en repræsentant for alle deltagende lande og eventuelle adjungerede medlemmer fra Grønland, Færøerne, Åland og det samiske sprogområde er til stede.

Er personligt fremmøde helt undtagelsesvist ikke muligt, kan deltagelse ske via fuldmagt til det øvrige medlem fra den nationale bedømmelseskomité eller via telekommunikation.

Den nordiske bedømmelseskomité træffer sine beslutninger med simpelt flertal i alle spørgsmål undtaget beslutningen om, hvem der skal tildeles prisen, hvor der gælder særlige regler beskrevet i håndbogens afsnit om afstemningsregler. Hvert medlem har en stemme.

Den nordiske bedømmelseskomité har tavshedspligt om hvilket værk, der har vundet, indtil offentliggørelse.

Den nordiske bedømmelseskomité afholder normalt ét møde om året. Der tages referat af komitéens møder.

§ 5. Administration og økonomi

Nordisk Ministerråd kan indgå aftale med tredjepart om varetagelse af opgaven som prissekretariat. Prissekretariatet varetager bl.a. opgaverne knyttet til administration af prisen og servicering af bedømmelseskomitéerne. Prissekretariatets opgaver m.v. fastlægges i håndbogen.

Virksomhedens regnskabsår følger kalenderåret.

Rapportering og forvaltning af midler skal ske i overensstemmelse med Nordisk Ministerråds regler for budget, økonomiforvaltning, regnskaber og revision samt i overensstemmelse med, hvad ministerrådet i øvrigt bestemmer.

Honorar til medlemmer og suppleanter udbetales i henhold til beslutning af Nordisk Ministerråd. De aktuelle satser fremgår af håndbogen.