Søg arbejde hos os

Mennesker, der griner
Photographer
Ricky John Malloy
Alle vores ledige stillinger bliver opslået på norden.org og på websteder i hele Norden. For at komme i betragtning til de opslåede stillinger inden for det nordiske samarbejde skal du have medborgerskab i et af de nordiske lande.
Fra ansøgning til jobsamtale

Du søger en stilling hos os på norden.org. Vi tager ikke imod uopfordrede ansøgninger.

I de fleste tilfælde kaldes fem personer til jobsamtale. Jobsamtalerne foregår som regel på Nordisk Ministerråd/Nordisk Råds sekretariat, Ved Stranden 18, i København.

Til jobsamtalen deltager chefen for den afdeling, hvor du søger en stilling, og ofte også en medarbejder fra den samme afdeling samt en repræsentant fra HR-afdelingen.

Hvis du rejser til København fra udlandet for at deltage i jobsamtalen, dækker vi dine rejseomkostninger.

Hvis du går videre i processen, er det muligt, at vi gerne vil mødes med dig igen, inden vi træffer vores endelige beslutning om ansættelse. Også den anden jobsamtale finder sted i København. I forbindelse med den vil du som regel også møde en repræsentant fra vores personaleforening. Du får desuden information om vores relocation-pakke, som gør en eventuel flytning til København langt mindre kompliceret.

For visse stillinger ønsker vi desuden, at de bedste kandidater tager en egnethedstest.

Vi bestræber os på at gennemføre rekrutteringsprocessen så effektivt og smidigt som muligt, men eftersom vi ofte mødes med kandidater fra hele Norden, kan processen trække ud og nogle gange vare op til 6 uger. Du kan altid stille spørgsmål til processen ved at sende en e-mail til: hr@norden.org.

Centrale kvalifikationer for vores stillingskategorier

Hos Nordisk Råd og Nordisk Ministerråd kan medarbejderne inddeles i fire primære stillingskategorier:

• Afdelingschefer

• Seniorrådgivere og rådgivere

• Administrative medarbejdere

• Afdelingskoordinatorer og koordinatorer

Uanset hvilken stilling, du er interesseret i, gælder det fælles sprogkrav: Alle, der arbejder hos os, skal kunne tale og skrive enten svensk, norsk eller dansk flydende, eftersom disse tre er vores arbejdssprog. Alle vores medarbejdere bør desuden tale flydende engelsk. 
Hvis du bliver involveret i samarbejde med de baltiske lande, vil det i visse stillinger være en forudsætning, at du kan kommunikere på det lokale sprog.

Vi kræver medborgerskab i et af de nordiske lande. 

Derudover ønsker vi, at vores medarbejdere:

• har en bred og god erhvervsmæssig kompetence inden for sit særlige område

• leverer gode og enkle løsninger

• tager initiativ, deler ud af sin viden og tager ansvar

• møder mennesker med respekt, åbenhed og tillid

Ud over medarbejdere, som er specialiserede inden for disse områder, ansætter vi også kommunikations-, it-, økonomi-, service- og personalerelatede eksperter.

Det er en fordel, men ikke et krav, hvis du har arbejdet inden for statsforvaltning, den offentlige sektor eller en international organisation.

Formandskabet for Nordisk Ministerråd går på tur mellem medlemslandene. I praksis betyder det, at der bliver afholdt møder over hele Norden, og du skal derfor være indstillet på mange rejsedage om året, hvis du arbejder hos os.

Vi prioriterer mangfoldighed, hvad angår køn og nationalitet, når vi rekrutterer, og vi er særligt omhyggelige med at sikre, at vores medarbejdere kommer fra alle de nordiske lande. På den måde bidrager vi til at bevare det nordiske islæt i alle organisationer og institutioner.

Sekretariatet for Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond ligger alle tre i den samme bygning i det centrale København. De har samme vilkår for deres medarbejdere.

Opret en jobagent

Ved at tilmelde dig vores abonnementstjeneste får du besked med det samme, når der bliver opslået en ny stilling i det nordiske samarbejde.

Du skræddersyr dit abonnement ved at vælge de emne- og interesseområder, samt de organisationer, der skal inkluderes. Herefter vil du omgående få besked, når der bliver opslået en relevant stilling i det nordiske samarbejde.

Studiejob

Studerende har mulighed for at få deltidsarbejde i Nordens Hus. Vi forventer, at vores studentermedhjælpere studerer på universitetet eller en tilsvarende uddannelse og har mulighed for arbejde 10-15 timer per uge. Det er krav, at man taler og skriver flydende dansk, norsk eller svensk. Arbejdsopgaverne er meget varierede. Vi lægger vægt på at give vores studentermedhjælpere relevante og udviklende arbejdsopgaver, men en del opgaver er også praktiske og rutineprægede.

Selve arbejdstiden kan variere fra arbejdsplads til arbejdsplads og følger de nationale regler, men oftest handler det om 1-2 dage om ugen. Vi forventer en vis fleksibilitet af de studerende. Til gengæld kan de også regne med, at vi er fleksible, for eksempel i forbindelse med eksamensforberedelser.

Praktikant inden for det nordiske samarbejde

Nordisk Ministerråds sekretariat, Nordisk Råd og Nordisk Kulturfond tilbyder hvert år praktikpladser i København til studerende fra Finland, Island, Norge, Sverige, Danmark, Færøerne, Grønland og Åland.

I praktikperioden får du en god indføring i, hvordan det nordiske samarbejde fungerer i praksis, og du kommer til at arbejde med forskellige opgaver, som støtter din udvikling. Praktikpladserne er som regel knyttet til specifikke projekter og har en varighed på 3-6 måneder.

For at kunne ansøge om en praktikplads i det nordiske samarbejde skal du være optaget ved en nordisk uddannelsesinstitution og beherske et af de skandinaviske sprog både mundtligt og skriftligt. Alle praktikpladser publiceres på norden.org under ledige stillinger. Opret en jobagent, hvis du vil være sikker på at modtage stillingsopslaget på alle vores praktikantstillinger. Vi tager ikke imod uopfordrede ansøgninger.

Det nordiske samarbejde tilbyder ingen praktikpladser i sommermånederne.