Første dimissionsevent for hviderussere i Minsk
20. maj 2017 var en milepæl for programmernes samarbejde med Hviderusland, da der for første gang blev arrangeret en dimissionsevent i Hviderusland.
Dimissionseventen åbnedes med et karriereforum, hvor stipendiaterne fik mulighed for at mødes med en række lokale arbejdsgivere, med henblik på at forbinde de færdiguddannede dimittender med lokale karrieremuligheder i Hviderusland. Herefter bød programmet på ’Graduates Talk’ i TED-talk format - hvor udvalgte dimittender fra tidligere årgange præsenterede sine egne idéer, og fortalte om stipendiets betydning for deres valg i livet.
Dagen afsluttedes med gæstetalere fra det hviderussiske civilsamfund og erhvervsliv, samt en diplomceremoni, hvor 90 nylige dimittender fik overrakt diplomer af Andrea Wiktorin, Ambassadør for EU’s delegation i Hviderusland, Ian Fox, Charge d’affaires for Storbritanniens ambassade i Hviderusland, samt Bo Harald Tillberg, Direktør for Nordisk Ministerråds kontor i Litauen.
Investeringen i næste generation af akademikere i Hviderusland har til målsætning at bidrage til udviklingen af det hviderussiske civilsamfund, og stipendieprogrammerne betragtes som en succes i kraft af en høj gennemførelsesgrad for de hviderussiske studerende. I takt med stipendiemodtagernes årlige dimissioner, forventes deltagerne med profession eller borgerskab at bidrage til en positiv udvikling af sit hjemland. Stipendieprogrammerne afsluttes med de sidste dimittender i november 2018, og de overordnede målsætninger vil indtil da støttes af seminarer og konferencer, der afholdes i regi af programmerne.
Fakta om programmerne
Open European Scholarship Scheme (OESS)
- Budget: 4MEUR
- Periode: august 2011 til juli 2016
- 85 stipendiater (16 bachelorer / 69 master)
European Scholarship Scheme for Young Belarusians (ESSYB)
- Budget: 8 MEUR
- Periode: november 2013 til november 2018
- 216 stipendiater (27 bachelorer / 191 master)
OESS og ESSYB implementeres af Nordisk Ministerråds kontor i Litauen i nært samarbejde med Nordisk Ministerråds Sekretariat i København.