Nordisk Ministerråd lægger samarbejdet med Rusland på is

03.03.22 | Nyhed
Nordens Hus, København
Photographer
Alf Kronvall/norden.org
Nordisk Ministerråd lægger samarbejde med Rusland og Belarus på is. Afgørelsen er truffet som en reaktion på Ruslands militære angreb på Ukraine.

De nordiske samarbejdsministre fordømmer på det kraftigste den uprovokerede, folkeretsstridige og uforsvarlige russiske invasion af Ukraine. Ruslands krigshandlinger er et angreb på den europæiske sikkerhedskultur. De nordiske lande står samlet i solidaritet med Ukraine og det ukrainske folk.

Nordisk Ministerråd har derfor taget en beslutning om omgående at stille alt samarbejde med Rusland og Belarus i bero. Samtlige nordiske samarbejdsministre står bag denne beslutning. Den indebærer, at programmer, projekter og aktiviteter i Rusland og Belarus standses indtil videre.

– Ruslands militære angreb på Ukraine umuliggør et fortsat samarbejde under de nuværende omstændigheder. Nordisk Ministerråd har gennemført samarbejder i Rusland siden 1995. Det har ført til flere hundrede projekter inden for områder som sundhed, klima og miljø, forskning, journalistik og medier samt møder mellem nordiske og russiske parlamentarikere. Målet med samarbejdet har hele tiden været at opbygge tillid, gensidig forståelse og udvikling i regionen, udtaler de nordiske samarbejdsministre.

Ruslands militære angreb på Ukraine umuliggør et fortsat samarbejde under de nuværende omstændigheder.

De nordiske samarbejdsministre

På trods af flere tilbageslag har Nordisk Ministerråd formået at opretholde kontakten til Rusland, mens andre er blevet lukket ude. Programmerne har fokuseret på samarbejde mellem mennesker og har fungeret som en værdifuld støtte for det russiske civilsamfund.

Det, som Nordisk Ministerråd nu gør sammen med resten af verdenssamfundet, er at sende et tydeligt signal til den russiske regering. Denne erklæring er rettet mod den russiske regering og ikke mod det russiske folk, understreger samarbejdsministrene.