Nordisk Ministerråd: Vi skal støtte start-ups i Norden

13.11.14 | Nyhed
Sven-Erik Bucht
Photographer
Sören Andersson/Regeringskansliet
De nordiske erhvervsministre mødtes 12/11 på Island, hvor de blandt andet diskuterede entreprenørskab og forenkling af regelsæt. Nye nordiske partnerskaber skal bane vejen ud i verden for unge virksomheder og færre grænsehindringer skal gøre det lettere at drive virksomhed i Norden.

Det skal være enklere at starte nye virksomheder og vi skal styrke start-ups på deres vej ud på verdensmarkedet.  Det var nogle af konklusionerne på de nordiske erhvervsministres møde på Island 12. november.

- Norden konkurrerer med resten af verdens regioner. Så vi må skabe de optimale betingelser for at nye virksomheder kan blive konkurrencedygtige, udtalte den islandske industri- og handelsminister, Ragnheiður Elín Árnadóttir, som var vært for mødet.

Norden er en af verdens førende regioner indenfor entreprenørskab og innovation, men unge virksomheder mangler ofte ressourcer og færdigheder til at kunne vokse sig til store virksomheder med et globalt potentiale. Derfor må vi blive bedre til at udnytte det fælles potentiale i Norden, konkluderede ministrene.

Nyt samarbejdsprogram for erhvervslivet

Sidste år vedtog de nordiske erhvervsministre et nyt samarbejdsprogram for innovations- og erhvervspolitikken. Ministrene diskuterede fremdriften i programmet og fik en præsentation af et af satsningsområderne: partnerskabet Nordic Entrepreneurship and Financing, som det islandske innovations- og industriministerium har ansvar for.

Målet med partnerskabet er blandt andet at kortlægge rammevilkår for start-ups i Norden, udvikle værktøjer til opskalering af nye virksomheder og pege på nye veje til at tiltrække arbejdskraft og kapital.

Samarbejdsprogrammet har i alt fem fokusområder og forvaltes af Nordisk Innovation, Nordisk Ministerråds institution for fremme af handel og innovation på tværs af grænserne i Norden.

Enklere regler, færre grænsehindringer

I forlængelse af støtten til start-ups, diskuterede ministrene også forenkling af regler for erhvervslivet.

En ny undersøgelse igangsættes nu for at se på muligheden for at samarbejde mere på nordisk niveau om at forenkle regler for erhvervslivet og lære af hinanden over grænserne. Målet er at skabe bedre rammevilkår og styrke det fælles nordiske marked, ikke mindst for nye virksomheder.

I den forbindelse diskuterede ministrene arbejdet med at mindske grænsehindringer mellem landene, et spørgsmål som ikke mindst optog Sveriges Landsbygdsminister Sven-Erik Bucht, som beboer i Haparanda/Torneåregionen på grænsen mellem Finland og Sverige

- Jeg har oplevet på nært hold, hvor mange hindringer, der kan være for handel og samfærdsel over grænserne. Nu må vi sætte sporerne i og virkelig komme i gang med at fjerne grænsehindringer i Norden, sagde ministeren under debatten på ministermødet.

Eksportfremstød og nordisk branding

Endelig diskuterede ministerrådet muligheden for øget nordisk samarbejde om eksportudvikling. I februar 2015 åbner et inkubatorkontor i Abu Dhabi med fokus på grøn vækst og man har allerede et nordisk samarbejde om Nordic Innovation House i Silicon Valley.

Nordisk Ministerråd har også netop lanceret oplæg til en fælles nordisk profilerings- og positioneringsstrategi.

Dette brandingsamarbejde er relevant for både for eksporterhverv og ikke mindst turismesektoren, men det er vigtig at fokusere på fjernmarkederne, slog ministrene fast.

Den nordiske embedsmandskomite for erhvervsliv skal nu arbejde videre med spørgsmålet om eksportudvikling og ministrene ser frem til det videre arbejde på en fælles strategi for” Varemærket Norden”.