Ny direktør for Nordisk Kulturfond

20.11.14 | Nyhed
Benny Marcel
Photographer
Nina Andersson Tallec
Benny Marcel, afdelingschef og stedfortrædende generaldirektør for Staten Kulturråd i Sverige, bliver ny direktør for Nordisk Kulturfond fra marts 2015.

Som direktør i Nordisk Kulturfond skal Benny Marcel bidrage til at investere i det nordiske kultursamarbejde og sætte kultur i Norden på dagsordenen. Han bliver leder for de ansatte i sekretariatet i København, og forventningen fra bestyrelsesformand Helgi Hjörvar er, at Benny Marcel fortsætter de seneste års udvikling af fonden i en stadigt mere proaktiv retning og som en udadrettet virksomhed:

- Benny Marcel er den helt rigtige person til at udvikle fonden, så vi både styrker den eksisterende støtteprofil og skaber større nytte for det nordiske. Vores ambition er, at fonden sætter en kulturpolitisk agenda og styrker samarbejdet mellem kulturstøtteaktørerne i hele Norden, og Benny Marcel er med sin lange erfaring fra dette område den helt rigtige person til at påtage sig den opgave.

 Benny Marcels baggrund er mangefacetteret. Han har arbejdet som leder inden for kunst og kulturområdet i Sverige siden 1999. Inden da arbejdede han med menneskerettigheder blandt andet i en international stilling for Red Barnet. I dag er han afdelingschef for kunst og -kulturområdet i Statens kulturråd og er også en værdsat debatleder og foredragsholder. Benny Marcel har igennem mange år været omdrejningspunktet for den svenske deltagelse i det nordiske kultursamarbejde og han besidder stor viden om kulturens organisering og aktører i de forskellige nordiske lande. Selv siger han om stillingen:

- Det er med stor glæde at jeg har accepteret direktørstillingen i Nordisk Kulturfond. Jeg vil betone det vigtige arbejde i Norden, som fonden bidrager til inden for kulturområdet. Samtidig ser jeg flere spændende udfordringer i kunne skabe større synlighed for fonden og skabe muligheder for nye uventede, nordiske samarbejder.

Fondens nuværende direktør Karen Bue fratræder sin stilling i Nordisk Kulturfond fra marts 2015 i og med, at hendes ansættelseskontrakt udløber efter 8 år.

Contact information