185. Christian Juhl (Replik)

Information

Speech type
Replik
Speech number
185
Speaker role
Nordisk Grønt Venstre
Date

Tak for det. Det drejer sig også om Catalonien. Jeg synes, det er påfaldende. I øvrigt så mener jeg, det ville være rigtig godt, hvis vi kunne få nogle runder i stedet for bare at høre én minister. Vi samler jo ikke Norden, ved at en minister udtaler sig.  

Når man ikke udtaler sig offentligt om kriminalisering af politisk aktivitet i Catalonien, sker der så ikke det, som vi i Danmark betegner som, at den, der tier, samtykker? Det er jo fint nok at sige, at vi skal arbejde efter retsstatens principper, men i øvrigt holde vores kæft, når der er mennesker i Europa, der kommer i klemme. Hvis en fagforeningsmand i Mellemamerika bliver skudt, så protesterer vi, hvis en journalist i Saudi-Arabien bliver likvideret, så protesterer vi højlydt, hvis et barn bliver fængslet i Israel, protesterer vi højlydt - og det skal vi også, og vi forventer det af vores ministre - men hvorfor er Nordens ministre tavse, når det drejer sig om Spaniens overgreb på politisk valgte folk, der bruger demokratiske midler, som går på gaden med fredelige aktiviteter, og som vælger det fineste demokratiske princip, vi har, nemlig folkeafstemninger? Hvorfor er I tavse? Tier og samtykker I? Eller vil I snart samle jer og give en fælles stemme imod overgrebene? Det er ikke en stillingtagen til, om de skal være selvstændige i Catalonien, for det må de selv finde ud af, men vi skal protestere, hver gang politikere uberettigede bliver smidt i fængsel og ikke engang kommer for en dommer.