325. Annette Lind (Indlæg)

Information

Speech type
Indlæg
Speech number
325
Person
Speaker role
S-gruppens talsperson
Date

Tak for det, præsident. Alle ved, at det er omkostningstungt at have branddøde, alle ved, at det er skidt, når mennesker mister livet eller kommer alvorligt til skade ved brand. Det er sådan, at man har meget forskellige måder at håndtere det på i de forskellige lande. Vi ønsker, at der skal være en nul-vision for branddøde.

Det er sådan, at branddøde koster rigtig meget. Det koster i menneskeliv, det koster meget i hospitalisering, og det koster meget i forsikringpenge.  Det er sådan, at bare i Danmark, Norge og Sverige koster det mindst 10 mia. DDK om året i erstatning. Dertil kommer der en masse selvsikrede eller uforsikrede ejendomme, hospitalisering, tab af liv, driftsforstyrrelser og miljøskader. 

Det er sådan, at vi håndterer det meget forskelligt. De nordiske lande arbejder selvstændigt med at forebygge alvorlige brande, herunder dødsbrande, men der er en meget lav grad af vidensudveksling. Flere lande har en strategi, bl.a. Norge, Sverige og Finland, hvorimod Danmark ikke har det i så stor grad. I Norge har man den grundlæggende målsætning om en nul-vision: Ingen skal omkomme ved brand. I Sverige har man også en langsigtet vision: Ingen skal omkomme eller skades alvorligt som følge af brand. Og i Finland har man et erklæret mål om at blive verdens tryggeste land. I Danmark har vi også en national forebyggelsesstrategi. Det er sådan, at her handler det om den robuste borger; det handler om, at man er med til at sikre sig selv.

Derfor ønsker vi i den socialdemokratiske gruppe, at man skal have en større grad af vidensdeling. I den socialdemokratiske gruppe foreslår vi, at vi skal have en fælles nordisk strategi mod brand. Det skal sikre, at erfaringerne med forebyggelse af dødsbrande og brande med tilskadekomne bliver delt mellem de nordiske lande til fælles nytte. Og vi ønsker, at samtlige nordiske lande indfører en vision om, at ingen mennesker skal omkomme ved brand, at antallet af tilskadekomne ved brand reduceres betydeligt i alle de nordiske lande, og at miljøbelastningen ved brand i de nordiske lande halveres over en periode på 10 år, og at brande, der udsletter uerstattelig kulturejendom skal undgås. Det er sådan, at når store virksomheder i Danmark brænder, bliver de som oftest ikke genopbygget. Det er sådan, at så outsources de til udlandet.

Derfor ønsker vi, at vi skal have en nul-vision, så vi har en fælles strategi, og det håber jeg at I bakker op om. Tak for ordet.