Guide: flytte fra Åland

Kobba klintar
Photographer
Bent Blomqvist
Her finder du information og gode råd i forbindelse med flytning fra Åland til Danmark, Færøerne, Grønland, Island, Norge, Sverige og Svalbard. Du finder også links til nyttige tjeklister, hvis du flytter eller rejser til Sverige for at studere.

Der er altid en hel del at huske på, hvis du skal flytte mellem to lande. Du skal blandt andet sørge for, at din post bliver eftersendt. Du skal også meddele FPA om, at du flytter til udlandet, og du skal huske at tjekke dine skatteforhold, for selv om du flytter fra Åland, kan du stadig blive betragtet som skattepligtig. Det er også en god idé at undersøge, om du skal skifte fagforening og a-kasse, lukke din bankkonto, opsige din lejekontrakt og overdrage din lejlighed. Endelig bør du også gennemgå dine abonnementer og dine forsikringer, undersøge toldregler, fremskaffe nødvendige attester og dokumenter og sørge for, at du medbringer gyldig legitimation.

Flytteanmeldelse på Åland

Myndigheten för digitalisering och befolkningsdata yder landsdækkende service. På Åland kan du i stedet kontakt Statens ämbetsverk på Åland. DVV – Myndigheten för digitalisering och befolkningsdata.

Du skal huske at indsende en flytteanmeldelse til magistratsafdelingen ved Statens ämbetsverk på Åland, når du flytter.

 

Skal du flytte til Sverige fra Åland?

De fleste, som flytter fra Åland, flytter til Sverige. Du finder meget omfattende information om flytning til Sverige i tjeklisterne herunder. Der findes også en særlig tjekliste med ti punkter for dig, som skal til Sverige for at studere.

OBS! Det kan tage op til 4 måneder at få et personnummer i Sverige.

Post

Husk at få din post eftersendt til udlandet. Du skal huske at ændre adresse, når du flytter. Du skal informere Ålands Post om din nye adresse, og at din nuværende adresse ophører.

Folkeregistrering

Hvis du er statsborger i et nordisk land, har du hverken brug for visum, arbejdstilladelse eller opholdstilladelse for at kunne bo eller arbejde i Norden. Du skal dog følge de regler, der gælder for eksempelvis folkeregistrering i de enkelte lande.

Social sikring

Hvis du flytter til udlandet, skal du altid sende en anmeldelse til FPA, som på denne baggrund afgør, om du fortsat kan være socialt sikret i Finland/Åland under dit ophold i udlandet. Du finder yderligere information om social sikring på linket herunder. FPA har en quickguide for personer, som flytter til udlandet

Beskatning

Som regel bliver du beskattet i det land, hvor du arbejder eller har din indkomst. Hvis du bor og arbejder i forskellige lande, kan din indkomst også påvirke beskatningen i dit bopælsland. Derfor skal indkomsterne indberettes både i bopælslandet og arbejdslandet. Du kan læse mere om beskatning på den nordiske skatteportal Nordisk eTax eller Info Nordens sider om beskatning i forskellige lande.

Flyttegods

Hvis du flytter fra Åland til et andet EU-land eller et land uden for EU (Norge og Island samt Færøerne og Grønland, som er områder uden for EU), skal du indsende en eksporterklæring for flyttegods. Dette gælder dog ikke ved flytning fra Åland til Finland. Hvis du flytter fra Åland, bør du undersøge de gældende toldregler i destinationslandet.

Bil

Hvis du flytter til et andet nordisk land med bil eller andet køretøj, skal du som regel registrere dit køretøj i det pågældende land. Hvis du bor i udlandet eller opholder dig midlertidigt i landet, kan du på visse betingelser anvende et køretøj, som er registreret i udlandet. Du kan læse mere her.

Kørekort

Hvis du har et finsk/ålandsk kørekort, har du ret til at køre i alle nordiske lande i henhold til de kategorier, som angives på kørekortet. Du kan læse mere på siderne herunder.

Flytteguides til de nordiske lande

Hvis du skal flytte til Sverige, Norge, Danmark, Island, Færøerne, Grønland eller Svalbard, kan du finde information i Info Norden flytteguides.

Yderligere information

Kontakt myndighed

Hvis du har spørgsmål om flytteanmeldelse ved flytning fra Åland, kan du kontakte Magistraten på Åland her

Spørg Info Norden

Hvis du har spørgsmål, eller hvis du er stødt på hindringer i et nordisk land, kan du udfylde vores kontaktformular.

OBS! Hvis du har spørgsmål om behandlingen af en konkret sag eller ansøgning eller andre personlige forhold, skal du kontakte den relevante myndighed.

Info Norden er Nordisk Ministerråds informationstjeneste. Vi giver overblik og genveje til dig som vil flytte, arbejde, studere, søge støtte eller starte virksomhed i Norden.