422. Christian Juhl (Svar på replik)

Tak. Jeg vil bede præsidenten give mig en halv time - så skal jeg gerne orientere om de ret voldsomme problemer, vi har haft med det danske skattevæsen.

Der findes ganske gode metoder til at forbedre praksis på alle områder, og hvis vi skal nøjes med at snakke om Nordisk Råd, vil jeg sige, at jeg selv har siddet i kontrolkomiteen i en periode, og synes, det er vigtigt, at vi gør det arbejde. Det er én ting. Det er vores mulighed for at kontrollere.

Rigsrevisionen er den anden mulighed. De går ned i det og tager stikprøver, og der kan man gøre, som man har gjort her, nemlig at vi i stedet for at tage stikprøver siger: Vi er nødt til at gå alle bilagene igennem for et år, og så tager vi stikprøver tilbage i tiden for at se, om der er noget, vi har overset i de tidligere år. Det er den metode, man kan arbejde med, og så skal man jo arbejde med en entydig ledelse. Det viser sig i det her tilfælde, at der har været forskellig praksis inden for forskellige sektorer i Nordisk Råd, Nordisk Ministerråd og Nordisk Kulturfond.