Handlingsplan for Vision 2030

Handlingsplan for vores vision 2030
Photographer
Unsplash.com, Maud Lervik/Norden.org og Visit Denmark
Nordisk Ministerråds handlingsplan for Vision 2030 er godkendt af de nordiske samarbejdsministre og gælder for perioden 2021-2024.

Handlingsplanen beskriver, hvordan Nordisk Ministerråd skal arbejde for at opnå visionens mål gennem en række initiativer, som er knyttet til visionens tre strategiske prioriteringer: et grønt Norden, et konkurrencedygtigt Norden og et socialt bæredygtigt Norden. Til de strategiske prioriteringer er der desuden knyttet 12 mål. De strategiske prioriteringer og målene fungerer som rettesnor for alt arbejde i Nordisk Ministerråd i de kommende fire år. Handlingsplanen er delt op i 12 dele, som er knyttet til de 12 mål.

Styring, opfølgning og rapportering

For at sikre at arbejdet med Vision 2030 virkelig fører til de ønskede resultater, bliver der udarbejdet en model til løbende evaluering af udviklingen. Vi har udarbejdet et antal udviklingsindikatorer, som giver os mulighed for at følge med i, hvordan arbejdet skrider frem i hele Norden. Samtidig evalueres den kollektive indsats i arbejdet med at blive verdens mest bæredygtige og integrerede region.

 

Vi følger særligt nøje effekten af de initiativer, der er blevet vedtaget inden for det nordiske samarbejde, og hvordan de bidrager til det samlede billede af regionen. Resultaterne af ministerrådets arbejde sammenfattes i to rapporter. Rapporteringsprocessen for handlingsplanen består af en statusrapportering i foråret 2022 og en endelig rapportering til de nordiske statsministre i foråret 2024.

Tværgående perspektiver og øget inddragelse af civilsamfundet

I juni 2020 besluttede de nordiske samarbejdsministre (MR-SAM), at Nordisk Ministerråd i perioden 2021-2024 skal styrke sit samarbejde med civilsamfundet i Norden. Samtidig blev der også vedtaget en ny politik for integrering af tre tværgående perspektiver i alt arbejde i Nordisk Ministerråd.

De tværgående perspektiver, der skal påvirke alt arbejde i Nordisk Ministerråd, er:

  1. Bæredygtig udvikling
  2. Ligestilling
  3. Et børnerettigheds- og ungdomsperspektiv

 

Nordisk Ministerråd har i forvejen et aktivt samarbejde med civilsamfundet, men den model, der nu tages i brug, introducerer nye indsatsområder, samtidig med at der skabes tydeligere rammer for samarbejdet. Involveringen af civilsamfundet skal foregå målrettet med støtte fra et nyt, nordisk civilsamfundsnetværk. Desuden skabes der en struktur for offentlige høringer på det nordiske samarbejdes websted, Norden.org.

 

Der etableres et støtteprogram for at give civilsamfundets aktører mulighed for at ansøge om midler til at mødes på tværs af de nordiske lande. Gennem øget kontakt til organisationer i civilsamfundet vil man øge kontakten mellem de nordiske lande og på den måde skabe en bedre forståelse af hinandens kultur og sprog. Ud over det nyetablerede støtteprogram har Nordisk Ministerråd flere andre programmer, som også er tilgængelige for nordiske organisationer i civilsamfundet.

Tværsektorielt samarbejde

En central målsætning i handlingsplanen er, at det tværsektorielle samarbejde i Nordisk Ministerråd skal øges. På den måde vil man forbedre samarbejdets kvalitet og gøre det mere effektivt.

De nordiske samarbejdsministre har bevilget 40 MDKK om året til tværsektorielle projekter i perioden 2021-2024. De tværsektorielle projekter er inkluderet i handlingsplanen for Vision 2030 og er knyttet til flere af de 12 mål for arbejdet med at sikre et grønt, konkurrencedygtigt og socialt bæredygtigt Norden.

I perioden 2021-2024 vil Nordisk Ministerråd især fokusere på følgende:

1. Kuldioxidneutralitet og klimatilpasning

Styrke forskning og udvikling samt fremme løsninger, som understøtter CO2-neutralitet og klimatilpasning på blandt andet transport-, bygge-, fødevare- og energiområdet.

2. Biologisk mangfoldighed

Bidrage til at sikre biologisk mangfoldighed og bæredygtig udnyttelse af Nordens natur- og havområder.

3. Bæredygtig produktion

Fremme cirkulær og bæredygtig økonomi, bæredygtig og konkurrencedygtig produktion, bæredygtige fødevaresystemer samt ressourceeffektive og giftfri kredsløb i Norden.

4. Bæredygtigt forbrug

Gøre det meget enklere og mere attraktivt for nordiske forbrugere at prioritere sunde og miljø- og klimavenlige valg ved hjælp af en fælles satsning på bæredygtigt forbrug.

5. Det internationale miljø- og klimasamarbejde

Bidrage til en positiv udvikling af det internationale miljø- og klimasamarbejde, blandt andet ved at fremme nordiske grønne løsninger i resten af verden.

6. Viden og innovation

Støtte viden og innovation og gøre det lettere for virksomheder i hele Norden at udnytte de udviklingsmuligheder, som den grønne tekniske og digitale omstilling og den voksende bioøkonomi skaber, til fulde.

7. Arbejdsliv

Udvikle kompetencer og velfungerende arbejdsmarkeder, som matcher de krav, som den grønne omstilling og den digitale udvikling stiller, og som understøtter den frie bevægelighed i Norden.

8. Fri bevægelighed og grænsehindringer

Drage nytte af digitalisering og uddannelse for at knytte de nordiske lande endnu tættere sammen.

9. Velfærd for alle

Bidrage til en god, ligestillet og tryg sundhed og velfærd for alle.

10. Inkluderende grøn og digital omstilling

10. Arbejde for at få alle borgere i Norden med i den grønne omstilling og den digitale udvikling, udnytte potentialet i omstillingen og modvirke, at kløfterne i samfundet øges på grund af omstillingen.

11. Samarbejde med civilsamfundet

Give det nordiske civilsamfund, og især børn og unge, en stærkere stemme og en øget deltagelse i det nordiske samarbejde samt øge deres viden om nabolandenes sprog og kultur 

12. Tillid og sammenhold i Norden

Opretholde tilliden og sammenholdet i Norden, de fælles værdier og det nordiske fællesskab med fokus på kultur, demokrati, ligestilling, inklusion, ikke-diskriminering og ytringsfrihed