Bjørn Rasmussen: Ming
Ming er et digt om sorg og skrøbelighed, fortalt med en bevægende sproglig styrke.
Ming er noget uerstatteligt, der kan falde på gulvet og gå i 1000 stykker.
Og Ming er, hvad Flemming, det lyriske jegs døde far, blev kaldt som lille: Den Ming, der hjemsøger digtsamlingens grænseløse rum, hvor den indre og den ydre virkelighed flyder sammen.
Bjørn Rasmussen (f. 1983) er dramatiker, prosaist, dramatiker og digter og en central figur i den bølge af ny dansk digtning, der er karakteriseret af dens særegent personlige stemmeføring og samfundsrettethed.
Han debuterede i 2011 med den endeløst smukke, voldsomme og formelt nyskabende roman, Huden er det elastiske hylster der omgiver hele legemet, som i 2013 blevet fulgt op af romanen Pynt. Ming (2015) er forfatterens første digtsamling.
Ming består af 5 afsnit, adskilt af kulsorte sider, der strukturerer et forløb, som strækker sig fra januar til maj, og som beskriver det lyriske jegs af angst og psykose gennemsyrede hverdagsliv i et kolonihavehus, hvor han bor med den mand, han skal giftes med. Det lille prologdigt lyder sådan her:
Jeg skriver / min døde far / frem / i min favn / og han føder / fra hænderne / en lav sol / en lille gul gummidinosaur / jeg græder / som en symaskine / af glæde
Blandingen af enkelhed, surrealisme og intense, kropsfunderede metaforer er typisk for Bjørn Rasmussens sprog, der både virker ved den suveræne beherskelse af et klassisk stilistisk virkemiddel som enjambementet og tilsyneladende lavmælte, men ikke desto mindre verdensåbnende sammenligninger: At græde som en symaskine er så stærkt et billede på sorgens mekanisk stikkende smerte, som de overhovedet fås, og den glæde, der har fremkaldt tårerne, er lige så sammensat som oplevelsen af kun at kunne møde sin afdøde far, hvis man ikke tager sin anti-psykotiske medicin – hvad jeg’et ofte ikke gør, hvorfor det ender da også med at han bliver indlagt, hvilket afføder en formidabelt finsanset beskrivelse af livet som psykiatrisk patient.
Bjørn Rasmussens poesi er skrevet fra et sted, der meget sjældent skrives fra. Fra sorgens og den psykiske sygdoms fragile og pinefulde virkelighed, hvor der alligevel findes så megen kærlighed, sanselighed og skønhed. Den minder os også om, hvor bredt og stærkt den heteronormative matrice virker. Den deler en enestående følsomhed med os og åbner vore sind for skrøbelighedens styrke:
jeg er et langsomt barn / jeg brænder kaffen bitter / skærer pikken åben / jeg tror litteraturen kan redde verden / er jeg dum
Nej, får læseren lyst til at svare jeg’et. Det er alt andet end dumt at skrive et digtværk, der taler fra et helt andet sted end det, vi umiddelbart genkender. Når livet falder på gulvet og går i 1000 stykker, når man næsten ikke kan rejse sig fra sengen, gå i bad og da på ingen måde benytte den kollektive trafik, når man “ligger og fryser på gulvet / som et stykke peberfrugt”, så er det ikke sikkert man kan skrive noget som helst. Men hvis man kan, og man hedder Bjørn Rasmussen, kan skriften blive til en suveræn poetisk, livsytring.