Juha Itkonen
Motivering:
Krisen begynder midt i livets hverdag: en lykkelig mand med familiens tredje barn på vej. Da Rose er ved at være halvvejs gennem graviditeten, hænger fostrets liv pludselig i en tynd tråd, og ægtefællerne bliver stillet over for et urimeligt valg. Tragedien får parforholdet til at vakle og gør alt det sikre ustabilt. Hverdagen leves nu i fare, ikke i tryghed. Man må tage til takke med ”stor usikkerhed og et lille håb”.
Ihmettä kaikki (Allt ett under, udkommer på svensk i september 2020 på Förlaget M i Camilla Frostells oversættelse) er en familiefars rystende intime og intense beskrivelse af en lang undtagelsestilstand, af en uudholdelig usikkerhed, som sætter såvel kærlighedens som selve livets skrøbelighed og stabilitet på prøve. Beretningen, som begynder med et lille ufødt barn, uddybes i Itkonens hænder til en imponerende og dybt forankret refleksion over lykke og sorg, kærlighed og forældreskab, muligheden for en tro og en gud, håb og overlevelse – menneskelighedens centrale spørgsmål konkretiseres som akutte, smertelige og på nært hold.
Et stærkt tema i romanen er kommunikation, opretholdelse af den og faren for, at den skal blive brudt. Den svære livssituation åbner en afgrund mellem ægtefællerne, for selvom ængstelsen og sorgen er fælles, er hver deres oplevelse dybt personlig. Fra farens synsvinkel skildrer Itkonen dygtigt, hvordan det føles at stå på den ene side af afgrunden, mens ægtefællen kan skimtes i det fjerne på den anden side. I selv de sværeste øjeblikke stræber fortælleren rørende stædigt efter at holde en kanal åben: Han søger kontakt gennem at tale, berøre, skrive et brev. ”Jeg er ikke din fjende, jeg er din mand.” Når kræfterne svinder ind, og Rose truer med at synke ned i sin udmattede virkelighed, læner manden sig op ad sin rolle som støtte og som den, der får hverdagen til at hænge sammen. "Ser Rose, at en kæmpemæssig sorg i menneskelig skikkelse ligger på mig, og at jeg ikke har kræfter til at skubbe den væk? Jeg vil ikke have, at hun ser det. Hun må ikke se det. Jeg må ikke være mere trist end hende."
Romanen består af to dele, hvoraf den første ender i sorg, på saunabænken og i hjemmets varme. Det skete har sat sine spor: "Jeg er ikke sikker på, om jeg nogensinde tør gå herfra igen." I bogens sidste del fortsætter den pinefulde rutsjebanetur. I denne nye undtagelsestilstand, endnu en gang ved et skrøbeligt liv, kæmper parret mellem familielivets hverdag og neonatalafdelingen. Lidt efter lidt stiger et forsigtigt håb dog op til overfladen. Mirakler sker. Således befinder vi os i romanens slutning stadig midt i livets hverdag, men i den ro, som nu indeholder den paradoksalt trøsterige viden og oplevelse af, at "mennesket er altid i fare". Man må finde en vej fra den uudholdelige usikkerhed til at udholde usikkerheden, det er man nødt til, ellers kan man ikke leve.
Tæt på døden og livet er mennesket allermest skrøbeligt og sårbart: Der råder på én gang tåge og klarhed. Derhen fører Itkonen sin læser – modigt og åbenhjertigt, mod det svære, det smertefulde og det usikre. Det fortæller meget om forfatterens formåen, hvor suverænt det lykkes ham at forene skarpsynet og analytisk iagttagelse med en ekstremt rørende og intim fortællestil. Resultatet er denne roman, der er rystende fintfølende i al sin uforfærdethed.
Juha Itkonen (f. 1975) udgav sin opsigtsvækkende debutroman Myöhempien aikojen pyhiä i 2003. Efterfølgende har han udgivet flere romaner, hvoraf Anna minun rakastaa enemmän (2005) fik den finske stats litteraturpris. Itkonen er også blevet tildelt bl.a. Kalevi Jäntti-prisen, og hans bøger har været nomineret til både Runeberg-prisen og Finlandia-prisen. Foruden romaner har Itkonen skrevet en novellesamling, flere skuespil og en børnebog. Blandt de seneste års produktion finder man rejsebogen Minun Amerikkani (2017), Ihmettä kaikki (2018) samt Juha Itkonen og Kjell Westös brevveksling 7 + 7: brev i en orolig tid (2019).