Katarina Frostenson: Sånger och formler

Katarina Frostenson er født i 1953 og bor i Stockholm. Hun er lyriker, prosaforfatter, dramatiker og oversætter og har siden 1992 siddet på stol nr. 18 som medlem i Svenska Akademien.

Katarina Frostenson debuterede i 1978 med digtsamlingen I mellan. Siden da har hun fået udgivet en lang række digtsamlinger, prosabøger, oversættelser og essays. Hendes forfatterskab er mangefacetteret, men følger en rød tråd. Hun har længe, egentlig lige siden hun debuterede, været et fremtrædende navn i svensk samtidslyrik.

Katarina Frostenson skriver med stilistisk snilde og udforsker såvel menneskets moderne liv som hendes relationer til myter og sagn. Hun tager udgangspunkt i kvindelige og ofte ubehagelige og voldsomme oplevelser, hvor mytologiske motiver vokser sammen med samtiden og får læseren til at indse de sjælelige, kulturelle og filosofiske sammenhænge mellem mennesker i tid og rum. At læse Katarina Frostensons bøger er at opholde sig i et grænseløst rum. Tekstens forskellige elementer – tid, sanselighed, intellekt, myte, vrede, kvindelig erfaring, barnets blik, hukommelsesfragmenter, ting og meget mere – danner en sælsom helhed. Der findes mange veje ind i hendes digt, og det taler til en fra mange forskellige lag og niveauer.

Sånger och formler (Wahlström & Widstrand 2015) er Katarina Frostensons seneste digtsamling. Sproget tager form og legemliggøres dér, hvor hun anvender ordene, vender og drejer dem, søger betydninger og bibetydninger, som om de, selve deres dobbelttydige eksistens, gestalter alt det gådefulde, som verden og livet er. Snart bliver man som læser suget ind i en fortælling om livets mest fysiske og sjælelige åbenbaringer fra en svimlende færd med afløbsvand og knogler og affald gennem kloakrør, over en syngende smuk hymne til byen Minsk og det hviderussiske sprog, over varme og kærlige digte til Marina Tsvetajeva, over billeder fra Stockholms forstæder og indre by og frem til den flåede og til musik og lidelse forvandlede Marsyas.  Ja, i Katarina Frostensons tilsyneladende strenge og stamme digte sker der en konstant forvandling. At læse dem er som at betragte omgivelserne, motiverne, gennem en prisme, og det er digtene, bogens kerne, der gennemgår en metamorfose. Gennem dem gestaltes livets mærkværdighed.