Malin Klingenberg

Malin Klingenberg
Photographer
Caj Forst- Klingenberg
Malin Klingenberg: Alberta Ensten och uppfinnarkungen. Børne- og ungdomsroman, Fontana Media, 2014.

Alberta Enstens mor er forsker og opfinder. Hun har bygget et flyvende hus, som bruger en kombination af sol- og skyenergi. Den hemmelige hushelikopter er Albertas mors bidrag til den store opfinderkonkurrence. Alberta er tilpas dygtig i skolen, og hun fylder tilpas meget. Derimod udmærker hun sig i kraft af sine store briller og en tandbøjle som er dekoreret med skinnende diamanter. Det endte ved en fejltagelse med at blive en diamantbøjle, fordi tandlægen misforstod Albertas ønske. Den generte Tor med de rare øjne har længe været betaget af Alberta, og han bliver om muligt endnu mere interesseret i hende, da hun får de nye briller og den nye tandbøjle. Han ser sit snit til endelig at turde at tale med Alberta, da hun glemmer sin pung i en butik, og han løber efter hende for at give hende pungen igen. Tor følger efter Alberta til hendes hus, og selv om ingen åbner, da han banker på, går han ind. Kort efter løfter hele bygningen sig fra jorden. Albertas mor har startet hushelikopteren for at flyve af sted til opfinderkonkurrencen, og nu er Alberta og Tor også om bord. Ingen af dem ved, at de bliver forfulgt af en lumsk tyv, som vil stjæle Albertas mors opfindelse. Tor og Alberta kastes ud i et spændende eventyr, som begynder højt oppe over skyerne.

I Malin Klingebergs bog er børnene mere foretagsomme, klarsynede og medmenneskelige end de voksne. Uden at have onde hensigter er de voksne glemsomme, godtroende og lidt selvoptagede, mens børnene må sørge for at alting ordner sig på den bedste og mest finurlige måde til sidst i eventyret. Klingenbergs indlysende kønsbevidsthed giver romanen et moderne udtryk, og samtidig bidrager Ida-Maria Wikströms grafiske illustrationer til bogens tidløse udtryk. Det lykkes for forfatteren og illustratoren at skabe en munter stemning, som både gør bogen humoristisk og let at læse. Det velbearbejdede sprog gør bogen til en fremragende højtlæsningsbog, som både børn og voksne kan få noget ud af. Malin Klingenberg bor på Åland. Hun har skrevet flere forskellige bøger for børn og unge. Hendes bog Albert Ensten och uppfinnarkungen(”Alberta Ensten og opfinderkongen”) er Ålands nominerede bidrag til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2015.