Claus Beck-Nielsen

Med en sjælden sproglig sikkerhed bevæger Claus Beck-Nielsen (f. 1963) sig i denne roman ud på en usædvanlig rundtur i pinligheder og mere eller mindre fiktive møder med navngivne forfattere. Bogen består af et indledende kapitel – hvor forfatteren kommer til København og debuterer i tidsskriftet Hvedekorn – og af 12 efterfølgende kapitler, som hver især beskriver et møde med en af De Danske Forfattere. Tilsammen danner bogen et billede også af den trettende forfatter, forfatteren selv.

Det opsigtsvækkende ved bogen er, at den er morsom, men den balancerer hele tiden på kanten af det seriøse. Portrætterne af De Danske Forfattere er måske nok karikerede, men rummer alle en sandhed – om ikke andet en mytologisk sandhed, set fra den skrivendes erindring om sig selv som ung og tøvende. Ja, møderne bliver dybest set eksistentielle, fordi bogens forfatter – jeget, der taler – befinder sig i en konstant krise, i og for sig en traditionel identitetskrise: Hvem er jeg? Jeg har alle disse muligheder, hvilken skal jeg vælge?

Det er klart, at portrætterne af De Danske Forfattere er lettere at forholde sig til – og forstå – hvis man som læser kender de omtalte forfattere og i bedste fald har læst deres bøger; men det er vores overbevisning, at man også uden dette kendskab kan læse Claus Beck-Nielsens bog og på samme tid more sig og gyse over mødernes karakter. Enhver kan leve sig ind i forfatterens oplevelse af at være udenfor, at ønske sig indenfor – eller netop ikke ønske det. Man får lyst til at løbe væk, samtidig med at man tiltrækkes af persontegningen.

Trods bogens skematiske opbygning er den ikke gentagende, tværtimod varierer den formen, hvorunder møderne finder sted. Elegant dukker de op, De Danske Forfattere, i vidt forskellige situationer – og i forskellige roller i forhold til fortælleren: Poul Borum, Jens Christian Grøndahl, Peter Høeg, Pia Tafdrup, Peer Hultberg, Hans Otto Jørgensen, Henrik Nordbrandt, Jørgen Leth, Christina Hesselholdt, Klaus Rifbjerg og Ib Michael. Nogle af møderne har endnu ikke fundet sted, andre fandt sted for længe siden …

Claus Beck-Nielsen ser op til den ene, identificerer sig med den anden, bliver skuffet over en tredje, har været gift med en fjerde, ja, en femte blev siden gift med hans hustru og lå måske i hendes seng i København, mens han selv lå i samme forfatters seng i Århus – hvor pinligt kan det blive? Og hvor morsomt? Og samtidig, hvor skrøbeligt fint kan det skrives? Med glidende overgange fra De Danske Forfattere til forfatterens eget liv, egne erindringer om slægtninge – og atter andre pinligheder i fortiden, i andre byer, andre virkeligheder.

Der er tale om et værk, som fungerer på flere niveauer: som humoristisk litteraturhistorie; som et studie i menneskelige grænseegne, hvor kendte psykologiske barrierer overskrides, forsigtighed, blufærdighed, angst; som dybsindig selverkendelse; som et spejlkabinet – som undertitlen lyder – for forfatteren, men også for læseren. Og det paradoksale er, at sproget midt i den ustyrlige moro (som sagt: noget sjældent!) selv er forsigtigt, blufærdigt og ængsteligt, ja, noget af det mest præcise, vi har læst på dansk i årtier.

Lilian Munk Rösing, Asger Schnack