Tomas Mikael Bäck

Tomas Mikael Bäck
Photographer
Juho Paavola
De tysta gatorna. Digtsamling, Schildts & Söderströms, 2016.

Tomas Mikael Bäck (født 1946) er en fremtrædende digter som i snart halvtreds år har udgivet digtsamlinger i små formater men med stor substans. Han debuterede i 1972 med Andhämtning. Hans tyvende bog, De tysta gatorna (”De stille gader”, ikke oversat til dansk), udkom i fjor, og den er nu nomineret til Nordisk Råds litteraturpris. I 2014 modtog han Edith Södergran-prisen og i 2016 Längmanska kulturfondens pris.

Bäck er forankret i den finlandssvenske modernisme med Gunnar Björling som sin primære læremester. Hans udtryk bevægede sig tidligere mod en stadig større ordknaphed, og i løbet 1980'erne udgav han flere samlinger med aforismer på kun én linje. I de senere år har han ladet sine digte brede sig ud over lidt flere linjer og gjort plads til det biografiske. Udgangspunktet er ofte en konkret iagttagelse fra fødebyen Vasa. De episke træk og de sanseligt genkendelige detaljer – duftene, synerne og lydene – gør hans senere digtning afslappet og frigjort. Man bliver glad på en helt rolig måde af at læse Bäck.

De tysta gatorna åbnes ”samma gamla sinnen” og ”vilken minnesbild som helst får återkomma”. Det man hører når man åbner sig er ikke altid som Bäck påpeger tomhed eller stilhed men ”tinnitus i den egna apparaten”. Men han accepterer også disse mislyde og forstyrrelser. Måske ligner de på sin vis musik som endnu ikke er skabt eller en stille, vedvarende regn. Endda fejltagelserne og ulykkerne omfavnes og får mening:

I tåget går jag åt fel håll. Jag skär mig på en skåpdörr. Ständigt denna kärlek.

Der mangler ikke dramatik i digtene: tordenvejr, flammende, glemte landskaber og lyn i sorte zigzag-mønstre. For det meste klarer Bäck sig uden det skrigende og spektakulære: ”Man behöver kanske inte till slut cinnober och smaragd?”

Man har måske mere brug for det grå og det gyldne, regnen og musikken og ”upplevelsen av en närvaro som ingenting splittrar”. Meditativt og tålmodigt undersøger Bäck hulrummene i de vægge som sproget omgiver os med og går bag om tankens forbudsskilte. Det han her finder, formidler han i digte som er skrevet med stor omsorg og energi og en kærlig, sørgmodig humor.