Nordic Master Programme

24.07.18 | Projekt
Studerende på et bibliotek
Photographer
Yadid Levy/Norden.org
Med Nordic Master Programme får de studerende viden og oplevelser fra op til tre nordiske lande i én og samme engelsksprogede mastergrad. Det er en kompetence, som de enkelte lande ikke kan skabe på egen hånd.

Information

Dates
01.01.2018 - 31.12.2019

Mobilitet og kvalitet er ledestjernerne for Nordic Master Programme. Ud over at være et masterprogram af høj kvalitet skaber det også et fælles nordisk uddannelsesområde, samtidig med at det fremmer kundskabens fri bevægelighed mellem landene.

Det fællesnordiske masterprogram giver de studerende mulighed for at bo og studere i mindst to nordiske lande i de to år, som programmet varer.

En bred vifte af muligheder

Fælles for Nordic Master-programmerne er, at de er på engelsk og omfatter mindst 120 ECTS. Derudover er der stor variation. Alle akademiske områder kan søge om finansiering, og de indtil videre 25 mastereksaminerede har bredt sig over mange forskellige emneområder. 

Tilfredse studerende

Spørgeskemaer og interviews viser, at de Nordic Master-studerende er meget tilfredse med programmet. Især mobiliteten er højt værdsat blandt de studerende, og hele 70 procent siger, at det i høj grad var det, der fik dem til at læse en mastergrad.

Programmerne har vist sig at være attraktive for både nordiske og internationale studerende. I øjeblikket kommer omkring 40 % af de studerende fra Norden, mens 20 % kommer fra resten af Europa, og de resterende 40 % kommer fra lande uden for Europa. 

Hvordan skaber man en ny Nordic Master?

Mindst tre nordiske universiteter og/eller videregående uddannelser kan i fællesskab søge om finansiering på op til 1,5 millioner danske kroner fra Nordisk Ministerråd til at oprette et Nordic Master-program. Hvert program skal have ét universitet, der påtager sig rollen som koordinator. Mindst to andre universiteter skal fungere som samarbejdspartnere.
Nordic Master administreres af uddannelsesstyrelsen i Finland.